Hands-on PSN: Hustle King

af Simon Lauridsen den 2009.12.03 · 2 kommentarer

i Featured, Hands-on, Nyhed, PS3

Billede til Hands-on PSN: Hustle King

Vi har kridtet køen, anbragt fingrene på filten og taget sigte, for at ramme oplevelsen af Hustle King med beskrivende ord. Med flot og detaljeret grafik og avanceret fysik lover Hustle King til at blive et rigtig solidt poolspil, der kan give pool-entusiaster, hvad de længe har ledt efter.

Personligt har jeg aldrig formået at mestre køen på pool-bordet, til trods for min matematiklæres rungende stemme i mit indre øre, der fortæller mig, at indgangsvinkel er lig med udgangsvinkel. Derfor har jeg bevidst heller aldrig satset penge på at vinde over andre i denne koncentrationskrævende sport. Til mit held og formodentlig andres, er det er en del nemmere at mestre Hustle King, og det er uden at følelsen bliver flad eller urealistisk.


Hustle King

En udfordrende vej til succes
Faktisk er hele spiloplevelsen smedet sammen med en god portion realisme og en række udfordrende opgaver, der hurtigt kan give din kostbare fritid ben at gå på. Du får muligheden for at arbejde dig fra amatørrækkerne i karrieredelen til de professionelles borde, hvor det som regel er lidt sjovere at være med. Du vælger selv hvilke udfordringer du har i sinde at tage og kan komme ud for at spille 8-ball, nineball, trickshot og andre udfordringer, hvor det eksempelvis gælder om at sende dine modstanderes baller i, før de skyder dine i - en slags last man standing.


Hustle King

Det, der gør spillet lidt mere interessant, er de point, man belønnes med, når man vinder, men også når man udfører avancerede skud. Udfører du eksempelvis et skud, hvor du rammer et par bander inden og bruger en bal som mellemled til en sænkning, så belønnes du med et multiplum af et vist antal point. Pointene kan bruges til at åbne op for nye trickshots, men også til nyt kridt og nye køer samt andet, der kan findes i Hustle King-butikken.


Hustle King

Få ballen til at hoppe og vride sig på banen
Før du kan tjene point, kræver det dog, at du mestrer styringen i Hustle King, som giver dig en række alternativer. F.eks. kan du vælge at gøre brug af analogen til at støde med og bestemme din præcision, eller du kan bruge ”tryk-på-det-rigtige-tidspunkt”-funktionen til at afgøre, hvor præcist dit skud bliver. Foruden din præcision kan du bestemme farten på dit skud, hvor meget cue-ballen skal skrue, om den skal hoppe over en bal, eller der skal backspin på. Alt dette, på nær hårdheden af skuddet, styres med dine analogpinde, som virker utrolig nemt at lære og meget tilfredstillende.

For både fysik og grafik funkler på det filtbeklædte poolbord, når du sender ballerne af sted i det ene spil efter det andet. Ballerne giver tilpas genskin, detaljerne er utrolig skarpe, og det, der foregår på banen, reagerer som man kunne forvente. Jeg oplevede dog lidt problemer med kameravinklerne, som ikke altid ville skifte til den udgangsposition, som jeg ønskede, men mon ikke der bliver rettet op på i den endelige udgivelse.


Hustle King

Hustle King er i stødet
Hustle King kræver nok lidt, at du har interesse for pool og/eller hårde kugler. Spillet skal dog alligevel have ros for de mange ting, det byder på, og med en onlinedel der kommer til at byde på en masse forskellige spilmodes og med ”Hustle rum” med plads til 64 spillere, bliver der rig mulighed for at finde udfordring og underholdning. Du bør derfor nok se dig om efter denne titel, hvis du har savnet en solid pooloplevelse på din PS3, for denne titel virker allerede nu rigtig gennemført.


Relaterede indlæg:

{ 2 kommentarer }

1 carsten 2009.12.03 kl. 18:20

billard og pool skal spilles på den lokale med en fadbamse eller 12!!!

2 Ludoman 2009.12.03 kl. 21:44

Det kunne da være rart med en oplysning om forventet udgivelsesdato :)

Comments on this entry are closed.

Forrige artikel:

Næste artikel: