Hands-on: For Honor
En noget anderledes konfrontation er opstået i Ubisofts “For Honor” efter en naturkatastrofe bringer død, ødelæggelse og hungersnød med sig.
Nordens vikinger står pludselig overfor østens samuarai-krigere i kampen om en lille kilde vand, da en ridder pludselig også træder ind i kampen. I stedet for at deles bliver dette startskuddet på en årelang indbyrdes krig, som nu bringer dig ind i billedet.
Vælg fraktion og kæmp om dominansen
Selve introen til spillet og hele grundlaget for spillets eksistens virker en anelse tynd. Det virker til at Ubisoft har forsøgt at skabe en mening med at vikinger, samuaraier og riddere kæmper mod hinanden, men forståelsen for det slog aldrig rigtigt igennem hos mig. Så jeg tror bestemt ikke det er historien der er det bærende element i For Honor, men i stedet et rigt gameplay i en smuk kulisse.
Din første opgave består i at vælge fraktion. Valget står imellem de føromtalte 3 krigertyper, men selvom man skulle fravælge f.eks. samurai og vikinger til fordel for ridderne, er dette ikke ensbetydende med, at man ikke kan vælge at kæmpe som en samurai. Ens valg har udelukkende betydning i kampen om dominans i den fiktive verden man kæmper i – det vil jeg komme lidt nærmere ind på senere.
Spillet foregår i 3. personsperspektiv og er baseret på et kampsystem hvor man kan forsvare og angribe i 3 forskellige retninger; venstre, op og ned. Dvs. hvis man kan se at fjenden lægger an til at svinge sværdet mod din højre side, skal du pege analog-pinden mod højre, så du hermed parerer hans angreb. Samtidig kan du så også angribe i én af de 3 retninger og være heldig/dygtig at få en fuldtræffer.
Oveni det er så tilføjet muligheden for counter-attacks, rullefald væk fra modstanderen og slag med skjold som kan sende modstanderen i jorden. Kampene sættes i gang ved at holde en knap nede, og man kan ubesværet skifte til en anden modstander når situationen spidser til. Gameplayet kan godt virke en anelse tungt, men dit valg af karakter og muligheden for at opgradere sit gear kan have en stor effekt på hurtigheden i gameplayet. Der synes med andre ord tænkt meget over de taktiske elementer i spillet, og jeg vil tro at man kan bruge lang tid på at tilpasse sin karakter med det helt rette udstyr.
Dominér slagmarken og vind slaget
Kampene kan variere fra klassisk 1 mod 1 hvor man spiller bedst ud af 5, til 2 mod 2 eller 4 mod 4 i dominans af slagmarken. De to sidstnævnte er uden tvivl de sjoveste og taktisk spændende kampe, da man kæmper hær mod hær i enten at forsvare eller angribe. Hele opgøret er delt op i bestemte zoner, som skal vindes for at slå fjenden tilbage eller for at vinde terræn på fjendens territorie.
Spillet minder lidt om Dynasty Warriors blandet med “Dominans” gamemodet som man kender fra mange skydespil. Med andre ord har man en masse mindre vigtige krigere som hjælper til i slaget, men som meget nemt bliver fejet af vejen, og så har man de har dueller hvor alt omkring en ryger ud af fokus til fordel for fuld koncentration på modstanderen og de angreb han sætter ind. Jeg er lidt i tvivl om For Honor kan leve udelukkende på dette spilmode, for allerede efter et par kampe synes spillet en anelse ensformigt. Jeg håber meget på at se en større variation i kampene og evt. flere spilmodes.
Betaen vi har haft i hænderne indeholder kun en online-del, men man har stadig mulighed for at spille mod AI’en med en række andre spillere, hvis man gerne vil starte lidt blidt ud. De kampe man spiller bidrager til dominansen af den valgte klans område. Kortet er bygget op af en masse sektioner hvor Samuaraier, Vikinger og Riddere kæmper for at få det største areal. Så det valg du træffer fra start, bliver altså den fraktion du vælger at kæmpe for. Kampene er delt op i sæsoner og opgøres til sidst ved at måle arealerne ud mod hinanden. Skulle man gå hen og vinde belønnes man med en række forskellige ting, som kan styrke dig på slagmarken.
En spændende titel, som kunne vække opsigt
Der er med andre ord lagt op til at tænke taktisk, at kæmpe med omtanke og justere her og der for at blive dominerende i kampen mod de andre fraktioner. Jeg synes For Honor virker som en spændende ny titel, men jeg synes spillet mangler noget pondus for at kunne trække overskrifter i spilverdenen. Jeg er spændt på at se hvordan den åbne beta kommer til at forløbe, da det vil bringe en hel del flere spillere til, men en ting er sikkert, den her viking bliver en del af slaget!
For Honors åbne beta forløber fra d. 9 februar til den 12., og selve spillet kan erhverves fra d. 14 februar til PS4.