Anmeldelse – Call of Duty: Black Ops 3

Året nærmer sig langsomt sin slutning og hvis der er én ting, der er lige så sikkert som at det bliver jul og nytår igen i år, så er det, at der dropper et nyt spil under Call of Duty varemærket.

Om man kan lide serien eller ej, så kan man ikke andet end at være imponeret over de salgstal, der altid følger med og man kan også argumentere for, at der gennem tiderne har været lidt for enhver smag.

Jeg har fået Call of Duty: Black Ops III mellem hænderne og efterhånden som du læser nedad, vil min oplevelse af det nye spil fra Treyarch blive åbenbaret.

Okay, vi starter lige fra en ende af, for der er virkelig meget at tage sig til i det nyeste skud på Black Ops-stammen.

Sofakartoffel? No problem.

Vi starter med en okay single-player kampagne, som fortsætter historien sådan nogenlunde, plus minus 10-20 år, der hvor historien i Black Ops II sluttede.

Historien er ikke mere end okay, jeg synes at jeg har oplevet det meste før, skuespillet grænser i perioder til utroværdigt, musikken er som regel enten for lidt eller for meget til stede og historien er bare ikke så imponerende.

Det er virkelig synd, for Call of Duty: Advanced Warfare havde nemlig en rigtig fed og meget ambitiøs historie og verdensklasse skuespil, så de havde sat barren højt til Black Ops III.

Når det så er sagt, så var der et par sekvenser, hvor spillet bryder med traditionen og man eksempelvis render rundt i en meget surrealistisk og tidsforskruet udgave af anden verdenskrig, hvor der spontant bliver smidt zombier ind i kagemassen, for bare at sørge for at man er på tæerne.

Helt generelt er gameplay solidt og i modsætning til Advanced Warfare, får man sit eget våben- og udstyrskit man kan finpudse, og langsomt stiger i graderne på, hvilket gør, at man i den grad kan nyde sin helt egen spillestil.

Singleplayer kan også spilles af op til 4 mennesker i coop og her er der endda også lagt visse ekstra sekvenser ind i spillet, som kun giver mening, når man er flere. Det er klart den måde, hvorpå jeg vil anbefale, at man oplever kampagnen.

Singleplayer fremtidszombier? Tjek. Parkour? Tjek.

Når man har kørt singleplayer-kampagnen får man adgang til Nightmare, som er en slags remix af spillets missioner, hvor der er byttet rundt på rækkefølgen, lavet om på historien og tilsat en ordentlig mængde zombier. Det lyder skummelt, men det fungerer overraskende godt og giver et sjovt spin på hele den historie og de baner man lige har spillet igennem.

Den sidste ting, jeg lige bliver nødt til at fremhæve, før vi for alvor går i gang med at snakke multiplayer og zombier, er Freerun, som er en parkourbane, hvor man lærer at bevæge sig, glide og booste og bruge våben samtidig.

Denne mode består af fire forskellige baner i forskellige sværhedsgrader, hver indeholdende en masse udfordringer, våben og bots og der er ikke nogen tvivl om at det er ren træning til multiplayer og til det formål er det perfekt.

Multiplayer. Og zombier.

Man kan sige meget om singleplayer- og coop i Call of Duty, men det er ikke det, der er grunden til at langt de fleste år efter år køber serien, der er tvært imod multiplayer og i nyere tid også zombies, som bliver ved med at få folk tilbage – og det er altså ikke uden grund, for multiplayer er det Call of Duty gør bedst og Black Ops 3 er ingen undtagelse.

Jeg havde lidt blandede forventninger til multiplayer i Black Ops 3, da det lægger sig meget tæt op og ned af Advanced Warfare, men spillene er meget forskellige, så min bekymring har heldigvis været unødvendig.

Som i Advanced Warfare er der fokuseret på fremtidsvåben og selvom vi ikke som sådan ser lasere, så er der da jumppacks, teslaguns og løb på vægge.

Der hvor Black Ops er lidt specielt er, at de har vævet noget, der næsten ligner magi ind i spillet, man kan eksempelvis teleportere sig, genoplive når man dør, skabe kunstige kopier af sig selv og meget mere hokus pokus. Det er godt udført og giver lidt mere krydderi på oplevelsen.

Specialister er også en ny tilføjelse til multiplayer, som rent praktisk giver dig et special move, som kan udføres efter en eller anden given cooldown, der er eksempelvis en karakter, som bliver næsten udødelig i et par sekunder, en karakter, som kan drive nogle pigge ned i jorden, med en mægtig chokbølge til følge og endda også en karakter, som kan genoplive sig selv umiddelbart efter han er død. Specialisterne er godt balanceret og der er meget at hente, hvis man finder den specialist, som passer til ens spillestil.

Multiplayer indeholder selvfølgelig en stribe forskellige modes og uden at detaljere de enkelte tror jeg roligt at jeg kan love at der er lidt til alle og noget for enhver. Selvom vi alle jo ved, at deathmatch er kongen.

Der er masser af våben, skins, perks og abilities til at holde selv de mest no-life af os til ilden i det næste lange stykke tid og når man når toppen, tja, så er der altid prestige-levels, hvor alle dine unlocks undtagen ganske få bliver låst igen, så der er lidt at give sig i kast med.

Zombier. Som da far var dreng.

Den evigt populære zombiemode er tilbage og det er i det univers vi kender fra Black Ops-serien, så sig halløj til fortiden, nazi-zombier og som noget nyt blæksprutter og tyggegummi.

Gik det lige lidt for stærkt der?

Okay, vi tager den stille og roligt. Zombierne er tilbage og det er som du kender det uden exo-suits og 3D-printere, men med mystery boxes, barrikadering og rumvåben. Som noget nyt er der ENDELIG kommer character progression, altså opsparer du XP mellem runderne, som du kan bruge til at opgradere dine våben og her snakker vi altså opgraderinger, som også er der, når du starter en ny runde, og til at tilpasse de nye tyggegummier, men dem vender jeg tilbage til lige om lidt.

I tidslinjen er vi nået frem til omkring 1940’erne og der er hevet stor inspiration fra H. P. Lovecrafts værker, for de her blæksprutte-lignende væsner spiller en væsentlig rolle, både fordi man slås mod dem og fordi man kan forvandle sig til dem – Hvor vidt det giver mening i forhold til det etablerede CoD Zombie-univers vil jeg lade være op til den enkelte spiller.

Som nævnt før er der også en ny mekanik, nemlig de her tyggegummiautomater, hvor du kan trække et random tyggegummi, som har en eller anden effekt. Du kan definere 3 forskellige tyggegummi, som automaten kan indeholde og det kan være alt fra at alle zombier ignorerer dig, til at du skyder eller løber hurtigere, eller til at der kommer specifikke spawns, eksempelvis nukes.

Zombies er præcis hvad man forventer, nemlig sygt underligt og kamp svært, men, når man finder sig til rette med et godt hold, så fedt og en kæmpe taktisk udfordring – Der er kun et enkelt map med til at starte på, de øvrige skal købes enkeltvis eller i form af et seasonpass.

Konklusion

Call of Duty er en unægtelig kraft inden for spilverden og spillene er i det store hele begyndt at blive så omfattende, at man virkelig skal være ked af first-person shootere, for ikke at finde noget af værdi i pakken.

Af alt der, der bliver budt på er multiplayer og Nightmare klart det jeg er gladest for og også de to ting, der for mig, ligner noget vi har set mindst.

Jeg mener personligt at multiplayer-delen er noget sjovere at spille, end den vi så i Advanced Warfare, men til gengæld kunne jeg bedre lide Exo-zombies og single-player kampagnen i Advanced Warfare.

Levetid: 10/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 8/10
Lyd: 7/10
Samlet score: 9/10

Vi glæder os: Over at der er voldsomt meget at se og at gøre – Og over Nightmare, som er super cool.

Vi keder os: Over lidt fesent skuespil og ditto historie.

Vi kunne godt tænke os: En lige så ambitiøs historie som Advanced Warfare.

Anmelder: Henrik Jacobsen
Venligst udlånt af: Activision
Udvikler: Treyarch
Ude: Nu!
Antal spillere: 1-16
Coop: Ja, 1-4
Multiplayer: Ja
Genre: FPS, parkour og zombier. Plus det løse.

Henrik Jacobsen

Henrik dækker events, og står for at passe og pleje vores sociale medier. De spil, der trækker mest er dem med en dyb historie og så lige den årlige tur forbi Acti-blizz' FPS i Call of Duty-serien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *