Review PSVR: Headmaster VR

Det er godt nok et af de mest simple, underlige, og samtidig sjove, fængende og . . . underlige spil jeg endnu har anmeldt. På med headsettet og gør klar til at heade dig vej gennem Headmaster VR.

Til at starte med troede jeg, at jeg var i en fangelejr fra 2. verdenskrig. Mørke skygger af vagttårne og pigtråd sender ikke lige tankerne i retningen af, at nu skal der heades mod mål. Men denne tilgang genspejler sig i resten af spillet, som en dyster, humoristisk tilgang til at vi nu basalt set bare skal bruge nogle timer med at heade mod bolde, så de rammer forskellige mål (inkl. et almindeligt mål med tilhørende pap-målmand).

headmaster

Humoren er klar fra start. Din instruktør bræger højlydt over højtaleranlægget og taler dig godt ned under græsmåtten og får dig til at være sikker på, at du nok hellere må tage spiloplevelsen alvorlig, for dine evner som professionel bold-header ligger langt ude i fremtiden (og hvem vil ikke gerne være den 11. mand på holdet, som kun skal heade til bolden?).
Stille og roligt kommer der dog lidt historie ind i spillet. Der er en god blanding af træning og ”kampsituationer”, som du skal udføre til enten guld, sølv eller bronze for at gå videre. Hvis du ikke når pointkravet for bronze, så må du nuppe et par virtuelle hovedpinepiller og heade forfra.

Det er dog svært at sælge spillet som andet end fjollet og fængende. Det giver måske ikke den store mening på papiret, men det beviser netop en af de mulige gameplay-forcer ved VR. Det behøver ikke være så kompliceret, når boldenes bevægelser, VR-teknologiens styring, og humoren i spillet er bundet så godt sammen. Det fungerer sindssygt godt, når bolden kommer tonsende mod dig, og den styring du rent faktisk kan med bolden, når du bare bliver 10 minutter øvet i Headmaster VR. Grafisk skal du ikke forvente det store – Headmaster har fokus på, at grafikken fungerer ift. humor, styring, og brugervenlighed.

headmaster

Spillet har en multiplayer-del tilkoblet, så man kan sidde flere personer og dyste mod hinanden. Det kræver, at man skiftes til at have headsettet på, men da indstillingerne af dette er lige til, så er det godt set af udviklerne at lægge muligheden ind.

Du skal sidde med ret overkrop og nakke og vugge frem mod, til siden, lobbe, vinkle og dreje dine hovedstød og ramme en række forskellige mål, papkasser, pointtavler, fysiske mål og meget andet (Pinata-leg med bolde, anyone?). Det fungerer som sagt så godt, at det eneste, der mangler, er, at du kan mærke, når du sætter din imaginære pande mod bolden. Med antallet af hovedstød, variationen af styringen af bolden alene med dit hoved, så er det nok meget godt, der ikke er ”dualshock” indarbejdet i dit VR-headset.

headmaster

Skal VR tænkes til døde, inden der spiludvikles? Nej, tydeligvis ikke…
Headmaster er simpelt, tosset og ret vanedannende. Der er bolde, præcision, mål af varierende art og en teknologi på hovedet, der udefra får dig til at ligne en tumling/en ædende høne, der vugger fra side til side eller frem og tilbage, men indeni headsettet er der leg og glade gaming-dage… less is more…

Levetid: 7/10
Grafik: 6/10
Gameplay: 7/10
Lyd: 7/10
Samlet score: 7/10

Vi glæder os:Et så simpelt og stadig fængende spil, der udfordrer vores tanker om ”hvad der skal til”.

Vi keder os: Hvis alle spil trods alt var så simple som dette.

Vi kunne godt tænke os: At se hvad udviklerne fra Frame Interactive kan finde på.

Anmelder: Thomas Frederiksen
Udvikler: Frame Interactive
Ude: 13. oktober
Genre: Hovedstøds-simulator / VR

Thomas Frederiksen

Thomas er redaktør og lokal mester i Singstar. I sin fritid glæder han sig til PlayStation VR.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *