Da jeg spillede Army of Two første gang, var det singleplayer, og det stank. Da jeg spillede det anden gang, var det i split-screen, og det var noget bedre. Nu sidder jeg med det næste spil 40th Day, og både i singleplayer og online co-op er det faktisk rigtig underholdende.
Stedet er Shanghai. Salem og Rios er tilbage, sejere og bevæbnet til tænderne som vanligt. Stedet ligner en sand turistfælde, indtil spillet er ca. 5 sekunder gammelt. Herefter bryder helvedet mildt sagt løs, og de gigantiske højhuse styrter til jorden, store Boing-jumbo jets kommer blæsende lige over hovedet på de to lejesoldater og eksploderer. Der er ikke mange steder, man lige umiddelbart føler sig sikker.
Godt i singleplayer - bedre i co-op!
Der er blæst fanfare for en storstilet action-fest, og det betyder så samtidig også, at jeg umiddelbart synes, at selve historien meget hurtigt ryger i baggrunden. Den er ikke serveret synderlig godt, men er omvendt heller ikke lige det, der får mig til at kaste spillet i konsollen. I stedet er spillet bygget op som en ren co-op-titel, hvor EA dog har formået at gøre singleplayer-delen langt bedre end i det første spil. Når en udvikler gemmer selve historien i radio-logs, der skal opsamles igennem spillet og lyttes til i pausemenuen, så synes den heller ikke så vigtig.
EA har egentlig taget de dele, der fungerede i det første spil og bygget videre på oplevelsen i 40th Day. Det betyder, at der er blevet tilføjet lidt taktiske muligheder. Man har eksempelvis muligheden for at lade som om, at man overgiver sig for på den måde at vinde en lille fordel, hvis der er for mange fjender på en gang. Der er også tilføjet en række ”moralske valg” gennem spillet, hvor man skal vælge mellem f.eks. at slå en tiger ihjel, eller lade den leve, lade en stikker slippe væk, eller fylde ham med varmt bly osv. Udover nogle mindre påvirkninger senere i spillet, så fungerer disse mest som et afbræk i spillet, og efterfølges af en lille fortælling i tegnede stillbilleder om, hvad dit valg så betyder for denne person efterfølgende.
AI på online-spillere kan desværre variere
Hvor klog din online-medspiller er, er svært for udviklerne at gøre noget ved. Men fjendens AI er blevet forbedret og fungerer temmelig godt. Til tider er de en smule for statiske, men generelt kan en fjende godt finde på at finde alternative placeringer, bedre dække osv. Hvis du spiller 40th Day i singleplayer, så er der heldigvis også en temmelig god makker, der styres af spillet. Det er befriende at opleve, at denne selv tager initiativ og til tider faktisk rydder vejen for fjender foran dig.
Spillet er ganske godt bygget op omkring co-op, man har en såkaldt Aggro-måler i toppen af skærmen. Den viser, hvem af Rios eller Salem, som via beskydning af fjenden har deres opmærksomhed. Det betyder med andre ord, at det er muligt at give den anden en ordre til at skyde løs mod fjenden og dermed pådrage sig al opmærksomhed, mens man selv flankerer fjenden og kan meje dem ned uden problemer. Det fungerer ganske godt i praksis, og specielt ved de forskellige mindre boss’er, man møder gennem spillet med Gatlings, flammekastere osv. og en udrustning, der som regel kun har et enkelt svagt punkt. Samarbejde er vejen frem både i singleplayer og co-op.
En sodavands-dåse som lyddæmper eller højteknologi?
Man kan ikke sige Army of Two, uden også at forvente et bredt våbenarsenal. Det er dog ikke noget, man bare får smidt i nakken, i stedet skal man optjene penge via missioner og købe våben, samt en række af de opgraderinger, der er mulige, og som forbedrer og kan ændre et våben dramatisk. I Shanghai er der naturligvis også en række civilister, og igennem spillet sættes man gentagende gange på mindre delopgaver, hvor man har mulighed for at redde dem. Det er ikke nødvendigt at gøre, men giver et godt afbræk i spillet – og bonus er udover penge, at de tit åbner op for ellers låste våbendele og opgraderinger. Problemet er dog, at man tit gør sig god til et enkelt eller to geværer og opgraderer dem og ”glemmer” at teste de andre våben – men også fordi der ikke er stor forskel på slagkraft og præcision, når det kommer til stykket.
Intet skydespil uden et cover-system. Det fungerer halvautomatisk forstået på den måde, at hvis Salem eller Rios presser sig op mod en forhindring, går de i cover, men til tider er det også nødvendigt lige at knæle, så man er helt dækket bag eksempelvis en sygeseng, man lige har vippet omkuld. Det fungerer udmærket, og heldigvis er det sjældent, at Salem eller Rios automatisk ”klistrer” mod et cover – dette sker kun, hvis man bruger rullefalds-knappen lidt for heftigt.

Spillet gemmer også på en multiplayer-del. Det stiller lidt unikke krav, da man på et hold skal holde sig til sin makker og prøve at samarbejde sig gennem Extraction, Co-op Deathmatch, Control og Warzone. Desværre var det ikke muligt at få igangsat MP-kampe inden for anmeldelses-perioden.
Pengene er brugt andre steder end på stemmeskuespillere
Man skal ikke forvente det store stemmeskuespil i 40th Day. Der er lidt hø-hø-bemærkninger fra tid til anden, men fokus er eksplosioner, fjender og at undgå at dø, så ens makker ikke skal rende og genoplive en igen og igen.
Grafisk så har EA bygget lidt videre på Army of Two-kvaliteten og forbedret enkelte områder. Men generelt så er vi ikke ude i store grafiske oplevelser i klasse med eks. Uncharted 2, Assassin’s Creed 2 eller Modern Warfare 2. Men spillet klarer sig igen igennem via et ganske godt gameplay, en sjov oplevelse, og så kan man sagtens overleve, at det ikke er den skønneste og mest detaljerede grafik.

En positiv overraskelse
Samlet set så byder Army of Two: 40th Day heldigvis på en overraskelse. Jeg havde godt nok fået en smagsprøve, da EA viste det frem i London i november, men almen skepsis holdt alligevel, indtil jeg havde spillet et par timer af den endelige version. Det er sjovt, der er masser af action, det er som en Blockbuster-film fra Hollywood, hvor historien måske kan stå på bagsiden af coveret til DVD-versionen, men underholdningen holder en gående gennem hele filmen. En rigtig god 2’er, der slår det første spil.
Levetid: 7/10
Grafik: 7/10
Gameplay: 8/10
Lyd: 7/10
Samlet score: 7/10
Vi glæder os: En noget bedre oplevelse end det første spil, og at udviklerne forsat tør fokusere på CoOp-delen, samtidig med at spillet faktisk også er ganske godt i singleplayer.
Vi keder os: Over den lidt for gentagne missions-opbygning, og et tamt stemmeskuespil. Som sagt er historien vist ikke det bærendei spillet, men de kune godt have brugt flere kræfter på den trods alt.
Vi kunne godt tænke os: At se hvad EA ville få ud af spillet, hvis man gjorde det til en AAA-titel, og dedikerede mere mandskab og budget på det.
Anmelder: Thomas Frederiksen
Venligst udlånt af: EA Nordic
Udvikler: EA
Spec. Features: -
Ude: Nu!
Antal spillere: 1-2
Genre: Action/Adventure
Relaterede indlæg:




{ 4 kommentarer }
"En rigtig god 2’er, der slår det første spil."
Det var lige det jeg havde brug for at høre.
Helt enig.
Historien i spillet er mildest talt fraværende, hvis ikke helt væk. Til gengæld er selve gameplayoplevelsen helt i top - så hvis EA skulle lave en 3'er ville jeg fokusere på to aspekter.
- Gøre spillet længere, det er blevet bedre i 2'eren - men det kan virkelig forbedres.
- Lave en holdbar historie, det er i princippet først til sidst at man har et mål man kan forholde sig til. Resten af tiden er det bare "shoot-to-kill" og næste bane.
Jeg synes spillet er virkeligt ringe
Synes det er ekstremt ensformigt, banlt og at både våbene, fjenderne og banerne er kedelige
Måske 4/10... ikke mere
Det spil får ros fra anmeldere fordi det i reklamer og trailers gøres til noget det ikke er - det er IKKE et godt skydespil!
Syntes det er meget meget vigtigt at påpege at man bør KUN købe dette spil for dens co-op hvilket virkeligt er det eneste der fungere som det skal, og jeg kan kun sige jeg elsker at spille det i co-op. Nå ja, og så de mange kombinationer af våben og hvor utroligt grimme man kan gøre dem.
Men køber man det for andet end co-op så bliver man snydt, det når simpelt hen ikke andre spil i dens genre til sokkeholderne når det kommer til single player eller Online Multiplayer, indrømmet jeg har ikke prøvet online co-op, men jeg for også min dosis af dette via PC spil som l4d og Wow. Så i sidste ende bør Army of Two kun købes hvis man har en anden person at spille med.
Har fundet en del bugs men forventer lidt at EA smider en patch, måske med noget extra content efter den snart, gjorde de ihvertfald med det forrige. bugs er som 1 ting lyd der forsvinder
Comments on this entry are closed.