Review-PS4: Battlefield 1
Magt, penge og frihed synes at hænge unægteligt sammen med krig i menneskets historie. Vi har bekriget hinanden siden tidernes morgen og oplevet, hvordan teknologi har haft en større og større indvirkning på omfanget af krigene.
1. verdenskrig satte specielt fart på udviklingen af maskinerne og var som navnet antyder den første krig, hvor en stor del af verden deltog aktivt. Battlefield vender tilbage til verdenskrigen, der skabte alliancer og skabte død og ødelæggelse i perioden 1914-1918, og vi er vilde med udfaldet!
Krigen set fra flere vinkler
DICE er disket op med en lidt anderledes tilgang til det at spille en singleplayer-kampagne. Hvor vi før har været vant til at følge én krigshelt fra A-B, så følger man denne gang en række forskellige stærke karakterer, der hver fortæller deres historie og deres oplevelse i 1. verdenskrig.
Historierne spænder blandt andet over Lawrence of Arabia og rebellernes kamp mod det ottomanske rige, en amerikansk svindleragtig type som krigspilot og en italieners kamp mod ungarerne i et klipperigt landskab. Historierne krydres med flot animationsarbejde og overbevisende stemmeskuespil, og når så grafikken er tæt på det flotteste, jeg længe har set på PS4, så fornemmer man næsten mudderet under neglene, kuglerne om ørene og duften af krudtslam i næsen. Musikken byder på passende orkestrale toner, der i de varmere luftstrøg fylder dine højtalere med guitarspil, og blæseinstrumenterne brager derudaf, når kampen udkæmpes på den gråt betonede slagmark.
Historiens budskab er simpelt: Bag ethvert gevær gemmer der sig et menneske. Det kan mærkes, at der er blevet brugt tid og energi på at skabe disse karakterer, der krydres med humor og sorg og giver det fuldendte indblik i krigens påvirkning for den enkelte militærperson. Samtidig er kampagnedelen en skjult gennemgang af spillets spilmuligheder i onlineuniverset, som stadig er seriens helt store salgspunkt. Det er dog både på godt og ondt, da det også betyder, at visse af de opgaver, man får, virker en anelse for simple og ikke udfordrende nok.
Kampagnen kan klares på små 6-8 timer, hvilket jo ikke er meget. Til gengæld kan stemningen, kulissen og historiernes blanding med fiktive karakterer og virkelige fakta få selv den mest hærdede Battlefield-spiller lyst til at lade multiplayerdelen vente, til fordel for at dykke ned i historiebøgerne og opleve 1. verdenskrig på første parket.
Operations, krig på hesteryg og storslåede slag
Med en ny og modig fortolkning af det at spille en kampagnedel på, så skulle man tro, at DICE havde ligget på den lade side i forhold til resten af spillet. Det kan vi så hurtigt understrege, at de IKKE har. DICE slår stadig med store slag og fører charmen og karismaen fra kampagnedelen med over i multiplayer-oplevelsen.
Dette er Operations bl.a. et godt eksempel på. Med en filmisk introduktion, akkompagneret med historiske fakta om det forestående slag, sættes scenen for op til 64 spillere i, hvad der bedst kan beskrives som ét storslået spil-mode. Et hold skal forsvare kontrolpunkter imod det angribende hold, som foregår over tre runder, imens det andet hold skal presse fjenden helt tilbage og indtage deres territorium. Vi taler altså sessioner, der kan tage godt over en time, men som fanger essensen af Battlefield i ét spilmode. Der skal arbejdes i hold, og der skal tænkes taktisk. Vinder man ikke første eller andet slag, har man stadig mulighed for at komme sejrsrigt ud af kampen. På den måde kan kampene bølge frem og tilbage, og selvom det kan virke hektisk, er dette spilmode bare enormt godt skruet sammen.
Conquest, Domination, Team Deathmatch og andre spilmodes er også at finde på listen over tilgængelige spilmodes i Battlefield 1’s omfangsrige multiplayer-del. Banerne er varierede men ikke skelsættende i sin opbygning. Væk er det tidligere ”levelution”, som blev introduceret i Battlefield 4, til fordel for en mere dynamisk slagmark, der på meget kort tid kan ændre fuldstændig udseende pga. DICE’s spilmotor, der lader dig smadre snart talt alt.
Et bredt arsenal af våben og køretøjer
Hvis det er dit formål, kan du meget vel sætte dig ind i en af de meget differentierede køretøjer, der svinger fra tunge bæltekøretøjer til små manøvrerbare tanks, der giver noget for enhver smag. Styringen af køretøjer til lands og i luften er enormt intuitiv, og man lærer hurtigt, hvordan man lige skal dreje sådan en gang tonstung metal rundt om – eller igennem – en bygning.
Netop vægten og følelsen af de våben, spillet har lånt fra 1. verdenskrig, sidder lige i skabet. Selvom opgraderingsmulighederne ikke er lige så mange som i Battlefield 4 – grundet den tid spillet udfolder sig i – så er der stadig rig mulighed for at eksperimentere med våbnene.
Når våbenarsenalet så heller ikke skorter på noget, så findes der også et våben for enhver smag. Og det er det, jeg godt kan lide ved Battlefield 1. Man ved aldrig rigtig, hvad man går ind til. For selvom man til tider overvejer at sætte sine militærstøvler på hylden i ren frustration over at dø igen og igen, så kan et våben eller et køretøj ændre din oplevelse med spillet fuldstændig.
En oplevelse der sætter konkurrenterne til vægs
Ét øjeblik sidder du som sniper på et afklædt sandfarvet hustag, og i næste øjeblik er du død, fordi underlaget forsvandt under dig, takket været en forbipasserende tank. Eller du ser dig selv som under-dog, da din modstander har en fordel i højdeforskel, men formår at flygte på en hest og hævne dig i fuld galop med din riffel.
Det er disse face-to-face kampe, der får dig til at vende tilbage igen og igen, for man oplever bare aldrig den samme ting to gange. Diversiteten i våbnene, køretøjerne og game-modes tillagt indførelse af gigantiske game-changers midt i onlinekampene så som enorme zeppeliners og tungt armerede lokomotiver, gør at Battlefield i år trækker fra konkurrenterne. Så selvom temaet er set brugt mange gange før, så formår DICE alligevel at levere det i et ekstravagant og finpudset format, som kan få selv den mest skoletrætte elev til at interessere sig for, hvad der skete for 100 år siden.
Levetid: 10/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 9/10
Lyd: 10/10
Samlet score: 9.5/10
Vi glæder os: Over et nuanceret og anderledes blik på 1. verdenskrig. Historien bæres af spændende karakterer, og multiplayer-delen hiver dig tilbage foran skærmen igen og igen, fordi Battlefield 1 bare har hele pakken.
Vi keder os: Over en lidt kort kampagnedel. Den vinkel og de karakterer, de har udvalgt, giver en lyst til at vide meget mere om dem og 1. verdenskrig.
Vi kunne godt tænke os: At flere spiludviklere ville tage ved lære af DICE.
Anmelder: Simon Lauridsen
Venligst udlånt af: Electronic Arts
Udvikler: EA DICE
Ude: NU
Antal spillere: 1 (2-64 online)
Genre: Action