Review-PS2: Dragon Ball Z – Budokai Tenkaichi 2

af Martin Grænge den 2007.02.16 · en kommentar

i PS2, Review

Serien der for ganske få år siden prydede den danske tv-sendeflade, har fået endnu en udgivelse på Playstation 2. Der skal igen uddeles øretæver til alle de mere eller mindre kendte ansigter i Dragon Ball Z-sagaen (DBZ). Udviklerne har ikke rettet synderligt meget i formlen for spillet siden den første Dragon Ball-spil udkom til Playstation 2. Alligevel vil fans af serien sikkert stadig kunne finde mange timers underholdning i denne udgivelse, problemet med spillet er bare at det i høj grad må siges at være forbeholdt fans.

Klassisk og nærmest karikeret
Naturligt nok er det det klassiske animé-tegnefilmslook, der danner kulissen for de mange og til tider ganske hæsblæsende slåskampe i DBZ. Det gode drager igen i krig imod det onde og sammen med blandt andet Goku, Piccolo og Trunks skal spilleren tage kampen op imod de mørke kræfter i forsøget på komme i besiddelse af de syv dragekugler. Kampene foregår i fuld 3D og som tidligere udspilles de også i store åbne baner, hvor tyngdeloven er en by i Rusland. Spillerfiguren har mulighed for både at flyve højt op i himlen, eller langt ned under vandet ved et tryk på en knap. Her kan man så give sin modstander en seriøs omgang stokkeprygl, hvilket i det store hele er, hvad Dragon Ball Z handler om.
De mange overdrevne kombinationsangreb, hvilket hurtigt blev seriens varemærke, er tilbage i storform og du har mulighed for at slå din modstander igennem solide klipper, ruiner eller andre objekter der skulle stå i vejen, når du sender ham ud på en kilometerlang flyvetur, efter en 20-30 velplacerede slag og spark i mavesækken. Det lyder måske lovende og det er det faktisk også de første mange gange, de få forskellige angrebsrutiner udføres, men herefter går luften lidt af ballonen og de tidligere fede angreb bliver lidt trivielle at se på. Den primære grund til dette er, at figurenes nærkampsangreb kontrolleres alene med én enkelt knap. Man tager derfor tit sig selv i, hysterisk at sidde og trykke løs denne knap når man er i nærkamp. De taktiske elementer udebliver derfor lidt, da det primært handler om hvem der kan trykke hurtigst.

Mangler variation
Selvom DBZ Budokai Tenkachi 2's udvalg af kamparenaer og det endnu bredere udvalg af kampklare figurer ved første øjekast virker ganske lovende, så viser det sig hurtigt at spillet ender op med at blive ret ensformigt. De mange figurer virker gennemgående identiske i deres opbygning. Alle har de i et eller andet omfang et standardiseret udvalg af slag, spark, kast og kraft-bølge angreb, oftest udføres disse endda også ved at trykke den præcis samme kommando. Har du derfor først gennemskuet hvordan en enkelt figur udfører sit specielle superangreb, så har du mere eller mindre genneskuet og mestret hele spillet. Denne opbygning gør naturligvis spillet lettere tilgængeligt for det yngre publikum, men hærdede spillere vil som allerede nævnt finde begrænset udfordring.

Ekstra er godt!
Udover de sædvanlige adventure- og vs-mode hvor man kan spille imod vennerne, så indeholder DBZ også en række ekstra gamemodes, der giver mulighed for at gøre de enkelte figurer endnu stærkere ved at stige i level. Ydermere er der en ganske fornuftig Dragon Ball-encyklopædi i menuen ”Dragon Library”, hvor man kan få bedre forståelse for historien og de enkelte figures rolle i sagaen. Spillet indeholder også et custom character som også virker ganske fint, selvom det må siges at være en smule begrænset.

Noget for fans
Den massive animé-trend der sprang ud for få år siden i hele Danmark og resten af Europa, er efterhånden ved at være droslet lidt ned igen. Animé-genren har fået sit fodfæste og skabt sit faste publikum. Spillet Dragon Ball Z Budokai Tencachi 2 er i grunden ikke noget dårligt spil, men desværre bærer det dog præg af, at man enten skal tilhøre den lidt yngre del af befolkningen, eller have en forkærlighed for genren for at kunne få noget rigtig godt ud af spillet. Underholdningsværdien er udmærket et par timer, men der findes bedre alternativer på markedet for den lidt mere kræsne gamer.

Gameplay: 6/10
Grafik: 6/10
Lyd: 6/10
Levetid: 5/10
Samlet score: 6/10

Vi glæder os over: At entusiaster og yngre spillere uden tvivl vil have mange gode timer med DBZ:BT2.

Vi keder os: Når vi har genneskuet superangrebene efter få timers spil.

Vi kunne godt tænke os: Mere varieret gameplay og mere forskellighed imellem figurerne.

Anmelder: Martin Grænge aka. Teluc
Venligst udlånt af: Atari
Udvikler: Namco-Bandai
Spec. Features: Ingen tyngdelov
Ude: Nu!
Antal Spillere: 2
Genre: Beat em' up


Screenshots:

Screenshots:
screenshot screenshot screenshot

screenshot screenshot screenshot

screenshot screenshot screenshot

screenshot screenshot screenshot


Relaterede indlæg:

{ 1 kommentar }

1 DBZ 2007.09.01 kl. 13:01

Fedt spil

Comments on this entry are closed.

Forrige artikel:

Næste artikel: