Review-PS3: Starhawk

LightBox præsenterer en flerspilleroplevelse ulig nogen anden. Med et solidt kernegameplay og et godt tænkt koncept byder Starhawk de tungeste multiplayerspil op til dans. Læs med og find ud af, om det mødes med stående ovation, eller om det buhes ud af balsalen.

Et dedikeret multiplayerspil kan have nok så mange velmenende tiltag, nye idéer og charmerende karaktertræk. Dets succes vil alene blive målt på graden af spillerstøtte. Er der ingen, der spiller spillet, vil der heller ikke komme flere til. Det er en ond cirkel. Og det er svært for en udvikler at vide, hvad der tænder folk. Derfor står mange onlinelobbies gabende tomme, når den umiddelbare nyhedsværdi er faldet, og en vis militærshooter kalder på ny.

Denne anmeldelse skrives i håb om, at samme skæbne ikke overgår Starhawk. For her står vi netop med en velmenende multiplayeroplevelse, der i høj grad er et dueligt alternativ til Call of Duty, Modern Warfare og Battlefield.

Kernegameplayet forbliver tro mod det, der var tiltalende ved Warhawk. Det præsenterer spilleren for en kaotisk og uforudsigelig slagmark, hvor fly maler himmelen sort, og hvor tanks, mechs og hurtige køretøjer gør det usikkert at færdes til fods. Det er højoktan action, der tilfredsstiller på den mest primitive facon. Det føles helt fantastisk at omdanne sit fly til en mech uden overgang, fordi du hurtigt skal bringe kampen ned til dine fjender på landjorden, og når 32 spillere befolker de omfattende baner, er det svært at komme på et spil, der er lige så hektisk.

Det er der også en anden grund til. Starhawk introducerer nemlig systemet Build n’ Battle, der lader alle spillere bygge konstruktioner på slagsmarken i realtid. Og dette RTS-element er lidt af en genistreg i et spil, hvor succes ellers synes at være baseret på hurtig reaktionstid og tilfældigheder. Du får adgang til at bygge ved at indsamle Rift-energi, blandt andet ved at dræbe dine fjender, og således kan du konstruere mure og beklæde dem med maskinkanoner, du kan hidkalde køretøjer eller fly, og du kan bygge snipertårne og andre militærbygninger. Det er elegant integreret, og det er som oftest en formsag at bestemme, hvor du vil have dine konstruktioner placeret.

Systemet er ualmindeligt simpelt, men det giver spilleren mulighed for at spille spillet præcis, som han vil og angribe det fra et væld af vinkler. Jovist, det er et multiplayerspil med stor vægt på hovedløs action, og mange vil spille det på den måde, men LightBox har skabt et spil, der har potentiale til mere.

Et andet nyt indslag er en dedikeret singleplayerkampagne, der som forventet fungerer som en glorificeret introduktion til alle spillets facetter. Den medfølgende historie, om to brødre på hver deres side af en konflikt med Rift-energien i centrum, er i bedste fald ligegyldig.

Her lærer du at bygge og at mestre de forskellige fartøjer. Men du har stadig stor frihed til at tage lige præcis din tilgang, så du er godt rustet, når du første gang skal prøve kræfter med andre spillere. Dog er dit loadout altid forudbestemt, så du kun kan bestemme placeringen af genstande og ikke hvilke genstande, du ønsker at bruge. Man skal kravle, før man kan gå, og det er bestemt også tilfældet i Starhawk.

Det er dog et problem, at kampagnen er decideret vildledende i forhold til, hvad du kan forvente dig af onlineoplevelsen. Specielt er din hawk/mech langt mere skrøbelig, end hvad du bliver opdraget til i singleplayer, og i starten får du ikke mange sekunder i luften, inden du bliver skudt ned. Mure, turrets og snipertårne er ligeledes næsten ligegyldige at bruge energi på, og du holder dig gerne til kun at bygge de samme to-tre konstruktioner igen og igen. Selv efter at have gennemført singleplayerkampagnen skal du altså indstille dig på en længere tilvænningsperiode, inden du mestrer det.

Onlinekomponenten er naturligvis spillets helt store force. 32 spillere, der bygger på livet løs og ændrer i terrænet løbende, er noget af et tilløbsstykke, og jeg tør roligt understrege, at der ikke findes et lignende spil på konsol. Det giver sig også til udtryk i spillets fire modes, der nok er uhørt traditionelle: Capture the Flag, Zones, Team Deathmatch og Deathmatch. Men fordi spillet i sin kerne er så unikt, så overføres det også til spiltyperne, og et spil Capture the Flag i Starhawk er således en langt mere uforudsigelig omgang end i mere traditionelle shootere - fordi hvert hold har hver deres tilgang til at forsvare flaget.

Grafisk er spillet imponerende i skala, men uden den store personlighed. Selve eksekveringen kan der dog ikke sættes en finger på, og jeg husker ærlig talt ikke, at spillet har vakt problemer.

Der er dog en ting, onlinekomponenten sloges med, mens vi testede det.

Spillet er forrygende, når 32 spillere er samlet på et map, men flere gange oplevede vi at spille fire mod fire eller endda færre. Det kan banernes omfang ikke bære, og du kan bevæge dig rundt i mange minutter uden at støde på en modspiller. Igen, så er spillets succes afhængig af spillerstøtten.

Og den har spillet fortjent. Starhawk er nemlig en fremragende multiplayershooter, der prøver nogle ting, andre spil ikke gør. Kombinationen af RTS-elementer og hovedløs action gør en attraktiv cocktail, og to spil ligner sjældent hinanden. Det kræver blot, at folk bliver ved med at spille det.

Levetid: 8/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 8/10
Lyd: 7/10
Samlet score: 8/10

Vi glæder os: Når 32 spillere er samlet. Byggerod, stjernekrig, mech-kampe, hurtige køretøjer og intense ildkampe: Starhawk har det hele.

Vi keder os: Når vi følger med i historien til singleplayerkampagnen. Og når der ikke er nok folk at spille med.

Vi kunne godt tænke os: At Starhawk bliver det næste store online-hit på PS3, så vi har nok folk at spille med i lang tid fremover.

Anmelder: Lars Grubak Larsen
Venligst udlånt af: Nordisk Film
Udvikler: LightBox Interactive
Ude: Nu
Antal spillere: 1-32
Genre: Third Person Shooter