Hvordan anmelder Playstadium spil?

Her på Playstadium er det selvfølgelig ikke tilfældigt hvilken karakter spillene får når vi anmelder spil – og det er heller ikke tilfældigt hvordan spillet er blevet testet, og hvad vi generelt lægger vægt på. Vi synes det er vigtigt at lave gennemarbejdede anmeldelser opsat efter en struktur, der gør at spil bliver bedømt ens – uanset spillets aldersgruppe osv.

Playstadium er et site med hang til konsollerne Xbox360, PlayStation 2, PLAYSTATION 3 og PSP. Det betyder at vi bekymrer os mindre om de andre konsoller - vi sammenligner ikke de spil vi anmelder med tilsvarende spil til en anden konsol, og selvom grafikken til et givent spil på Xbox360 har fået 5/10 kan vi sagtens give den tilsvarende PS2 udgave 10/10, hvis spillet altså har fortjent det. Det leder os videre til vores næste politik.

Tid & sted
Når spil anmeldes, bliver de anmeldt efter "tid og sted" standard. Kort betyder det at vi alle udvikler os – det gør spillene også. For det kan godt være at GTA 3 blev taget imod med kyshånd, og at man på det tidspunkt var meget imponeret over alt hvad spillet bød på. Hvis det samme spil landede hos redaktionen i morgen, ville karakteren ikke være den samme – for vi tror på udvikling, og vi vil nødigt se spil-verdenen gå i stå. Et spil i dag, er altså ikke det samme i morgen.

Samtidig er vi godt klar over at konsollerne har visse begrænsninger. Derfor forventer vi ikke en overdreven præstation – vi ser realistisk på hvad konsollerne kan yde, og bedømmer efter hvor meget udviklerne har fået ud af maskinen.

Og så tilbage til strukturen. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at vi til sidst i vores anmeldelser altid giver karakterer fordelt på følgende grupper:

  • Gameplay
    En lidt overordnet kategori, der viser hvor sjovt spillet egentlig er. I Resident Evil kan du være sikker på at en karakter på 10 vil give dig et godt gys – og et RPG med en 10'er i gameplay er altså et RPG der er tro mod genren – PlayStadium bedømmer ud efter genren. For det nytter ikke noget at et gyser-spil ikke er uhyggeligt, så lever det ikke op til forventningerne og brugerne får ikke hvad de regner med – det holder vi selvfølgelig for øje.
  • Grafik
    Her bedømmes der efter udseendet – hvor pænt er spillet at kigge på? Her leder vi også efter grafiske fejl og mangler, og bedømmer altid ud fra konsollens egenskaber. Samtidig bedømmes hvor godt grafikken hænger sammen med resten af spillet.

    Filmklip og scener tages selvfølgelig også med i overvejelserne, men disse relateres normalt til i selve anmeldelsen. Pæne cutscenes kan ikke trække et spil med middelmådig grafik synderligt op.

  • Lyd
    Her har musik selvfølgelig stor indflydelse – hvor godt fungerer lydsporene sammen med spillet – giver det den rigtige stemning? Lige så vigtige er lydeffekterne. Her tages der igen hensyn til genren. Lad os tage Need for Speed som eksempel:

    Her skal bilerne lyde ordentlige og realistiske – min Toyota Supra skal ikke lyde som min fars gamle Opel Kadett. Dog ser vi en smule stort på lyden af en bil hvis vi f.eks. har med et action-spil at gøre. Det vigtige er her lyden af "krudt og kugler". Voice acting bliver også taget med i bedømmelsen, denne vægtes dog forskellig fra spil til spil. (nogle spil lægger større vægt på historie og dialog end andre). Selvfølgelig vil vi advare hvis min mor ligeså godt kunne have lagt stemmer til spillet, det er bl.a. derfor vi også undersøger denne del af lydsiden.

  • Holdbarhed
    Vi lægger stor vægt på hvor holdbart spillet er. En ting er, at det er sjovt – men bliver det kedeligt efter en uge? Her stjæler vi lidt elementer fra gameplayet, da ekstra materiale, bonusser, secrets osv. Har stor indflydelse på holdbarheden. Samtidig kan en online funktion fuldstændig redde et spils holdbarhed. Nogle spil holder ikke længere end et par timer (måske dage) offline, men online kan det spilles i årevis.

Alt i alt – den samlede score
Denne karakter er ikke et gennemsnit! Det er blot en sammenfatning af hvor godt spillet overordnet er. Her bedømmes også hvor godt de forskellige elementer hænger sammen. Samtidig bruges denne score til at give et realistisk syn på hvor sjovt spillet vil være at få fat på – man kan godt have spillet et spil med super grafik og lyd, og bagefter sidde tilbage med en lidt tom fornemmelse – det kompenserer vi for her.

Til sidst skal det siges at vi alle er individer med personlige meninger. Vores anmeldelser skal ikke læses som en facitliste, men derimod som gode råd – dog prøver vi at lave anmeldelser på så højt et niveau som muligt, og vi mener også at vores anmeldelser giver et ret realistisk billede på kvaliteten af et spil. På Playstadium stræber vi efter at smide spil efter anmeldere der ved hvad de snakker om – ikke dermed sagt at vi alle er delt op i forskellige genrer, men vi har alle nogle stærke sider – de skal selvfølgelig udnyttes.