Gæt et spil. Tre ord. Små søde, men modige figurer, med en stor lynlås på fronten. En masse former og farver, figurer og elementer, der kan sættes ind, rykkes rundt på og sammensættes til alt hvad fantasien rækker til. Det er stort, det er småt, og vi har tjekket det ud på nærmeste hold. Læs vores store artikel om LittleBigPlanet indenfor.
Spillet blev præsenteret af Leo Cubbin, Producer ved SCEE og Jim Unwin fra MediaMolecule, der udvikler spillet. De havde en del at sige om titlen, der formodentligt kommer til at lange konsoller over disken fra oktober. De lagde ud med at få det basale på plads. Spillet er bygget op omkring tre store små planeter; MyMoon, InfoMoon og LittleBigPlanet.
Play, Create, Share
Med de tre ord er LittleBigPlanet ofte blevet beskrevet fra MediaMolecules side. De tre planeter repræsenterer hver sit omräde. på MyMoon ligger "sandkassen", hvor man selv kan bygge som man lyster, som set i mange trailere fra spillet. På InfoMoon ligger commuinty-delen. Der er her baner deles, stats sammenlignes og venner mødes til co-op spil. På LittleBigPlanet ligger selve spillets historiedel. Alle baner fra MediaMolecules side findes her, komplet med bossfights og det hele.
Efter en smule løst og fast omkring spillets gameplay, spurgte Unwin om der var noget bestemt vi ville se. MyMoon blev hurtigt efterspurgt, og i gang kom vi så med at lege med Sackboy og hans værktøj. Det er også denne del af spillet der blev lagt fokus pä i fremvisningen og derfor også i denne artikel. Udvikleren fortalte om, at man her kan kreere alt hvad hjertet begærer;
Med de mange muligheder er der ingen grænser for, hvad vi kommer til at se efter spillets udgivelse.
Avanceret og lige til
Det første valg vi fik, var forskellige skabeloner. Der findes en helt blank skabelon, hvor banen stort set ikke indeholder noget, men der vil også være skabeloner designet efter baner i spillet. Disse skabeloner åbner man op for, efterhånden som man kommer længere, så der er sammenhæng mellem historien og "sandkassen". De tilføjer ikke objekter som sådan, men sætter baggrunden og jorden i samme stil som den pågældende bane. Derefter kan man justere lysstyrke fra tidlig morgen til nat, og hvor tåget det skal være.
Efter en lille loading var vi i gang. Jim Unwin gik straks i gang med at bygge en primitiv bil. Det foregik ganske hurtigt og simpelt. En klods, to hjul, og så er scenen sat. Han fortalte om de mere avancerede muligheder, da bilen skulle kunne køre. Han gik i spillets værktøjskasse og fandt en løst led og et motoriseret led. Her fandtes bl.a. også knapper og udløsere, der kommer spilleren til gode når de mere avancerede projekter skal føres ud i livet i LBP.
Derefter monterede han en svamp på toppen af bilen. Han fortalte, at han ville få den til at fungere som bilens speeder. Det blev gjort hurtigt og simpelt ved at vælge svampen som trigger til motoren på det ene hjul. Og voilá; et styks primitiv bil i ægte LittleBigPlanet stil.
Betatesterne overrasker
Selvom mulighederne er enorme, er fatningen alligevel bevaret, så alle kan være med. Styringen er utrolig enkel og ligetil, men stadig dyb nok til de mere komplekse byggeprojekter med Sackboy som murermester.
I den lukkede beta af spillet, er producerne allerede blevet overraskede over folks kreative evner i LittleBigPlanet. De fortalte om nogle testere, der havde lavet avancerede baner med puzzles, hvor de med indsatte billeder gav spor til, hvordan de skulle gennemføres. Andre havde lavet baner med store mekaniske fjender eller dragraces med prægtige biler.
Et lille eksperiment
For at bevise spillets muligheder, har MediaMolecule i øjeblikket gang i et lille eksperiment. De har givet den seneste version af spillet til en klasse designstuderende, der normalt aldrig går i nærheden af spillekonsoller. Tanken er at se, hvad de kan få ud af editoren, og ifølge Jim Unwin er der allerede kommet nogle højst interessante og imponerende kreationer ud af det.
Netop dette eksempel viser, at spillet er for alle. Alle kan give sig i kast med det, og resultatet afhænger kun af fantasiens grænser.
En lækker detalje er muligheden for at gemme eller kopiere sine hjemmelavede værker. Hvis man er glad for et hjemmelavet monster kan man f.eks. kopiere det og indsætte det flere gange i samme bane, eller gemme det til senere brug i andre baner. Hvis man er pavestolt af kreationen kan man vælge den som belønning til andre når de gennemfører ens bane efter upload.
Dannede mennesker på PSN opfører sig ordentligt
Og netop upload af egne baner fører til et ubehageligt problem. Nogle mennesker har grumme tanker i sindet, og vil muligvis spolere oplevelsen for andre med provokerende baner, hvad enten de støder religiøst, seksuelt eller på andre måder.
Jeg spurgte under fremvisningen ind til, hvad de ville gøre for at forhindre sådan et misbrug af spillet, om de havde planer om en form for censur. Leo Cubbin erkendte at de havde tænk over denne "fare", men at man ikke regnede med at det vil blive et stort problem. Han forklarede det selv med en sammenligning med YouTube. Alle med internet har adgang til YouTube, og derfor har den brug for et censoreringssystem.
Med LittleBigPlanet er sagen en anden. Her skal man have en PS3, være registreret på PSN og eje spillet for overhovedet at have muligheden for at uploade baner til andre. Det begrænser brugerfladen en hel del, men skulle der alligevel slippe nogle slemme kreationer ud, er man fra Sonys side sikker på, at de ikke vil eksistere længe. Der vil nemlig være et system, hvor man kan rapportere det til Sony, som derefter vil gå handlekraftigt til værks.
Ingen pre-order planer for Europa
Efter fremvisningen der havde udviklet sig til et kort ræs mellem Leo Cubbin og Jim Unwin i to flotte biler, var der snak om tiden op mod udgivelse og derefter. SCEA har indgået nogle gode aftaler med store amerikanske butikskæder om lækkerier ved forudbestilling af spillet, men der er ingen planer om lignende aftaler på det europæiske marked. Cubbin påpegede, at pre-orders er et større fænomen i USA, og at man derfor ikke har snakket med forhandlere i Europa.
Hvis chancen bød sig og en stor butikskæde kontaktede os omkring en aftale, kan det blive en mulighed, men ellers ikke.
I nogle trailere har man set Sackboys med Hellghast-hjelme og i USA vil man ved forudbestilling hos nogle forhandlere få en Kratos-Sackboy eller Nariko-Sackboy. Jeg spurgte ind til denne forbindelse mellem LBP og andre store PS3-titler, og om vi vil se mere af det efter udgivelse. Til det svarede Cubbin, at aftalerne med Killzone 2, God of War og Heavenly Sword var indgået tilfældigt ved et Sony-møde. Han udelukkede dog ikke, at vi måske får flere spil-relateret Sackboy-udstyr at se, men intet er bestemt endnu. Så forvent ikke at se Snake eller Nathan Drake som Sackboy.
Færdigt om nogle få uger
Udgivelsesdatoen d. 29. oktober nærmer sig med hastige skridt, men MediaMolecule og Sony er så godt som klar til den store dag. Spillet er nemlig tæt på at "gå guld". Jim Unwin kunne fortælle, at man kun er få uger fra at være helt færdig. Vi kan i hvertfald ikke vente med at få fingrene i den fulde version, og byde Sackboy velkommen i vores PS3-konsoller.







{ 3 kommentarer }
hvad skete der egentligt med jeres byg din egen sackboy-konkurrence
?
De minder mig om GIR. Så søde ^__^
Multorres: den hiver vi frem igen en sidste gang sidst på ugen.