Avalanche Studios lægger ikke skjul på, at Rico Rodriguez, og Just Cause-spillene er ren popcorn-action, hvor de fysiske love bøjes mere end forbi det punkt, hvor den burde knække. Nu har vi så fået lov til at prøve spillet, og må gladeligt erkende, at det også er sjovt at spille og underholdende at kigge på.
Man skulle jo nødig have for frie tøjler...
Vi kastes ud i spillets intro og får lov til at spille et par missioner, mens den lokale PR-kontakt holder øje med, at vi ikke foretager os noget, vi ikke må. Spillet er godt nok låst for andre missioner, men visse spiludviklere (eller skal vi bare sige distributører) er noget topstyrende, og Square Enix Europe (som har ”spist” Eidos m.fl.) har tydeligvis stramme tøjler stadigvæk. Skidt med det, det er altid underholdende at have en at småsludre med undervejs.
Rico Rodriguez starter med at kaste sig ud fra en helikopter i frit fald og afventer, at jeg trykker på udløsning af fladskærmen. Under ham venter Panau, et ø-rige som har en tumult-agtig historik, hvori der har været flere forskellige koloni-magter. Nu står det billedeskønne område tilbage med alt fra jungle, snebeklædte bjergtoppe, hvide sandstrande og alt fra landsbyer til storbyer. Der er stadig tumult i landet, bl.a. med Ricos tidligere chef fra The Agency. Han er smuttet med kaffekassen (et pænt 3-cifret millionbeløb naturligvis) og driver nu diktaturlignende aktiviteter fra et sted på Panau.
Jorden kommer nærmere med høj hastighed
Men tilbage til det med faldskærmen. For selvom historien er den ”røde tråd” i spillet, så gemmer Panau på forskellige fraktioner af oprørsstyrker, militær, lejesvende osv. så der er nok at komme i gang med, og derfor må vi hellere sørge for, at Rico ikke starter med at splatte ud på den lerfarvede jordskorpe.
Jeg lander forholdsvist sikkert og får samlet de første par våben og tilbehør sammen, inden et frit fald byder på første landsby og første lille delmission. En god start med moderat modstand og nogle kasser, der skal tømmes for indhold. Jeg får styringen på plads via learning by doing, og efter 5-10 minutters tilfældig og lidt uregnelig renden rundt, begynder kontrollen af Rico og hans grappling-hook, våben, bomber mv. at være på plads.
Man kan vænne sig til meget - se bare de lokale øboere
Der er en underlig blanding af afslappede beboere i landsbyen og rimelig aggressive fjender, der gerne ser Rico dø af heftig blyforgiftning. Efter at have vænnet mig til, at Rico kun kan løbe i lunte-tempo, begynder bevidstheden at tillære sig, at en grappling-hook absolut er en genvej til at komme fra A til B uden særlig mange skridt foretaget. Hvis du ikke lige ved, hvad aggregatet som er placeret på Ricos underarm er, så forestil dig Batmans våben, der med et skud hen på en given overflade, som regel altid fæstner sig, og hiver, i dette tilfælde, Rico hen til stedet med en hulens fart.
Det siger også lidt om den noget ”lemfældige” omgang med den virkelige verden, at vi senere bruger grappling-hook som våben, hvor jeg først udvælger mig en fjendtlig soldat, og herefter fører sigtekornet over mod eksempelvis en høj statue, og vupti, så flyver den stakkels fjende hen og op mod statuen og klaskes fatalt ind mod den.
Altid fedt at måtte "låne" køretøjer fra lokalbefolkningen
Efter den korte introduktion til våben, grappling hook, lidt frit fald, og nogle lækre C4-eksplosioner, føler jeg mig klar til at søge videre mod næste mål, en fjendtlig installation små 3 kilometer væk. Jeg nupper derfor naturligvis et køretøj fra den nærmeste øboer, og sætter mig bag rattet et par minutter, mens turen køres i hvad der umiddelbart føles som en nogenlunde 1 til 1 oplevelse af tid og kilometers kørsel.
Just Cause 2 anvender de velkendte faktorer for, hvad der udløser missioner, og hvad der angiver styrken på det til enhver tid gældende fjendebillede. Jo mere Rico smadrer, og jo flere han pløjer ned med sniper-riffel, semiautomatiske geværer, håndvåben, eller blot tæver dem til døde med grappling-hook, har indvirkning på hvor stor en styrke, som fjenden kaster efter dig, og om det udelukkende er fodtusser, eller måske et par helikoptere med missiler og piloter, der har spist rigelig med sigtebrød.
Der er action fra start, og ... for det meste generelt
Rico lander naturligvis i en hvepserede, der uden lige består af aggressive soldater, små skyttegrave med store våben peget lige imod ham. Men det er naturligvis blot et spørgsmål om at kombinere snilde, flid og en smule snyd (sidstnævnte fordi Rico bare er så meget bedre end alt) – og så er den værste koncentration af fjender ”neutraliseret”. Nu stiger ”Chaos”-graden i spillet, og det får samtidig fjendebilledet til at udvikle sig. Det er som om, de rammer lidt bedre, og de fjendtlige soldater er gået lidt længere ind i våbenrummet, for nu er det RPG’s, sniperrifler og en lige lovlig hed oplevelse.
Det ender selvfølgelig med, at jeg kaster Rico ud i den klassiske ”Bruce Willis/Tom Cruise”-scenarie – hvor jeg til sidst bare styrer Rico ned i bunden af heksekedlen, tager begge håndvåben til brug og mejer fjenden ned, kaster et par sticky C4-ladninger og når lige at få trukket en vis del op over installationens ydervægge, inden vi fejrer en lokal nytårsaften helt uden for sæson, men med et stort brag. Efter dette udnytter jeg tiden og lysten til at få smadret mere af fjendens installationer i form af antennemaster, bygninger, tanks osv. Det er også måden at få åbnet op for nye misioner, få nye våben, få tilføjet ting man kan købe på det sorte marked (mere herom i morgen) osv.
Den grafiske oplevelse er umiddelbart en blanding af følelser, der går på, at der vil jeg gerne på badeferie, og ”det var sørme da nogle pæææne eksplosioner”. Selvom oplevelsen her er styret i en uden tvivl rimelig fejl-testet udsnit med de første 2 missioner af spillet, så sidder man med en god fornemmelse for, at man har lyst til meget mere. Det er ikke med animationer og detaljegrad som Assassin’s Creed 2 eller Uncharted 2. Men spillet holder absolut vand og giver nogle lækre grafiske oplevelser, udover ikke umiddelbart at være særlig plaget af pop-up, glitches mv., selvom spillet stadig er ca. 4 måneder fra udgivelsen.
Bliver noget "for meget", hvis det er meningen at være det?
Denne første gennemgang af spillet tog ca. 90 minutter, inkl. lidt fjollen rundt. Den umiddelbare fornemmelse af gameplay er, at jeg har lyst til at spille mere. Samtidig er de her spilsessions delt op i intervaller af 60-90 minutters spilletid, og jeg når ikke at teste om det bliver en smule ”for meget”, hvis man runder 2. og 3. time på Panau i træk.
Omvendt kan man spørge sig selv hvorvidt, at ”for meget” faktisk kan opnås, hvis det i sig selv er målet? Altså når Avalanche Studios blankt går ud og siger, ”ja du kan airsurfe på en Boing” osv., så er standarden ligesom sat og forventningerne bør ikke være; ”arh, det er helt uvirkeligt, at man fra den højde kan hoppe ned i en kasse med hø”.
Der gemmer sig mange obligatoriske og mere frie oplevelser på Panau
Når man så tænker på, at der er massevis af kvadratkilometer at køre, flyve, sejle tyndt med de mere end 100 forskellige køretøjer, at der gemmer sig flere forskellige lejemorderiske, ondsindede, frihedskæmpende, diktator-wannabees på Panau, så er vi overbeviste, om at der gemmer sig en del gode og sjove timer i Just Cause 2.
Vi tager henover de næste 14 dages tid et kig på 4-5 missioner, og er allerede i morgen klar med det første, og for Playstadium helt eksklusive i Danmark, kig på en større mission fra Just Cause 2.
Relaterede indlæg:
{ 14 kommentarer }
Hvo'en er styringen i forhold til 1'eren, er det stadigvæk den her ekstrem meget flydende styring (ment negativt) som 1'eren, hvor sigtekornet nærmest føltes som om det flød rundt på skærmen.
Svært og forklare, men, man ku sige det føltes mere flygtigt end Killzone 2
i Just Cause 1.
Et godt spørgsmål - jeg synes efter lidt tilvænning generelt til styringen, at sigtekornet ikke er "flygtigt" eller meget levende. Det er ikke simulations-præcision, hvilket nogle gange kan være en smule belastende ved brug af grappling-hook. Men det er ikke noget jeg efter lidt over 3 timers spilletid, føler er et stort problem.
Der er en hjælpende auto-aim, som nogle gange hjælper lidt for meget efter min mening, men som samtidig er meget i spillets ånd, altså meget arcade-agtig. Jeg mener at have set at den kan slås fra. Men generelt føles styring af køretøjer, fly, og Rico, samt sigtekornet i 3. person, og snipe som meget anvendeligt.
Men på den opfordring vil jeg grave Just Cause 1 frem fra gemerne, og sammenligne begge spil på et senere tidspunkt. Vi har en række artikler klar de næste små 14 dage fra spillet - og i januar/februar vender vi igen tilbage med meget mere fra Avalanche Studios.
Igen, et fantastisk stykke arbejde! Rigtig godt hands-on. Men kunne godt tænke mig at få mere afvide om combat og våben. Fordi på video ser det utrolig svagt ud. Men føles det bare en smule realistisk på de to punkter?
håber ikke det ender med at blive for overgearet. det første spil var en tand for meget for mig
det lyder til at foregå i rimelig højt gear hele tiden. trailers indtil videre ser da fede ud og det lyder kanon sjovt. så kan jeg lege med simcity hvis jeg vil have lidt virkelighed
må se hvor meget der lander i marts måned. januar og februar ser ud til at blive dyre efter en dyr jul. men en god refinansiering af lånet og så er der måske også plads til jc2
bring it on. det kan da ikke blive for meget så længe det er sjovt og godt lavet?
lækkert arbejde lyder som en overvejende god oplevelse og mere fra det første spil. glæder mig til at se just cause i en flottere next-gen udgave
rico ER bare for cool. spiller stadig just cause ind imellem.
hatten af og stor misundelse. det er også et af de rigtig sjove spil jeg stadig kan finde på at spille bare for at lave noget skørt og falde 40 meter uden at slå mig.
Angående våben og combat, så kommer vi lidt nærmere ind på det i komemnde artikler. Der er ikke sådan realisme i det, forstået på den måde at både fjenden og Rico kan tage imod en del flere bønner end man ville kunne i den virkelige verden.
Men der er en umiddelbar god spredning på våbenudvalget, og når vi senere hen fortæller nærmere om mulighederne for at bruge sortbørs-handlere til at levere våben, opgraderinger, speedbåde, flyvere, og meget andet - så begynder alsidigheden at brede sig.
Vi taler trods alt stadigvæk på baggrund af afgrænsede spilsessions, så et flow er nok svært helt at sætte sig ind i før vi i januar får lov til at kigge på noget kode i ro og mag på redaktionen.
Auto-aim som nævnt kan måske synes lidt for "hjælpsom" - men det klæder umiddelbart spillet at det er implementeret godt på den måde, da simultaion og et "realistisk feel" bare ikke står mål med meningen med spillet, og de udmeldinger Avalanche selv har meddelt om deres hensigt med Just Cause 2.
det virker meget over the top og næsten plat?
hvis man synes at XXX var en plat film og at det skal være simulation og drama så er det vist ikke just cause der skal spilles. hvis i har en xbox 360 så prøv og finde det første spil billigt. og prøv det så i stedet for at brokke sig.
enig man skal ikke brokke sig over at at matador ikke er fyldt med action og at just cause er for fyldt med action. ting man putter i kasser skal passe derned og kan man ikke li det så lad dog vær med at åbne kassen. kort sagt just cause er vildt overdrevet og fedt
Comments on this entry are closed.