Review-Xbox 360: Lollipop Chainsaw

Ikke nok med at unge Juliet Starling er cheerleader, så tilhører hun også en familie af zombiejægere, hvilket jo er enormt heldigt, når hendes skole bliver overrendt med blodtørstige zombier.
Vi har guffet slikkepinde, kastet regnbuer og svinget kædesaven i seneste Suda51-kreation og har en dom klar indenfor.

Hvis man er typen, der bliver forarget over bandeord, letpåklædte kvinder eller overdreven vold, så vil man ikke kunne lide Suda51's seneste kreation; Lollipop Chainsaw, for spillet indeholder rigeligt af det første og det sidste og selvfølgelig også et enkelt eksemplar af det midterste.
Hvis man dog graver sig lidt dybere ned i spillet frem for at lade sig forarge, så gemmer der sig faktisk et ret robust actionspil, med en plat, men egentlig udmærket historie.

Præcis som enhver anden b-film
Spillet starter med, at den unge cheerleader Juliet er lidt for sent på den.
Det er hendes fødselsdag, og hun skal mødes med sit livs kærlighed, kæresten Nick, før skoletid.
Desværre at Juliet på vej til en meget anstrengende fødselsdag, for en eller anden har sluppet fem ”Purveyors of Darkness”, altså superstærke zombier, løs, og de har på rekordtid forvandlet alle skolens elever, og i øvrigt også alle byens indbyggere, til zombier.

Da Juliet endelig når frem til Nick, er det desværre for sent, for hun finder kæresten tæt på dødens rand, men heldigvis er Juliet ikke nogen almindelig cheerleader, nej hun kommer fra en hel familie af zombiejægere og benytter sig af en ældgammel trylleformular til at redde Nick, eller i hvert fald hans hoved.

Sammen med Nicks hoved tager Juliet ud for at få nedlagt de fem superzombier og for at finde ud af, hvem der står bag det hele. Undervejs får hun selvfølgelig lidt hjælp fra storesøster Cordelia, lillesøster Rosalind og far Gideon.

Det er James Gunn (Troma and Juliet, Scooby Doo 2), som har skrevet manuskriptet til Lollipop Chainsaw, og historien i spillet er da også b-films-agtig, men på en herlig bevidst måde, så man ikke et øjeblik er i tvivl om, at spillet på ingen måde skal eller kan tages seriøst.

Hvordan fungerer det så?
Når man tæsker zombier i Lollipop Chainsaw, tjener man ”medals”, som blandt andet bruges til at købe nye moves og ting, som gør Juliet stærkere, i chop2shop-butikkerne, som er placeret rundt omkring i spillet.

Juliet har tre forskellige typer basisangreb, et lavt kædesavsangreb, et almindeligt kædesavsangreb og ”pom pom bash”, som er serier af forskellige slag og spark.
Pom pom bashes bruges til at gøre zombier groggy, hvilket får dem til at stå stille og gør, at de kun skal slås en enkelt gang med kædesaven.

Ud over de basale angreb har man også nogle specielle angreb som eksempelvis ”Sparkle mode”, som kan aktiveres, når man har samlet nok stjerner, og som gør, at zombier kun skal slås en enkelt gang.
Ud over Sparkle mode kan man også gøre forskellige ting med Nicks hoved, hvis man samler eller køber ”Nick Tickets”. Man kan eksempelvis kaste rundt med hovedet eller ryste mønter ud af det.

Hvis man slår tre eller flere zombier ihjel med et slag, så får man en ”sparkle hunting bonus”, hvilket giver en væsentlig flere medaljer, end man ellers ville få, og det er nøglen til at få medaljer nok til at købe alle de forskellige opgraderinger.

I løbet af spillet får man også låst op for et ”Chainsaw Dash”-angreb, hvor Juliet løber med motorsaven forrest, og et ”Chainsaw Gun”-angreb, som kan ramme fjenderne på meget lang afstand.

Spillet indeholder også en del fænomenale (og kreative) bosskampe, hvor QTE’er, hjernegymnastik og vedholdenhed er benyttet i lige mængde.

Gameplay når ikke helt sit fulde potentiale
Kampsystemet fungerer fint nok i Lollipop Chainsaw, og der er masser af variation gennem spillet; eksempelvis stripperstænger, som Juliet kan svinge sig rundt på, og trampoliner, hun kan hoppe på, for at hoppe oven på zombier og slå dem ihjel og for at komme til nye steder.

Jeg føler dog, at der godt kunne have været gjort meget mere ud af combo’er, for der er for få, og det var først hen imod den sidste tredjedel af spillet, at Juliet var opgraderet nok til, at jeg kunne lave noget fornuftigt med ”sparkle hunting”.
Så ville flere forskellige slags fjender absolut heller ikke have gjort noget.

Sidst men ikke mindst, så ville det være rart, hvis spillet brugte nogle lidt andre QTE’er end tryk på X, tryk på Y, tryk på B og tryk på A, da en væsentlig del af spillet er QTE’er, som i det lange løb bliver lidt irriterende.

Smukt og velklingende
Lollipop Chainsaw er flot, og den særdeles selvmodsigende kombination af afskårne lemmer, blod og så stjernedrys og regnbuer forstærker spillets useriøse tone.
Der er gjort god brug af underlige japanske vinkler og slowmotion, både i kampene og i mellemsekvenserne, som i øvrigt er meget flydende, så det er kræs for øjnene hele vejen igennem.

Spillets soundtrack er lige så varieret som det grafiske indtryk, og der er alt fra The Chordettes (Lollipop), til Toni Basil (Mickey) og så helt over i Skrillex (Rock’N’Roll) og videre over i Dragon Force og Five Finger Death Punch, og utroligt nok så passer musikken ind i historien og hjælper også til med at underbygge spillets meget specielle stemning og tone.
Så gør det i øvrigt heller ikke noget, at Little Jimmy Urine (fra bandet Mindless Self Indulgence) og Akira Yamaoka (Komponist på det meste af Silent Hill-serien) har stået for den originale musik, som der også er en del af i spillet, og som er forrygende.

Konklusion

Lollipop Chainsaw er en surrealistisk og fed rejse gennem et sært univers, som absolut ikke må tages alt for seriøst.

Historien er sjov, plat, overdreven og b-films-agtig på en meget bevidst måde, og jeg synes personligt, at det er fedt, at der er plads til og mulighed for denne type kult/undergrundsspil.

Gameplay kunne godt være noget bedre, men det fungerer trods alt, og man kommer helt klart til at tilbringe et par gode timer i selskab med Juliet og Nick.

Hvis man ikke har nok i den 5-7 timer lange singleplayerdel, så er der også leaderboards, som man kan nørkle rundt i og prøve at gøre indtryk på, og så kan man også spille banerne i ranking mode, hvor man kører på tid, antal medaljer eller point, og alle banerne i spillet kan sagtens tåle en eller flere ture mere, især efterhånden som man får nye moves og power-ups til Juliet.

Levetid: 6/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 7/10
Lyd: 10/10
Samlet score: 8/10

Vi glæder os: Over at Grasshopper Manufacture og Suda51 igen tør lave noget, der ikke er CoD MW 42, men er anderledes og fandenivoldsk.

Vi keder os: Over et gameplay, som potentielt set kunne være mere omfattende, og et lidt begrænset udbud af fjender.

Vi kunne godt tænke os: At Suda og Grasshopper Manufacture bliver ved og ved.

Anmelder: Henrik Jacobsen
Venligst udlånt af: Warner Bros. Games
Udvikler: Grasshopper Manufacture
Ude: Nu!
Antal spillere: 1
Coop: Nej
Multiplayer: leaderboards
Genre: Suda51