Anmeldelse – The Crew
Sæt dig godt til rette i sædet, spænd sikkerhedsselen og gør dig klar til at tage på roadtrip på tværs af USA for at fange din broders morder, for at bevise din uskyld og for at ræse i nogle virkelig fede biler.
Vi har ræset, tunet og set USA på kryds og tværs i det hæsblæsende og gigantiske The Crew.
The Fast and the Crewious
The Crew planter dig solidt i Alex’ sko. Han er den bedste gaderæser i Detroit, men da han skal til at træde ind i broderens gaderæsklub, 5-10, bliver broderen myrdet, og Alex får skylden.
Fem år senere får Alex et tilbud, han ikke kan afslå, nemlig at infiltrere 5-10, som i mellemtiden er blevet et fuldbyrdet forbrydelsessyndikat, og hævne sig på sin brors morder og den korrupte FBI-agent, som hjalp til med at få Alex buret inde.
Metoden er simpel, for Alex skal starte med blive optaget i klubben og kæmpe sig op gennem graderne, indtil han kan bringe hele klubben i knæ, men det er lettere sagt end gjort, for klubben har afdelinger på tværs af hele USA, og hvis man vil være en af de hårde drenge, skal man være villig til at gøre det nødvendige.
Det at infiltrere 5-10 er ikke nogen let sag, og det bliver en længere rejse, men ved hjælp af et godt hold (og dit eget personlige crew bestående af dine venner fra den virkelige verden), så kan det godt lade sig gøre.
Se USA i dit eget tempo
The Crew er et meget omfattende spil, og gennem spillet kommer du til at køre på kryds og tværs af hele USA. Spillet er open world, så hvis du hellere vil roadtrippe end at følge historien i spillet, så står det dig frit for.
Dog er det så snedigt skruet sammen, at du stille og roligt gennem historien låser op for nye muligheder som PvP (multiplayer spiller mod spiller), PvE (Forskellige solo løb) og Factions, hvor spillere optjener point til en specifik faktion ved at gennemføre løb.
Vi sagde hele USA, gjorde vi ikke?
Nogle at løbene er simple, og andre af dem er fuldstændig uoverskuelige cross-country endurance-løb, hvor du kører i over en time, to timer og endda mere i rigtig tid.
Ud over løbene er der også, løst regnet, 250 små og store amerikanske seværdigheder, du kan køre forbi og kigge på.
Det vil faktisk ikke være forkert at sige, at spillet først rigtig starter, når man har gennemført singleplayer-delen, for det er først her, man rigtig begynder at klare de virkelig hårde PvP, PvE og Faction-løb.
Hele singleplayer-delen kan spilles i coop med op til fire spillere, og selvom du soloer det, så er det nemt og hurtigt at finde nogen at spille med ved hjælp af quick coop.
Simpel styring, men til tider buggy kollisionsmodel
Når man skal vælge sin første bil, ser man, i stedet for de normale stjerner eller tal-værdier, bilens vægt, nanomoment, heste og alt, hvad en bilentusiast ellers har brug for at vide, og for at finde den perfekte bil skal man helt klart også ud på en prøvetur først, men her slutter det sjove så også, for al opgradering er meget arkadeagtig, hvor man gennemfører et løb eller en udfordring, og så får en ny del, som giver plus et eller andet til en eller anden værdi, altså er der ikke nogen seriøs tuning-del.
Det hele virker lidt overfladisk og level-baseret, hvilket er fedt nok, når man ikke går op i det, men lidt ærgerligt, hvis man kigger på, hvordan det gøres i konkurrenter som Need for Speed-serien.
Selve styringen er også ret arkadeagtig og ikke Gran Turismo-realistisk, men det passer spillet godt, og der er utrolig stor spændebredde i, hvordan bilerne håndteres, og bilerne føles virkelig forskellige og har meget forskellige styrker og svagheder, hvilket er rigtig fedt.
Spillets kollisionsmodel er til gengæld mildest talt ikke eksisterende. Når man støder ind i ting, er det aldrig helt til at vide, om man bare glider ved siden af, stopper helt op, eller laver et spontant flip og så er det kun ganske kortvarigt en bil er gået i stykker, for næste gang der indlæses noget, så forsvinder de visuelle skader, på trods af at man stadig skal en tur forbi mekanikeren, før bilen kører optimalt igen. Dette er særlig sjovt, når man kører offroad, hvor det af og til sker at en usynlig sten sender bilen lodret op i luften, igennem vilde corkscrews eller bare tvinger den til et brat stop. Men altså, når man holder sig til vejene, og de løb onroad som offroad som spillet tilbyder, så er kollisionsmodellen, eller manglen på samme, til at leve med.
Køb dig til sejren
En af de ting, som godt kan være lidt bekymrende, er spillets DLC-model, hvor man kan købe sig til biler i topklassen (eksempelvis Abath, Aston Martin og Spyker). Som udgangspunkt kan man godt balancere sig ud af det, så købebilerne ikke er bedre, end de biler man unlocker, men det synes jeg ikke, at Ubisoft har lykkedes med, for særligt i de tidlige PvP-events, der er, skete det en del gange, at jeg blev matchet op med en væsentlig bedre supercar, hvilket selvfølgelig resulterede i knusende nederlag.
Jeg kan sagtens forstå Ubisofts model her, men den lægger sig lidt for tæt op ad pay-to-win, men det er heldigvis kun af og til, at man bliver mødt af det i spillet. For god ordens skyld skal det nævnes, at jeg under denne anmeldelse spillede det rene spil uden season pass.
Konklusion
The Crew giver en fornøjelig, men ikke fantastisk, singleplayeroplevelse og en fantastisk multiplayer- og coopoplevelse.
Spillet er nemt at gå til på grund af den lidt arkadeagtige styring, selv om kollisionsmodellen af og til frustrerer, og udvalget af biler er fint uden at være overvældende.
På lydsiden imponerer The Crew ikke målt i forhold til eksempelvis GTA, men til gengæld er Spotify understøttet 100%, så man kan blot høre sin egen musik, hvis man bliver træt af det snævre udvalg af knapt så kendte sange i spillet.
Grafikken er ikke sanseløs god, men i forhold til at de har fået presset hele USA ned på skiven, så er den helt acceptabel, og alt lige fra ørken til sump til snedækkede bjerge er til stede og kan køres på.
Det fedeste ved The Crew er helt klart den oplevelse af at roadtrippe tværs over USA, for den har de ramt lige i skabet, og man tager af og til sig selv i bare at sætte et waypoint i den anden ende af landet og så bare køre derudad, indtil man bliver træt. Og tro mig, du bliver træt, før du når frem.
Levetid: 10/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 8/10
Lyd: 6/10
Samlet score: 9/10
Vi glæder os: Over et spil, som fanger ånden af at roadtrippe og den sanseløse fejring af fede biler og lange køreture, som vi kender det fra Gumball 3000-løbet.
Vi keder os: Over en kollisionsmodel, som mildest talt er ikke-fungerende og forvirrende og over lidt kedelig radio.
Vi kunne godt tænke os: At man havde kigget efter en anden model end den season-pass/pay-to-win-model, der er forfulgt.
Anmelder: Henrik Jacobsen
Venligst udlånt af: Ubisoft Danmark
Udvikler: Ivory Tower
Ude: Nu!
Antal spillere: 1
Coop: Ja, 2-4 spillere online
Multiplayer: Ja, 2-8 spillere
Genre: Bil MMO/Roadtrip USA/Gumball 3000