Review-PS4: Mafia 3

Mafia-serien, der er kendt for at skildre livet som nålestribet gangster i den italienske mafioso, har taget lidt af en kovending, og vender nu perspektivet mod en, på daværende tidspunkt, laverestående minoritet.

Rent faktisk rammer Mafia 3’s protagonist to udsatte målgrupper, da han både er hjemvendt soldat fra den udskældte Vietnamkrig, samtidig med at hans hudfarve ikke var den ”rigtige” i forhold til amerikanernes livsanskuelse i 1960’erne.

Det er med andre ord lidt hårde vilkår, Lincoln Clay er mødt af, hvilket også afspejler sig i hele hans liv op til spillets start. Hans forældre forlod ham som lille, hvorefter systemet tog ham til sig og opdrog ham i New Bordeauxs børnehjem. Herefter begyndte hans interesser at føre ham ind i det kriminelle miljø, hvor han fandt sin nye familie i den sorte mafia.

Fokus på raceadskillelse
Desværre så kommer den italienske mafia og hans bagland på mellemhånd, og pludselig står hævntørst øverst på Lincon Clays dagsorden, og så er scenen ligesom også sat!

Som før omtalt foregår Mafia 3 i den fiktive by ’New Bordeaux’; en pulserende by hvor kriminalitet, protester og racisme er gennemgående temaer. Byen tager udgangspunkt i det virkelige New Orleans, som desværre også er kendt for at være særlig racekritisk, for netop racisme og raceadskillelse er et tungt emne i den verden, udvikler Hangar 13 har bygget op.

Mafia 3 er som sine forgængere et open-world action-spil, men distancerer sig i sin historiedrevne spilopbygning. Den første person, man introduceres for, er præsten Father James, som i et interview fortæller og ser tilbage på Lincoln Clays liv, og de stier hans skæbne sendte ham ud på. Efterhånden som historien fortælles, sættes du til at overtage styringen, og i takt med at flere betydningsfulde personer træder ind i hans liv, spoles tiden frem og giver deres refleksion på det, der skete.

Det fungerer utrolig godt, da stemmeskuespil og animation går op i en højere enhed. Det har en meget medrivende effekt, og man kan ikke undgå at lade sig opsluge af det univers der omslutter spillet.

Gå stille til værks og nak forvildede høns
En af de første opgaver, du bliver sendt ud på, er en mission, hvor du skal uskadeliggøre et horn i siden på den sorte mafia – en haitisk bande. Som selvudnævnt ordenshåndhæver tager du sagen i egen hånd og får til opgave at snige dig igennem deres lejr for at likvidere deres øverste.

Denne mission er et meget godt billede på, hvordan gameplayet vil udarte sig igennem det meste af spillet. For selvom mafiaen ikke just er kendt for at gå stille til værks, så har Lincoln Clay det bedst i skyggerne. Eller det er i hvert fald, hvad der lægges op til.

Man kan snige sig langs vægge og kaste sig fra væg til væg vha. spillets cover-system. Det minder meget om det, man kender fra Uncharted og lignende spil, og fungerer faktisk rigtig godt. Hvis en fjende får færten af en, indikeres dette af en blå halvcirkel, som dukker op over Lincoln. Cirklen fyldes langsomt op, når du står lidt for øjensynligt og mindskes, når du igen forsvinder som dug for solen.

Den spillestil, man vælger, er naturligvis afhængig af temperament, men næsten uanset hvad du foretrækker, så vil du ret hurtigt erfare, at den kunstige intelligens næsten ikke bør kategoriseres som intelligent. Fjenderne farer rundt som forvildede høns, og du kan utilsigtet fløjte en fjende hen til dig, slå ham i gulvet, fløjte på den næste, slå ham i gulvet osv. Man føler aldrig rigtigt, at man har en svær opgave for hånden pga. den ringe AI, og det er virkelig en stor flænge i glæden ved gameplayet.

Overtag bandeområder og kriminelle foretagender
Lincoln Clay kan befærde sig i bylivet til fods, i bil og til vands. Følelsen med bilerne er faktisk rigtig god. Forventeligt kan man ikke smide sine tunge amerikanerøser rundt i hårnålesving, uden at bilens bagende slår godt ud til siden. Man kan sågar slå ”simulation” til på styringen, hvilket giver endnu mere ratslør og gør hele oplevelsen endnu mere autentisk. Jeg valgte dog ret hurtigt at slå over i standardstyringen, da det godt kan give en del frustrationer med styringen, når det går hektisk til.

Ordensmagten er heller ikke typen, der vender det blinde øje til, specielt ikke nu hvor racisme også spiller ind. Derfor vil politiet holde øje med forseelser så som for høj fart, at køre overfor rødt lys og andre hasarderede manøvrer. Til trods for at den føromtalte måler slår ud, virker det dog aldrig til, at politiet sætter jagten ind efter en. Det er først, når en civil person ser et hit n’ run eller noget værre, at politiet sætter efter en, da de vil løbe til nærmeste mønttelefon, og så er det område, man befandt sig i, ”hot zone”, hvor du kan blive straffet for dine gerninger.

Når ikke man gør gaderne usikre, så består størstedelen af ens opgaver i at likvidere andre bandemedlemmer og overtage deres kriminelle forretninger. Lykkedes det, vil man skulle indsætte en allieret, som er personer, man teamer up med i løbet af spillet, og historien vil udarte sig en smule i forhold til den person, man giver ansvaret.

Udfaldet er dog ikke stort nok til, at jeg vil give Mafia 3 en gennemspilning mere. Missionerne er meget ensformige og handler oftest om at finde og slå en bestemt person ihjel, ved f.eks. at forårsage nok skade til at ødelægge forretningen og få vedkommende frem i lyset. Der er også mindre sidemissioner, men man føler aldrig rigtig den alsidighed i gameplayet, som man f.eks. gør i GTA.

En god vinkling på serien, men mangler opstramning
Stemning og historie er i høj høj klasse i Mafia 3. De første timer var jeg helt opslugt af spillet og cruisede ud mod solnedgangen til hits fra Jimi Hendrix, Creedence Clearwater Revival, Status Quo og Johnny Cash. Lincoln Clay og hans baggrundshistorie havde mig i sin hule hånd, og alt var godt.

Desværre falmer forelskelse bare med tiden, og jeg begyndte at se fejl, hvor jeg før var for forblændet til at se det. Det kan mærkes, at spillet har været under tidspres eller økonomisk begrænsning. Udvalget af køretøjer er ikke særlig stort i forhold til konkurrenterne – f.eks. er der ingen mulighed for at komme i luften.

AI’en er et fortidslevn og virker som en kvalitet, man knap nok kunne godtage for bare 10 år siden. Fjender kan håndteres med få simple midler, så som fløjt-og-nak-metoden, som giver en meget overfladisk tilgang til missionerne. Man tager det ganske enkelt ikke særlig seriøst, og når så missionerne oveni købet er meget ensformige, så mister man en stor del af glæden ved spillet.

Mafia 3 er et vovet sats. Vinklen på historien og hele kulissen, det udspiller sig i, er jeg enormt betaget af. Hvis bare gameplayet havde været af samme kvalitet, havde Mafia 3 været et af 2016’s bedste spil i mine øjne.

Levetid: 7/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 6/10
Lyd: 8/10
Samlet score: 7/10

Vi glæder os: Over den historiedrevne spilopbygning og stemmeskuespillet, der opretholder troværdigheden i historien. Derudover leveres der et helt sublimt soundtrack og en god bilsimulering.

Vi keder os: Når AI’en spænder ben for sig selv, og når missionerne bliver for ensformige. Mafia 3 bærer præg af at have været en anelse forhastet.

Vi kunne godt tænke os: At der var blevet sat tid af til at give gameplayet en lige så fin behandling, som historien og stemningen i spillet har fået.

Anmelder: Simon Lauridsen
Venligst udlånt af: 2K Games
Udvikler: Hangar 13
Ude: NU
Antal spillere: 1
Genre: Action / Sandkasse