Review-PS3: Silent Hill Downpour

Murphy Pendleton er en fange, som er ved at blive overført til et top-sikret fængsel, da hans bus forulykker. Hvis Murphy tror, han er heldig, så er det kun, fordi han ikke ved, at det er den hemmelighedsfulde by Silent Hill, han er havnet i. Vi har trodset regnen og kigget nærmere på Silent Hill Downpour, for at se om den nye tjekkiske udvikler Vatra Games kan løfte arven.

Velkommen til Silent Hill…
Historien i Silent Hill Downpour minder meget om dem, vi har set før, nemlig at en person, med en heftig mængde ukendt åndelig bagage, ankommer til byen. Hovedpersonen skal så gå grueligt meget igennem før vi, som spillere, får at vide hvilken hemmelighed, der lurer lige under overfladen, og før hovedpersonen accepterer sin fortid og sine handlinger.

Silent Hill Downpour starter i fængslet Ryall State Corrections Facility, hvor vi tager styringen over Murphy, imens han, med hjælp fra fængselsvagten George Sewell, i koldt blod myrder en særdeles utiltalende medindsat ved navn Patrick Napier.

Der bliver ikke lagt skjul på, at Napier har haft noget at gøre med Murphys søns forsvinden. Det kræver dog en busulykke lige ved Silent Hill og en tur igennem byen, før vi får hele historien med, og i vanlig Silent Hill-stil er historien ikke, som den ser ud, og selvom det hele virker rigtig gennemskueligt, så indeholder den en del drejninger, og man får først hele forklaringen, umiddelbart før rulleteksterne kører over skærmen.

Historien er spændende, forvirrende, velfortalt og medrivende, og som altid er der valgt nogle steder og omgivelser i spillet, som afspejler hovedpersonens fortid, og bid for bid giver os det fulde billede.

Der er et par steder i historien, hvor man skal være lidt overbærende, da kontinuiteten får et par små knæk, især når man bevæger sig imellem spillets forskellige slutninger, men det er ikke nok til at ødelægge en historie, som i fuld grad lever op til de første to, og i min mening bedste, spil i serien.

Når du hører stormen komme...
I Silent Hill Downpour render man rundt og udforsker Silent Hill, stærkt hjulpet af de kort, man finder rundt omkring. Murphy krydser af og laver andre optegninger, hver gang man støder på blinde veje og sære ting, men Murphys optegninger er dog desværre ikke lige så gode som Harrys, så det hænder af og til, at man stirrer på kortet og prøver at finde ud af, hvordan pokker man kommer fra a til b, og hvilket spørgsmålstegn der repræsenterer hvilken sidemission.

Ud over den primære historie, er der en masse sidemissioner, som man kan finde gemt rundt omkring i huse, lejligheder og smøger. De er ganske valgfrie, men man skal absolut se, om man ikke kan finde dem alle, for selvom en enkelt eller to af dem er kedelige, så er der et par stykker imellem, som er gode, og en del, der er fænomenale og fortæller nogle interessante historier ved hjælp af noget interessant gameplay.

Våbensystemet er af den type, hvor man kan slæbe rundt på et enkelt våben ud over den faste pistol. Våbnene vil være stort set alt, hvad du lige kan finde i nærheden, som eksempelvis stole, skumslukkere, flasker, økser, træpinde og shotguns.
Alle våben har en eller anden given form for holdbarhed og går desværre før eller siden i stykker, så man kommer til prøve en del forskellige våben igennem spillet, hvilket jo er fedt nok. Desværre er kampsystemet gabende kedeligt, da ens muligheder er begrænset til ”slå”, ”bloker” og ”kast”.
Ydermere møder man kun fire-fem forskellige almindelige slags fjender gennem spillet, som indbyrdes minder meget om hinanden, hvilket også er med til at gøre kampene til en flad og ensformig fornøjelse.

En meget fed ting er vejret i spillet. Det er selvfølgelig den tætte tåge, vi kender, men denne gang i følgeskab med lejlighedsvise regn- og tordenstorme, og det er om at holde øje med de første dråber, for når først et rigtigt tordenvejr bryder løs, så kommer der ekstra monstre, som er ekstra aggressive, som man kun kan undgå ved at søge tilflugt indenfor.

Chok og stille uhygge
Stemningen i Silent Hill Downpour er uhyggelig hele vejen igennem på trods af, at der er forholdsvis få fjender, imens man render rundt og udforsker. Bedst som man føler sig tryg, kommer der et eller andet væmmeligt springende, og man får en del chok gennem spillet og en lille smule paranoia - altså på den gode måde.

Grafisk set er spillet OK, ikke voldsomt prangende, men heller ikke grimt og Vatra Games har, som nævnt, valgt at benytte den klassiske Silent Hill-ærtesuppe-tåge, men giver af og til nogle brud på dette, hvor man får lov til at kigge på imponerende udsigter.
Det er helt klart stemningen i spillet og de interessante og flot udformede scener og områder i spillet, som efterlader det største indtryk.

En sær detalje, som irriterede mig igennem spillet, er, at alle stort set alle vinduer indenfor, hvor man burde kunne se udenfor, er uigennemsigtige. Det føles lidt fjollet, når det nu ellers plejer at kunne lade sig gøre.

Skiftene imellem den almindelige verden og den sære og uhyggelige Otherworld er rigtig flotte, og man kan tydeligt mærke inspirationen fra Silent Hill-filmen.

Det er også interessant, at Otherworld stort set ikke bruges i udforskningen, men derimod står for at levere nogle hæsblæsende actionsekvenser. Det er en fornyelse, som klæder Silent Hill-universet.

Konklusion

Silent Hill Downpour er, sammen med Alan Wake's American Nightmare, en af de bedste survival horror-spil, jeg har spillet længe, og selvom grafikken ikke er helt i top, så bærer stemningen helt klart det aspekt af spillet, i en grad jeg ikke havde forventet fra et studie, som stort set ikke har arbejdet på noget nævneværdigt før Silent Hill Downpour.

Kampsystemet er lige så håbløst som i det originale Silent Hill, men et eller andet sted så er kernen i Silent Hill heller ikke kampene for mig, men derimod udforskningen, historien og spillets forskellige puzzles, som Downpour klarer næsten perfekt.

Der er stort set ikke nogen baggrundsmusik i Downpour, og det klæder spillet enormt, at det stort set kun er den frygtede radios støj, som betyder, at der er fjender på vej, og tordenvejrene, som også betyder, at der er fjender på vej, som bryder stilheden.

Der er seks forskellige slutninger i Downpour, som giver hvert sit spin på alt, hvad du har oplevet gennem spillet. For at få dem alle, skal du igennem spillet mindst to gange, men det gør absolut ikke noget, for man kan godt tåle en tur mere igennem Silent Hill… bare klokken ikke er blevet for mange…

Levetid: 7/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 9/10
Lyd: 10/10
Samlet score: 9/10

Vi glæder os: Over en Silent Hill-oplevelse, der er på højde med de klassiske spil i serien med chok, uhygge, hjernevridende puzzles og en fed historie. Også tilføjelsen af tordenvejr, dettes betydning for spillet, og den måde der langsomt bygges op til det, imens man render rundt i byen, er også lige i skabet.

Vi keder os: Over et kampsystem, der er håbløst forældet og så kedeligt, at vi som regel bare vælger at løbe forbi monstrene.

Vi kunne godt tænke os: At historien var blevet gennemlæst en gang eller to mere, således at de sidste plothuller lige blev lukket, og vi fik lidt flere forklaringer, og så at de havde lavet spillets vinduer gennemsigtige.

Anmelder: Henrik Jacobsen
Venligst udlånt af: Konami
Udvikler: Vatra Games
Ude: Nu
Antal spillere: 1
Coop: Nej
Multiplayer: Nej
Genre: Survival horror