Review-Xbox 360: Mass Effect 2

af KA Pedersen den 2010.02.02 · 8 kommentarer

i Featured, Nyhed, Review, Xbox 360

Billede til Review-Xbox 360: Mass Effect 2

Når det kommer til rollespil, så er der ingen tvivl om, at BioWare ved, hvad folk vil have, og at de formår at levere netop dét. I 2007 tog Mass Effect verden med storm, og nu sidder vi endelig med efterfølgeren; Mass Effect 2. Har det været ventetiden værd eller skulle Mass Effect være blevet i en anden galakse?

Mass Effect 2

Verden har brug for dig, Shepard!
I en verden med mange forskellige racer og alliancer vil der altid være uoverensstemmelser, og det betyder også, at der altid vil være nogle ”bad boys”, som forsøger at overtage universet. I skoene på Commander Shepard har du til opgave at redde alle sammen – hvordan dette dog gøres er helt og aldeles op til dig.

For at have en levende chance imod det onde, skal Shepard dog ud og finde nogle at alliere sig med. Der er i alt 11 personer, som man kan få med på sin side, og som man derfor skal rejse rundt for at finde og hjælpe. Efterhånden som man spiller igennem historien, lærer man sine allierede bedre og bedre at kende, og efter nogen tid får man adgang til deres individuelle, personlige missioner. Det fungerer på sin vis meget, ligesom det gør i Dragon Age; forskellen er dog, at man i Mass Effect 2 ikke behøver give gaver eller tale i timevis med sine allierede for at åbne op for deres quests – ja, faktisk behøver man i de fleste tilfælde ikke at tale med dem mere end én gang.

Mass Effect 2

BioWare lægger atter stor fokus på at personliggøre hele historien, og man har derfor mulighed for at udvikle personlige forhold med de forskellige spilbare karakterer. For at gennemføre spillet er det ikke noget krav, at man opbygger noget forhold med nogle af dem, men det kan skabe nogle ganske underholdende situationer, hvis man går lidt i dybden med det.

Undervejs får du også point i Paragon og Renegade; disse point bestemmer, om du er en flink fyr eller et dumt svin, og afhængigt af hvor mange point du har i disse to, får du undervejs mulighed for at sige og gøre nogle helt specielle ting. Jævnligt igennem spillet vil man have mulighed for, midt i en samtale, at trykke enten LT eller RT for henholdsvis en god eller en ”ond” handling. Det er eksempelvis muligt at henrette folk ved at trykke RT eller trøste dem ved at trykke LT. Man kan ikke vælge, hvilken én af dem man trykker på, men i den givne situation kan man vælge at trykke LT/RT eller lade være – det giver forskellige resultater med forskellige følger.

Mass Effect 2

Et skydespil med RPG-elementer
Selvom Mass Effect 2 klassificeres som værende et rollespil, så vil det næsten være mere rigtigt at kalde det et skydespil. Hvor man i det første spil samlede en masse ”loot” op fra døde fjender osv, er dette fjernet fra Mass Effect 2. I stedet for kan man finde diverse research rundt omkring, og med disse research informationer kan man på rumskibet Normandy opfinde nye våben, blive stærkere og opgradere Normandy via ressourcer, som man kan samle på planeter overalt i universet.

Når man ikke lige er midt i de utallige timers samtaler i spillet, render man typisk fra dækning til dækning og skyder fjender i smadder. Her fungerer det meget ligesom et typisk skydespil, hvor man dog har lidt mere kontrol, end man måske er vant til. Udover blot at vælge hvilke våben og egenskaber man selv vil bruge, har man til enhver tid mulighed for at specificere de samme ting for de 2 karakterer, som man på et givent tidspunkt kan have med sig på en mission.

Mass Effect 2

Mass Effect 2 er ikke ligefrem spækket med et kæmpe udvalg af forskellige våben, men de forskellige fjender, allierede og andre egenskaber sikrer dog, at kampe bliver ved med at være interessante og udfordrende. Udover at kunne fyre varmt bly direkte i fjæset på en lang række unikke fjender, har man adgang til såkaldte biotics, som svarer lidt til at bruge magi i andre spil. Blandt andet kan man skyde ild efter fjenderne, som tager meget energi, man kan bruge elektricitet som smadrer deres skjolde, man kan hacke og overtage fjendtlige robotter, man kan kaste rundt med fjender og meget mere.

At søge dækning er også utroligt vigtigt hele vejen igennem, og dette koncept forstår fjenderne også. Nogle af dem vil forsøge at presse dig og stormer derfor imod dig, men flertallet vil aktivt bruge omgivelserne til deres fordel. Det skaber generelt en dynamik der, som sagt, holder kampene interessante og til tider ret udfordrende.

Mass Effect 2

Wow-effekten
Igennem eventyret kommer man til et utal af forskellige steder, hvor jeg flere gange bogstaveligt talt lige tog et øjeblik for at nyde synet. Der er så meget variation i områderne, og spillet er generelt så grafisk imponerende, at jeg sagtens vil kalde Mass Effect 2 for det flotteste rollespil til dato.

Grafikken er dog bare én af de mange imponerende ting, man finder i Mass Effect 2. BioWare har sikret maksimal indlevelse ved at give samtlige personer i spillet en stemme – ingen undtagelser. Har man spillet Dragon Age, ærgrede man sig måske over, at man valgte at sige en masse ting, men faktisk aldrig sagde noget. Dette er ikke tilfældet i Mass Effect 2, hvor selv hovedpersonen taler. I denne sammenhæng er man også nødt til at give de forskellige stemmeskuespillere et klap på skulderen, for generelt igennem hele spillet er det nogle ganske troværdige personligheder, man møder, og det gør det til en sand fornøjelse at føre de forskellige vigtige og mindre vigtige samtaler.

Mass Effect 2

Ingen er perfekt
Selvom Mass Effect 2 uden tvivl er ganske og aldeles fremragende, så er der alligevel nogle ting, som er mindre fede. I ny og næ møder man nogle underlige fejl, som kan betyde, at man selv eller en fjende sidder fast bag en væg eller inde i en kasse, hvilket medfører, at man er nødt til at indlæse et tidligere savegame. Desuden er det værd at bemærke, at ”Resume” ved død ikke indlæser seneste autosave, men seneste manuelle save. Undertegnede mistede selv adskillige timers spilletid ved at lære dette på den hårde måde. Sørg derfor for at gemme jævnligt undervejs – det tager alligevel kun bogstaveligt talt 1 sekund.

En anden ting man bør sørge for at gøre er, at installere spillet på Xbox 360-konsollens harddisk. Hvis man lader være med at installere spillet, vil man til tider opleve meget lange indlæsningstider, som hurtigt bliver kedelige at kigge på.

Mass Effect 2

En anden mindre spændende ting ved Mass Effect 2 er de tre typer mini-spil i spillet. Hver eneste gang noget skal hackes, hvilket ét eller andet skal næsten hele tiden, møder man én af to mini-spil, hvor man i den ene mere eller mindre spiller vendespil, og i det andet skal man finde et billede med tekst, som ligner det viste – det er præcist lige så kedeligt, som det lyder.

Det tredje og sidste mini-spil skal man hygge sig med for at indsamle størstedelen af de ressourcer, man får brug for, for at opfinde nye våben og foretage diverse opgraderinger. Her skal man scanne diverse planeter indtil en måler giver udslag ud for én eller flere af de fire typer ressourcer og dernæst sende en probe ned på planeten for at høste ressourcen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om denne måde at skaffe ressourcer på, da det på den ene side faktisk kan være halv-spændende at holde øje med de store udslag, men på den anden side er noget af det mest kedelige, jeg nogensinde har prøvet.

Mass Effect 2

Årets rollespil?
De sidstnævnte mindre fede ting ved Mass Effect 2 lyder måske ret antiklimatiske, men de formår alligevel kun at lave nogle så små og komplet ubetydelige ridsen i lakken, at spillet alligevel skinner lige så meget som solen direkte i ansigtet – et bedre rollespil skal man i hvert fald lede længe efter. Hvis man har adgang til en Xbox 360-konsol og bare den mindste smule interesse for rollespil og skydespil, så kan jeg på det kraftigste anbefale Mass Effect 2 – det er ganske enkelt fænomenalt!

Levetid: 10/10
Grafik: 10/10
Gameplay: 9/10
Lyd: 10/10
Samlet score: 10/10

Vi glæder os: Over et så utroligt flot og imponerende rollespil, der helt sikkert sætter helt nye standarder. Dette spil alene er grund nok til at eje en Xbox 360.

Vi keder os: Over mini-spillene i længden og over indlæsningstiderne, hvis spillet ikke er installeret.

Vi kunne godt tænke os: Mass Effect 3 meget hurtigt, tak!

Anmelder: KA Pedersen
Venligst udlånt af: Electronic Arts
Udvikler: BioWare
Spec. Features: -
Max. Opløsning: 1080p
Ude: Nu!
Antal spillere: 1
Genre: 3. Person Role-Playing Shooter


Relaterede indlæg:

{ 8 kommentarer… læs dem forneden eller tilføj din }

1 batman 2010.02.02 kl. 21:33

Godt review. Bare synd at det kun er rygter der kører omkring at det vil komme til PS3. :)

2 patrick dyremose 2010.02.02 kl. 21:51

jeg ville helt vildt gerne være hypet omkring det her spil ;S.. desvære er rpg slet ikke mig.. kun fallout 3 har haft fanget mig af en eller anden mystisk grund

... så kan mass effect være så veludført som det er, men i sidste ende ville det være som at sætte et perfekt electronica nummer på til en der er fan af heavy metal :) ...

jeg regner med at jeg gir det en chance... på et tidspunkt

3 Martin Zastrow 2010.02.03 kl. 01:54

jeg har nu gennemspillet det til pc med fuld grafik som slår xbox... jeg synes altså ikke det er facinerende... synes Dragon age var pænere på mange måder, og selvom det ganske vidst havde en fed historie, synes jeg langt fra det fangede mig så meget som DAO... :P har aldrig RIGTIG været så vild med Bioware's spil, jeg kan godt lide at gøre tingene 100% som JEG vil... tage ud og grinde lidt XP eller what ever... men det er der ikke mulighed for her :(

4 Deb 2010.02.03 kl. 09:52

Jeg er vild med dette spil . Uden tvivl et af de bedste spil jeg har spillet i denne generation!

5 batman 2010.02.03 kl. 14:13

Prøv at læse det her.

The Unreal Engine is cross platform, hence the PS3 code. This was brought up back in Mass Effect 1 days as well.
Mass Effect is for the PC and Xbox 360.
LOCKDOWN!
BioWare

6 Auron DK 2010.02.03 kl. 16:53

Lige for at være total fesen, så synes jeg faktisk bedre om den første Mass Effect. Synes ME2 har lavet spillet mindre og på mange måder meget mere simpelt, og nu føler jeg mig personligt som en der elsker twists og komplekse ting i spil. Noget der især gjorde mig nedtrykt, var dialogen i spillet. Den er utroligt simpel og meget nem at gennemskue. Ingen større problem at finde ud af hvor de bedste svar ligger når en blå eller rød knap pænt peger det ud for en. Stram op Bioware, og giv os mindre "denne knap = win", eller i det mindste gør det til en skill som tilbage i 1'eren.

Mass Effect 2 er bestemt ikke et dårligt spil, men det det er heller ikke spilverdenens messias. Så synes personligt den ligger på en 8'er i overall score.

7 Nightbreedster 2010.02.04 kl. 00:06

For det første så er der en fejl i anmeldelsen.. når man dør loader den ikke ens sidste manuelle savegame men ens autosave-game..

#2 hvis du ikke er til RPG så kan du rolig købe dette spil da der er taget så meget ud af dette spil i forhold til ME1 at det er blevet en shooter..

#6 Stortset enig i alt, Dialogen er vild dårlig, minigames er alt for kedelige og ens weapon/armor system fra ME1 er helt væk, så du er faktisk ikke i stand til at tage de valg du egenlig gerne ville tage...VILD ØV!!!

Jeg vil dog sige at alt er ikke så skidt endda' for grafisk er det en perle, historien er også ok, og jo der er twist's i spillet som man ikke regner med.. så alt i alt ville jeg nok også være sparsom på karekterskalaen og stræker mig til et 8 tal, men 8 ud af 10 er også fint...

8 rolf 2010.02.04 kl. 18:33

syntes klart 1'eren er bedst. og grafikken er flot. men langt fra killzone 2 og unchated 2. derfor kan dette da umuligt få 10 i grafik. dog syntes jeg jo så at den skulle havde haft 10 i gameplay :)

men den er da købt til pcen

Skriv din kommentar

Forrige artikel:

Næste artikel: