Billede til Hands-on: Mass Effect 3

Hands-on: Mass Effect 3

af Henrik Jacobsen den 7/2 · 4 kommentarer

i Hands-on, Nyhed, PS3, Xbox 360

Vi fik for ganske kort tid siden muligheden for at spille singleplayerkampagnen i Mass Effect 3 i godt en times tid, og selvom det er den sidste del af trilogien, er der alligevel blevet plads til et par forbedringer og nyskabelser. Så klik dig indenfor og få det hele med.

For at holde dette review spoilerfrit, har jeg ikke beskrevet handlingen i Mass Effect 3

Jeg sidder i Online Inferno, som er en kæmpe netcafé i Sverige.
Ifølge den svenske presserepræsentant fra EA, som har inviteret os hele vejen til Stockholm, så er det Sveriges største netcafé og tilmed Sveriges eneste certificerede e-sport-arena.

Der er to grunde til, at jeg befinder mig i Sverige på dette tidspunkt. Den første er, at jeg skal have mig en kort snak med Matt Gamble (Producer, Bioware), og den anden er selvfølgelig, at jeg har fået muligheden for at spille Mass Effect 3 en god rum tid før udgivelsesdatoen.

EA beviser, at de kender den stereotype gamer, for på et bord lige ved indgangen står adskillige halvliters dåser Rockstar energidrik. Der er heldigvis også sørget for sandwiches, kildevand, danskvand og almindelig sodavand. Ironisk nok er der ingen Red Bull.

Jeg bliver, sammen med et dusin andre journalister og bloggere, gennet over i hjørnet, hvor der er linet op med fladskærme, konsoller, høretelefoner og bløde lænestole.
En svensktalende journalist befamler en kæmpe plakat af den nye kvindelige Shepard, imens hans kollegaer griner og tager billeder. Jeg griner lidt for mig selv, før jeg tager hovedtelefonerne på og lader mig suge ind i en verden, som i længere perioder har været mit hjem siden 2007.

Shepard, jeg savner dig
Spillet starter op. Det slår mig pludselig, at jeg ikke skal spille som ”min” Shepard, Jane Shepard, som har reddet galaksen fra den første Reaper. Jane Shephard, som stadig har søvnløse nætter over at lade Kaidan dø.
Min Shephard, som lod Rachni-dronningen gå, fordi hun tror på, at alle levende væsener fortjener en chance.
Min Shephard, som reddede the Council, fordi hun ved, at galaktisk lederskab vedkommer alle.

Hende kvinden foran mig kender jeg slet ikke.
Jeg ved ikke, hvem hun er. Jeg har ikke brugt over 50 timer med hende og formet hende og truffet de hårde beslutninger sammen med hende.

Men hun er en Shepard, og tiden skal nok komme, hvor jeg skal opleve Mass Effect 3 sammen med min Shepard.

Vanen tro er min Shepard en kvinde.
Det er ikke, fordi jeg føler mig særlig kvindelig eller kan relatere bedre til den kvindelige Shepard, når jeg spiller, men Jennifer Hales stemme er fantastisk, og hendes udgave af Shepard føles, for mig, mere rigtig end den mandlige pendant.

Jeg er nødt til at kaste mig ud i det. Jeg vælger den nye kvindelige standard Shepard.
Selvom jeg godt kan lide det nye udseende, så synes jeg ikke rigtig, at hun ligner den tegnede udgave. Samme hår, men anderledes ansigt.

Jeg er Sentinel (punktum)
Så skal jeg vælge klasse, og her kommer dagens absolut største overraskelse: Der er intet mindre end seks forskellige klasser!
Jeg er sikker på, at jeg kunne have brugt lang tid på at prøve alle klasserne igennem, men for at få så meget af historien som muligt med, inden for den smule tid jeg havde, så måtte jeg vælge en enkelt klasse, og det blev selvfølgelig den klasse, jeg har ventet på siden det originale Mass Effect, nemlig en blanding af biotic og soldier.
Klassen hedder Sentinel, og de øvrige klasser er som følger: Adept, Engineer, Infiltrator, Soldier og Vanguard.

En af de nye ting i Mass Effect 3 er nærkamp. Jeg fik kun prøvet et enkelt af de nye nærkamp-moves, nemlig sådan en tackling, der skulle lades op til, ved at holde melee-knappen nede, men den var også særdeles effektiv og meget passende til min specifikke spillestil.
Der skulle være flere nærkamp-moves, som man kan låse op for i spillets level-up system, men jeg nåede desværre ikke så langt på den front.

Apropos level-up system, så er der gode nyheder for de, der ligesom mig, hadede level-up-systemet i Mass Effect 2, for selvom det nye system ikke er lige så godt som i etteren, så er det meget bedre end i toeren.
Der er nogle primære skill-kategorier ganske ligesom i toeren, men det nye er, at de forgrener sig, således at man skal vælge en specifik sti, når man opgraderer, og det kan eksempelvis være, at man for en given skill skal vælge, om den giver mere skade, eller varer længere.
Systemet virker mere fornuftigt end det tidligere, og jeg glædede mig rent faktisk til at nå en ny level - en glæde, som jeg ikke rigtig havde i Mass Effect 2.

Episk grafik eller grafisk epik
En ting, som hidtil har imponeret mig ved Mass Effect serien er, at Bioware for hver udgave har sørget for at holde spillene ajour på den grafiske side, og Mass Effect 3 er ingen undtagelse, for det er fantastisk flot, og mellemsekvenserne er utrolig filmiske.
En ting, jeg lagde specielt mærke til, er detaljegraden.
Det bedste eksempel var en specifik scene, hvor man så en asari tæt på, for der kunne man se teksturen i hendes hud, som er sådan lidt skæl/øgle-agtig.

Ansigtsanimationerne lader desværre stadig lidt tilbage at ønske, for de er ikke blevet voldsomt bedre siden toeren, men til gengæld er alle bevægelsesanimationerne blevet rigtig flotte og især, når Shepard nu kan hoppe og glide ned ad flader, hvilket giver banerne mere liv og action.

Kampsekvenserne er også blevet forbedret. Der er endnu engang satset mere på, at det skal være coverbased, end det lidt mere actionorienterede, som vi så i toeren, og coversystemet er blevet lavet om således, at man nu kan glide i cover og lave rullefald mellem covers.
Desværre så bruges der stadig ammunition i stedet for køling, men det lader til, at nedkølingstider og ammokapacitet er blevet tweaket, således at det nu fungerer lidt bedre.

Mass Effect - for dummies
En ny ting i Mass Effect 3 er, at man i starten skal vælge spillestil. Man kan vælge den almindelige og eneste fornuftige løsning, som er Mass Effect-oplevelsen, som man er vant til, eller man kan vælge at spille det som et actionspil, hvor alle talesekvenserne kører som mellemsekvenser uden input, således at man kun styrer Shepard under actionsekvenserne.
Der er ikke nogen tvivl om, at dette er et forsøg på at nuppe spillere fra casual og MW/BF segmentet.

Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det, så jeg nøjes med at være glad for, at man stadig kan vælge den originale Mass Effect-oplevelse.

Hvad er den endelige dom?

Mass Effect 3 bliver fedt, det er jeg ikke er øjeblik i tvivl om.
Treeren har rettet mange af de ting, som gjorde, at jeg ikke fandt toeren lige så fed som etteren, og så er der også kommet en del nyt til.
Grafikken er blevet bedre, kampsystemet er blevet meget bedre, og de har lavet de to ting, som jeg har længtes efter, nemlig en biotic/soldier og en default kvindelig Shepard.

Der er dog ét problem. Der er forfærdelig længe til 6. marts…

Anmelder: Henrik Jacobsen
Venligst udlånt af: EA
Udvikler: Bioware
Ude: 6. marts 2012
Antal spillere: 1 - 4
Coop: Ja, online
Multiplayer: Nej
Genre: 3rd person RPG

{ 4 kommentarer }

1 Mlarsen 8/2 kl. 07:52

Der er nøjagtigt 29 dage og den Countdown har været i gang alt for længe hos mig.
Jeg er så enig i hvad du skriver, selvom “min Shepard” er en mand, føler jeg også jeg har formet ham. Det er en af de mest unikke ting ved Mass Effect og så lige det at jeg ikke kan ligge controlleren igen, når jeg først smider det i maskinen, det er der ikke mange spil jeg kan sige det om.

2 gregersen 8/2 kl. 17:09

ja det kan kun gå for langsomt. og jeres dækning hjælper ikke på tålmodigheden

3 Guru Inc 9/2 kl. 03:05

Det bliver aaaalt for awesome!
Er dog endnu ikke kommet særlig langt i etteren(sorry), men har haft det siden release(og har haft toeren siden release også) og har prioriteret min spilletid helt forkert… Bliver ikke et day-one køb fra min side, da jeg ved at jeg ikke kan nå at komme igennem både ME1 og ME2 nok gange inden da ;-)
Det skal så sandelig købes når de er gennemført et par gange, men der er liiiiiige et par andre titler som som også skal spilles….(Har indkøbt for mange spil til at kunne nå at få nok ud af dem, inden det næste store hit udkommer :-) )
ME3 vil blive en fantalastisk afslutning på den nuværende trilogi og kunne da være fedt hvis der blev lavet flere spil i det univers, bare udviklerne ikke begynder at malke IP’en, som man har set med andre spil…

“Note to self: Must find way to make more hours per day.”

4 Notional 13/2 kl. 13:40

Af gamemodes er der:
- Action
- Roleplaying
- Story
Den første må være den “dumme” version, rp må være den normale måde, men er story så som en film eller hvordan?

Forrige indlæg:

Næste indlæg: