Antikrigsfilmen er en etableret filmgenre, der aldrig rigtig har vundet indpas i spilverden. Jovist, mange spil har skildret krigens brutalitet med stor overbevisning, men kun sjældent får de dig til at sætte spørgsmålstegn ved dine handlinger. Det prøver Yager Development at råde bod på med Spec. Ops: The Line
En Delta-gruppe sættes ind i det, der engang var et blomstrende Dubai. En serie af voldsomme sandstorme har hærget millionbyen, og tusindvis af civile har mistet deres liv til de druknende sandmængder. Seks måneder forinden har krigshelten oberst John Konrad afbrudt sine styrkers – the ”damned” 33rd Division – tilbagetrækningstogt fra Afghanistan, for at hjælpe til under evakueringen. Forholdene har gjort al radiokontakt umulig, men for nylig har amerikanerne modtaget en utydelig melding fra Konrad, der fortæller, at tabene i byen er enorme. Nu er det op til dig – kaptajn Martin Walker – og resten af din gruppe at lokalisere Konrad og finde ud af, hvad der er gået galt.
Mørkets hjerte
Efternavnet Konrad har Yager ikke hentet hvor som helst. Spec. Ops: The Line drager nemlig tydelige paralleller til Francis Ford Coppolas Apocalypse Now fra 1979, der er baseret på den polske forfatter Joseph Conrads kortroman, Heart of Darkness, fra 1902. I filmen følger vi kaptajn Willard, der under Vietnamkrigen sendes op ad Nung Floden ind i Cambodja, hvor han skal finde og dræbe oberst Kurtz, der er blevet sindssyg, og hvis tropper i det neutrale Cambodja udgør en lige så stor trussel for de amerikanske styrker som Viet Cong.
Lighederne er mange, og Spec. Ops: The Line viser hurtigt, at tilgangen til krigens gru er lige så lidt omfavnende, som den er i Apocalypse Now. I løbet af spillet bliver du flere gange stillet over for dilemmaer, der ligger sig i gråzonerne imellem den sort/hvide stillingstagen, den slags moralske spilspørgsmål normalt åbner op for. Her er ikke nogen umiddelbar belønning i form af opgraderinger, der trækker din spilfigur i den ene eller anden retning. Du skal kun handle ud fra, hvad du har samvittighed til, og hvilken slags soldat, du vil være. Som da du trues til at vælge imellem at dræbe en lokal, der har begået et simpelt tyveri, eller den soldat, der har straffet manden ved at slagte hans familie. Vælger du det ene eller det andet – eller noget helt tredje? Uanset din beslutning vil du stå tilbage med en tom fornemmelse, der vel kun kan sammenlignes med den, en soldat føler efter at have truffet et vanskeligt valg. Intet udfald er optimalt.
Spillet understreger konstant alvoren ved væbnet kamp, og din rejse ned af Nung Floden – undskyld, gennem Dubais sandfyldte gader – bliver mørkere og mørkere, og du spørger hele tiden dig selv om, hvad der nu er rigtig og forkert. Historien er en enestående præstation i spilregi. Og du bestemmer selv, hvordan den ender.
Traditionelt gameplay
Anderledes konservativt spiller Spec. Ops: The Line i sit gameplay. Hvis du er glad for skydespil i tredjeperson med et coversystem i fokus tilsat overfladiske gruppe-kommandoer, så vil du finde glæde i The Line. Det er hverken rigtig godt eller rigtig skidt, og det tager ingen chancer. Men det fungerer til at drive historien fremad, og du vil være pænt underholdt undervejs. Jovist, der er småproblemer med coversystemet og den kunstige intelligens hos fjenderne, og det hele er gjort langt bedre i mange andre spil. Men når historien er så velfortalt, som den er her, så er det til at leve med, at gameplayet kommer i anden række.
Der introduceres dog et par nye elementer. Sand spiller naturligvis en hovedrolle i din ageren, og ikke sjældent vil en sandstorm fuldstændig ændre slagmarken, så du må tænke nyt og hurtigt. Andre gange kan du bruge sandet til din fordel, som for eksempel at skyde en rude itu, så der vælter sand ud over dine fjender. Begge elementer er dog kun en sidebemærkning i den overordnede oplevelse, og det lyder federe, end det er.
Onlinedelen er ikke værd at nævne, men vi gør det alligevel. Flerspilleroplevelsen hjælpes ikke på vej af en stærk historie, og det er derfor op til spilmekanikken at bære det hele. Det kan det ikke, og du vil hurtigt kede dig med at opgradere dit udstyr - når du en sjælden gang er heldig, at der er nogen, der gider spille med dig.
Hold dig i stedet til singleplayerkampagnen og rejs med Walker ind i de mørkeste dele af hans indre. Dette er nemlig historien om hans rejse og forvandling fra en regulær helt til noget andet, mere menneskeligt og mere forfærdeligt. Sekundært er det en krigsfortælling med et ganske solidt skydespil til at bære sig.
Levetid: 7/10
Grafik: 7/10
Gameplay: 6/10
Lyd: 8/10
Samlet score: 8/10
Vi glæder os: Når The Line endnu engang afromantiserer krigsførsel, og får os til at have det forfærdeligt med at dræbe.
Vi keder os: Når vi forgæves forsøger at få nogen til at spille med os i online multiplayer. Og vi keder os, når det lykkes.
Vi kunne godt tænke os: At flere spil havde samme tilgang til spilhistorie og samme respekt for sine spillere.
Anmelder: Lars Grubak Larsen
Venligst udlånt af: Nordic Game Supply / 2K Games
Udvikler: Yager Development
Ude: Nu
Antal spillere: 1-8
Genre: Third Person Shooter
Jeg må ærlig talt indrømme historien påvirkede mig ikke på den måde som jeg havde forventet, synes det er intressant den måde den blir fortalt på, men synes aldrig jeg rigtig følte den her dårlige fornemmelse over at dræbe i et spil, i de sekvenser blev det hele blot for meget spil? til at jeg rigtig sad og tænkte over de ting som soldaterne blev udsat for.
Karakterens udvikling følte jeg heller ikke rigtig ændrerede sig før afsløringen til sidst i spillet. Jo der er da lidt skænderi, og Nathan Dra... Sorry Walker bander en del mere i de senere parts af spillet, men føler aldrig rigtig hans mænd ændrer så meget opfattelse af ham, andet end et enkelt skænderi i ny og næ, når de konfronteres med valget mellem og redde en uskyldig eller den som kan give dem ny info om, hvad som foregår.
Men mange intressante ide'er, som jeg er sikker på andre spiludvikler nok låner, og laver andre spil med, der udnytter de fine idé'er som spillet her har.