Kingdoms of Amalur: Reckoning er et ambitiøst action-RPG med et univers, der er pennet af den talentfulde forfatter R. A. Salvatore og et udseende, som legendariske tegner Todd McFarlane har stået for. Vi har haft fingrene i spillet og fortæller om det indenfor.
Kingdoms of Amalur: Reckoning starter hårdt og brutalt med, at du dør i krigen mod Tuathaerne, en slags fordærvet udgave af de noble magiske væsner ”Fae”, men en gal gnoms eksperiment fanger din sjæl og genopbygger din krop, før du endegyldigt kan forlade denne verden.
Din genoplivning gør, at du er det eneste væsen i Amalur, som ikke er omfattet af et altomfattende skæbnevæv, altså er du i stand til at lave din egen skæbne, og håbet er, at du vil kunne redde verden og ende krigen med de onde Tuatha.
Der var engang... for 10.000 år siden
Historien i Amalur kan godt være lidt svær at følge med i lige til at starte med, og det er med god grund, for med til spillet hører ca. 10.000 års forhistorie, som beskriver krige, riges fald og opstandelse, og uden at kende historien er man på dybt vand til at starte med, men gennem spillet bliver man heldigvis klogere både på baggrund af dialogen med de mange personer, man møder, og med en god hjælp af de mange bøger, som er spredt rundt omkring.
Strukturen i spillet er nogenlunde, som vi kender den fra alle andre RPG’er, nemlig at der er nogle hovedquests, som driver historien i spillet fremad, og så nogle sidequests, som man kan vælge at tage for ekstra belønninger, mere historie og mere loot.
Alle quests gives selvfølgelig af forskellige personer, man møder, og af og til også af objekter, som man finder.
Sidequests er både lange og omfattende. Jeg stødte blandt andet på en by midt i en edderkoppe-inficeret skov, hvor en hel række af quests tvang mig til at tage stilling til, hvem der skulle lede byen, og til hvordan man fik udryddet edderkopperne.
Man kan have lige så mange quests, det skulle være ad gangen, men desværre kun en quest man aktivt følger, hvilket besværliggører de quests, hvor man skal fare land og rige rundt.
Din skæbne er... din
I starten af Kingdoms of Amalur: Reckoning skal man selvfølgelig lave sin egen figur, og der er muligheder nok til at kunne lave en figur, der passer til selv de mest sære præferencer.
Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med character creatoren, for den er nogenlunde, som vi har set det en milliard gange før; du vælger en race, en klasse og et udseende, og der er, som sagt, muligheder nok.
Noget af det rigtig spændende i Kingdoms of Amalur: Reckoning er selvfølgelig spillets meget frisindede holdning til klasser, for alle skills i de tre klasser (might, finesse og sorcery) kan nemlig kombineres fuldstændig frit, med et næsten uendeligt antal muligheder, således at du virkelig kan skræddersy din figur til din spillestil (magiker/tyv, der slås med greatsword og stridshammer, sagde du? Jep, det kan man også).
Hvis du på et tidspunkt i løbet af spillet har lyst til at lave om på dine skillpoints, skal du bare søge nærmeste ”fateweaver”, som mod et mådeholdent antal guldstykker lader dig vælge alle dine points om.
Der er selvfølgelig en grund til ikke at brede sig for meget ud, fordi det ellers bliver svært at nå de højeste og mest effektive skills for en given klasse, men med lidt snilde er det fuldt ud muligt at få maksimeret et par forskellige skills, selvom man kombinerer to eller flere klasser.
Find din egen stil... og myrd med den
Kampsystemet i Kingdoms of Amalur: Reckoning er også et kapitel for sig selv, for der er tonsvis forskellige våben i kategorierne longsword, greatsword, hammer, staff, chakrams, daggers, feyblades, branch og longbow, hvoraf man kan have to udstyret ad gangen.
Selve kampsystemet er real time, hvor man bevæger sig rundt og kaster magi, angriber, blokerer og kaster sig væk fra eller ind i kampens hede. Der er igen lagt op til, at man finder sin helt egen stil, som kombinerer de våben, man bedst kan lide, med den stil man finder mest behagelig.
Kampsystemet fungerer rigtig godt, er som udgangspunkt flydende, føles langt mere effektivt end systemet i eksempelvis Dragon Age II, men det kan være lidt frustrerende, at man ikke kan afbryde slagkombinationer for at blokere eller lave rullefald, hvilket basalt set betyder, at man ganske ofte kombinerer sig direkte ind i et fjendtligt angreb.
World of Warcraft? Tjo, hvorfor ikke
Grafikken i Kingdoms of Amalur: Reckoning minder ret meget om den, man ser i World of Warcraft, altså mere karikeret end realistisk, men stadig rigtig flot.
Det skal dog siges, at jeg oplevede et par grafiske bugs, men typisk af den variant vi ser, når et spil viser verden, før det har loadet færdigt, altså usynlige fjender, halve mennesker og lidt andre småting i den vene.
Jeg vil tro, at disse bugs ikke fremkommer, når spillet er installeret på harddisken, hvilket også bliver anbefalet, men desværre ikke var muligt i den udgave, jeg har fået.
Universet er meget farverigt, og man kommer hele farvepaletten igennem, efterhånden som man bevæger sig igennem Amalurs forunderlige verden.
Man kan tydeligt se, at Todd McFarlanes unikke stil skinner igennem mange steder, og helt tydeligt er det, når man skal lave sin karakter.
Der er også tænkt kreativt, hvad monstrene angår, for det er en livlig blanding af de skumle væsner, man støder på i Final Fantasy-titlerne, og så de lidt mere traditionelt udseende monstre som kæmpeedderkopper.
Animationerne er flotte, og kampscenerne er (rent visuelt) stort set helt flydende, hvilket samlet set efterlader et rigtig godt indtryk.
Lord of the Rings... for god ordens skyld
Musikken i Kingdoms of Amalur: Reckoning er utrolig passende, fra det lidt drillende og meget stille soundtrack, når man render rundt i skoven, og til de storslåede melodier, som spiller under spillets mere episke sekvenser.
I ånden minder musikken en del om Howard Shores soundtrack til Lord of the Rings, men det er på den gode måde, nemlig at ånden er den samme, men at udførslen er helt unik og afspejler selve Amalur.
Hvad er den endelige dom?
Den verden, der er skabt i Kingdoms of Amalur: Reckoning, er både flot og dragende, og historien i spillet lover godt.
Gameplay fungerer - bortset fra nogle småting - rigtig godt, og kampsystemet er en af de bedste, jeg hidtil har prøvet i RPG-genren. De quests, jeg fik prøvet, var meget baseret på de temaer, som man meget ofte finder i fantasy-RPG’er, men der var da alligevel nogle overraskelser iblandt.
Jeg kan godt frygte, at det her med, at man kun aktivt kan følge én quest ad gangen, bliver noget frustrerende i længden.
Mit absolut største problem i Reckoning er, at der ikke er nogen form for autoequip, og at hele menusystemet, hvor man udstyrer våben, rustning og diverse potions, er ret kluntet. Det gør, at man har lidt svært ved at fremfinde den samme entusiasme, som man normalt har i andre spil, når man finder nyt grej.
Kingdoms of Amalur: Reckoning er ikke perfekt, men ud fra mit første besøg i verdenen er der meget at komme efter, og til fans af fantasy-genren er kombinationen af R. A. Salvatores historie og Todd McFarlanes visuelle stil slet ikke til at komme udenom.
Hele konceptet med, at man i den grad kan skabe sin helt egen unikke figur og kan ændre stil hele tiden, føles nyt og friskt og fungerer i det hele taget rigtig godt.
Alt i alt har jeg fornøjet mig med Kingdoms of Amalur: Reckoning, og jeg glæder mig til at få den fulde udgave mellem hænderne til en længere og mere intensiv test, hvor der eksempelvis bliver mulighed for at undersøge, hvilken indflydelse de valg, man tager, har på verden, for det synes jeg ikke, at jeg kunne få en klar fornemmelse af.
Kingdoms of Amalur: Reckoning udkomer til Xbox 360 og PS3 10. februar
Anmelder: Henrik Jacobsen
Venligst udlånt af: EA Damark
Udvikler: Big Huge Games, 38 Studios
Ude: 10. Februar
Antal spillere: 1
Genre: Fantasy RPG
{ 1 kommentar }
Positiv efter demoen (som jeg dog ikke spillede til ende, for ikke at spoile for meget) og ser frem til det fulde spil. Man er vel en sucker for et godt RPG.