Billede til Review-PS3: Assassin’s Creed 2

Review-PS3: Assassin’s Creed 2

af Thomas Frederiksen den 17/11 · 29 kommentarer

i Featured, Nyhed, PS3, Review

"Et flot spil, der fik en del ros, men hvis eftermæle ikke stod mål med modtagelsen". Assassin’s Creed var en ny oplevelse uden tvivl, men bestod af et rimelig ensformigt gameplay. Væk er minderne (næsten), og nu byder Ezio Auditorre de Firenze på den rigtige oplevelse – sådan som Assassin's Creed burde have været.

Måske var jeg ikke målgruppen for det første spil - måske var Atäir bare ikke en person, man kunne leve sig ind i, måske var der lagt for mange kræfter i parkour-elementet og bevægelse i store folkemængder. Jeg ved det ikke – faktum er dog nu, at jeg ikke slap Assassin’s Creed 2 fra konsollen, før jeg fik det gennemført for et par dage siden, og nu ser frem til næste kapitel. Hvorfor skal jeg forsøge at forklare.

Assasssins creed 2
 
Et nyt land, en ny tidsperiode, et helt nyt spil
Tidsperioden er, som du nok er blevet bekendt med, renæssancen, omkring 1470-1490’erne groft sagt. I stil med begyndelsen af Assassin’s Creed, så starter man i det små. Faktisk starter du med at se din egen fødsel som Ezio (efter at have sluppet fri fra Organisationen Abstergo som Desmond Miles – men han er jo ”bare” manden i maskinen… indtil videre).

De første par ”år” af spiloplevelsen foregår i smukke Firenze, hvor Ezio er en charlatan, charmør, småsnobbet rich kid, der lever fra dag til dag uden de store overvejelser. Han er lidt en ungpigernes ”ven” og går ikke af vejen for at parkour-klatre til sin skønjomfrus vindue og ”overnatte” der, og vinke til den arrige, jagtende farmand, når han hopper ud ad vinduet igen om morgenen. I bund og grund en bekymringsfri hverdag. Det fungerer egentlig som en slags tutorial, og det er en god måde at udføre det på.

Assasssins creed 2
 

Hverdagen afbrydes dog brutalt og leder Ezio på en noget anderledes vej, end man nok umiddelbart ville have kunnet aflæse i stjernerne. Det leder ham ind i en historie, som formår at fænge, give mening og skærpe appetitten efter mere.

Der er lagt mere vægt på en interessant historie
I Assassin’s Creed 2 gives muligheden for indlevelse i hovedpersonen, men Ubisoft har også opbygget et person-galleri, der både giver mening i historien, der er historiske fakta om,tillagt lidt fantasi, men som har en rød tråd i handling, spænding, og som man nærmest får lyst til at Google videre på bagefter (tjek bl.a. Medici-familien). Heldigvis er der rigelig med information om personerne i enten tekster eller mindre videoklip.

Assasssins creed 2
 

Det samme gælder de billedskønne omgivelser, som spillet opleves i. Der er gjort noget ud af detaljerne, og flere steder oplever du selv samme storslåede arkitektur, som en tur til byerne vil kunne give i dag. Ikke at det måske er noget specielt i et spil, men det skærper indlevelse og interesse for det, man render rundt i i en 20 timers tid – også selvom man fravælger at kigge på alle tekstfiler, som er let tilgængelige, når man går ind i et område, der har et eller andet historisk/arkitektonisk/kulturelt interessant over sig.

Hvad indeholder Assassin's Creed 2?
Det samme, som det første spil (udsigtsposter, planlægge hvordan DU vil udføre mordet og hvorfra, flugtrute-planlægning osv.), tilsat ”det som manglede”. Der er stadig en hest, du kan ride på, men afstande er langt mindre. Der er også ”fast-travel”-boder, hvor du straks sendes til det ønskede sted, endda tit med flere forskellige ”landingsmuligheder” i større byer som f.eks. Venedig.
Der er udvidet på kampdelen, så det er let at gå til, alsidigt nok til at man ”nyder” snigmordene, og har svært ved ”ikke lige at spidde en vagt, der går med ryggen til” – man har vel ikke en ”skub-opper” af et knivsblad i ærmet, hvis man ikke skulle bruge det?

Assasssins creed 2
 

Man skal ikke længere rende over stok og sten for at finde person X, og så tømme dennes lommer eller lytte til hints og så rende tilbage til person Y for nye informationer. Spillet er langt mere missions-baseret på en mere ligefrem måde, og det er blevet spundet godt sammen med historien. Der er indlagt et ”notoriety”-system, der påvirkes af dine handlinger, nedslagtninger af folk i det åbne, eller at stikke civile ned. Alt efter omfanget, så stiger kendskabet til dig som person, som også kan høres fra dedikerede nyhedsbringere (tænk Ekstra Bladet i mundtligt format), der råber ud til interesserede i folkesamlingerne. Det betyder også, at vagterne langt hurtigere lægger mærke til dig og bliver mere mistænksomme, end hvis ” you work in the darkness, to serve the light”, som det hedder sig som en ægte Assassin.

Assasssins creed 2
 

Masser af gameplay og en del replay-værdi
Det er lidt svært at komme dybdegående og "forklarende" omkring alle de tiltag, Ubisoft har gjort sig, i ævred på at gøre denne oplevelse mere komplet. Men kort fortalt så: Møder du Leonardo Da Vinci, som hjælper dig med nye opfindelser, han afkoder også codex-sider, som er en del af den store historie. Du har mulighed for at tilkøbe dig hjælp fra lommetyve, lejesoldater og kurtisaner (tænk Anni Fønsby, bare billigere) til at hjælpe dig. Sidstnævnte kan eksempelvis forføre vagter væk fra en indgang, og du kan snige dig indenfor. Fjernet er endeløse rideture henover stepperne, der er skruet på styringen, inddraget vand og svømning mv.

Der er også lagt en lidt vag gameplay-feature ind, hvor man skal sørge for sit mondæne palads af en bygning og den by, det hører til. Egentlig er det Ezios onkels, men du hælder glad flere penge i restaureringen af landsbyen, som så samtidig genererer penge til dig hvert 20. minut i spillet (en lidt for nem måde at komme til penge på). Men omvendt alligevel et godt lille tiltag, som er med til at adsprede spiloplevelsen, men det kunne godt være udbygget til at være mere omfattende og betydningsfuld.

Der er hældt ”vanlige” spil-forlængende dele ind, så man kan søge efter emblemer, finde fjer, løse lejemords-kontrakter, eller opsøge utro ægtemænd på foranledning af de forsmåede kvinder og banke lidt fornuft ind i hovederne på dem (altså i den utro ægtemands…).

Assasssins creed 2
 

Mest Ezio, knap så meget nutid
Kombinér det (og lidt andre ting, vi har glemt eller måttet udelade), med en, som før nævnt, interessant og udviklende historie, så har du grundene til, hvorfor jeg havde svært ved at slippe Ezio og AC2. Det er også befriende, at Ubisoft har valgt at fokusere på historien i Animus, hvor Desmond Miles ligger og opsøger sine gamle DNA-minder. Der er knap så meget trafik frem og tilbage, og det gør at man aldrig mister den røde tråd.

Tilsæt så en grafisk oplevelse, som jeg mener, er ramt rigtig godt. Der er nogle små ridser i lakken og grafiske glitches her og der – men i det store hele er det en flot oplevelse – specielt var karnevalet i Venedig hyggelig at opleve. Lydeffekter og musikken i baggrunden understøtter godt og er gennemarbejdet. Nogle ting er gjort lidt statiske omkring halskæder osv., men er uden tvivl et valg, der er gjort for at få det hele til at køre strømlinet.

Assasssins creed 2
 

Selv en renæsscance-mand snubler til tider
Når jeg nu har sagt, at grafikken er flot og strømlinet, så kræver det også en opfølgning på det knap så skønsomme. Der forekommer en del pop-up i spillet. Det er nogle gange værre end andre. Som helhed er det ikke noget, man lægger meget mærke til, men alligevel nok til at det skal nævnes, og til at man bander lidt over det. Det er specielt svært at elske udviklerne, når en gondol popper frem to meter foran Ezio ud af det blå, eller et træ gør det, huse osv. Draw-in distancen – altså hvor langt du kan se, er umiddelbar rigtig god de steder, hvor der udsigt. Men ”i dagligdagens” snævre gader og ved moler, så er det skuffende, at det sker.

Et andet problem, som man efterhånden ikke bør opleve i slutningen af 2009, er de mange loading-afbræk, som missioner giver. Det er lidt for tit, at man ”kastes” ind i en pauseskærm, hvor man kan styre Ezio eller Desmond og få lidt tekst-tips om spillets gameplay. Det bør ikke være nødvendigt i det omfang. Altså, hvis du går hen og aktiverer en samtale om en mission, og så siger nej til denne, så skal spillet loade, før du kommer tilbage igen. Godt nok kort, men er stadig et afbræk.

Assasssins creed 2
 

Til gengæld er det forfriskende at lytte til stemme-skuespillerne, og specielt det syngende italienske sprog - der varieres mellem det og engelsk med en stadigt syngende accent. Det er sgu lige før, jeg smider en hjemmelavet pizza i ovnen derhjemme og spørger dig om, hvornår det er din Dolmio-dag.

Det er også fedt, at man har lavet nogle animationer af snigmord mv., der ikke lægger fingrene imellem, men viser hvad Ezio gør bedst – ”one-stab-kills”. Det er en brutal hverdag, som Ezio langsomt henover de år, som historien følger ham, involveres i - det vises med al tydelighed.

Vi er nok derhenne, hvor der skal afsluttes. Selvom jeg nu er blevet vant til, at samtaler tit afsluttes med et ”Riposa in Pace” - hvil i fred - så vil jeg fremhæve, at der er flere absolutte positive ting ved AC2, end der er dårlige. Der er sikkert folk, som vil mene, at måden man skal få fat i Codex-siderne er for gentagende, og at sværhedsgraden er en anelse for let. Det kan også være andre ting – men i bund og grund så har AC2 rystet posen godt og grundigt med Ezio Auditorres eventyr i renæssancens Italien. Tilbage står en historie, der bærer spiloplevelsen, og en action der fænger og får en til at søge fremad i spillet.

Assasssins creed 2
 

Jeg spillede det første spil 4-5 timer og tabte så interessen – ikke dermed sagt det er et dårligt spil – men tekniske fejl (rettet af patch senere), ensformighed, gentagelser og lange strækninger til hest, fik mig til at droppe spillet. Assassin’s Creed 2 satte jeg i konsollen, og jeg spillede ikke andet, før det var gennemført. Ikke fordi jeg skulle anmelde det – men fordi jeg havde lyst. Jeg ville se, hvad Leonardo havde til Ezio ved næste besøg, planlægge et nyt snigmord fra uanede højder, og få mere af historien, som (efter sigende) giver noget mere mening nu, end i det første spil.

Spillet tiltaler mig på flere områder. De tekniske fejl, som er tilstede, er ikke værd at belemre spillets karakter med synderligt. Jeg nyder, at min egen naivitet og forhåbninger er blevet opfyldt. Det her er sådan, det første spil skulle have været – jeg er bare glad for, at jeg gav Ubisoft en ny chance for at finde den rette opskrift.

Levetid: 9/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 9/10
Lyd: 9/10
Samlet score: 9/10

 

Vi glæder os: Over at Ubisoft retter op på gamle fejl. Over en fængende historie, et persongalleri der fylder noget og at blive en oplevelse rigere.

Vi keder os: Måske lidt en gang imellem når pop-up driller, når der er en loadingskærme igen, eller når vi ikke kan finde et emblem. (Sidstnævnte er nok mere en irritation over egne evner...).

Vi kunne godt tænke os: At indtænke en eller anden form for multiplayer kunne være interessant, selvom konceptet klart er singleplayer. Samt at få åbnet op for DLC, som kun er med i White og Black edition.
 

Anmelder: Thomas Frederiksen
Venligst udlånt af: Ubisoft Nordic
Udvikler: Ubisoft Montreal
Spec. Features: -
Max. Opløsning: 720p
Ude: 19. november
Antal spillere: 1
Genre: Action/eventyr


Relaterede indlæg:

{ 29 kommentarer }

1 Abcent 17/11 kl. 00:13

Rigtig god anmeldelse. Godt, at høre, at de ensformige missioner fra 1'eren er væk og erstattet. Det var netop det, der gjorde, at jeg ikke spillede det igen, efter at det var gennemført.
Nu ser jeg rigtig meget frem til på torsdag!

2 Loft 17/11 kl. 07:29

Det lyder til at de har rettet alt det, eller det meste af det, der var skide irriterende ved det første spil. Jeg lagde også selv 1'eren ned efter 4-5 timer, men tog det så op og spillede færdigt, da de første nyheder om 2'eren kom og tror da også helt sikkert at jeg vil investere i det nu.

Tak for en god anmeldelse.

3 Steen Sørensen 17/11 kl. 18:19

Ja havde jo faktisk regnet med jeg skulle spille Rachet & clank denne uge, men kan jo købe det her i stedet så, medmindre 1. nævnte spil ankommer mod forventning.

4 Peter Larsen 17/11 kl. 18:24

Et godt, langt review uden at afsløre for meget om spillets handling. Jeg glæder helt vildt meget til jeg henter mit eksemplar af spillet i Gamestop. Jeg havde hørt lidt problemer med drawdistance, så det overrasker mig ikke. Og det er heller ikke noget, der irriterer mig meget, som for eksempel i GTA4. Jeg havde også hørt om nogle framerate drops, har I set noget til det?
Om ikke andet, så glæder jeg mig selv til at prøve spillet. Det er ligesom det jeg har set frem til siden jeg så det første gameplay ved E3. =D

Keep it up' Playstadium! (Y)

5 Thomas Frederiksen 17/11 kl. 18:51

Jeg har i kampe med 8-10 fjender ikke oplevet hakker i frameraten. Og bruger du kombinationer af parering, undvige mv. så får man faktisk et godt angrebsflow så kampene "flyder". Heller ikke i de større menneskemængder er det noget jeg har bemærket - men hvis der er for mange, så flå dan knivsbladet frem og nedbring antallet 8)

6 lars np 17/11 kl. 18:54

fed anmeldelse. havde håbet på lidt mere om historien i spillet men lyder til at jeg bare skal hoppe ud i det.

7 hillemand 17/11 kl. 19:26

god anmeldse selv om andre også skriver lutter gode oplevelser så er jeg stadig lidt reserveret. blev så skuffet over det første spil

8 carsten 17/11 kl. 19:36

jeg var nu ikke så skuffet som mange ellers giver til kende over assassins creed. men de ting som måske var mindre gode lyder det til er blevet rørt godt ud i spildejen så der kan blive lavet bagt lækre julekager med lejemordssmag hvis man forstår sådan en lille en

9 batman 17/11 kl. 19:37

Rigtig god anmeldelse! Er glad for at i ikke siger alt for meget om historien! Fortsæt det gode arbejde! ;)

Men hvad bliver der af Modern Warfare 2? Det kunne være spændende at se hvad i siger til det. :D

10 shamrock 17/11 kl. 19:56

skal købes på fredag og så skal jeg hoppe rundt i weekenden. god anmeldelse

11 andr2999 17/11 kl. 20:14

Godt gået Thomas ;)

12 soren 17/11 kl. 20:26

fandme en i orden anmeldelse lyder som et spil der skal på ønskelisten for budgettet på spil i år er opbrugt

13 lasse 17/11 kl. 20:47

Nu har jeg også haft den kortvarige fornøjelse at spille dette spil.
Når jeg siger kortvarig, så mener jeg at spillets levetid er kritisabel.
Intet ville få mig til at gennemspille det igen, måske ville jeg smide det i maskinen for at vise venner og bekendte hvor fantastisk Ezio kan bevæge sig på og over bygningerne eller hvor latterlig uintelligente vagterne er (præcis som i 1'eren).

Jeg er desværre skuffet.

14 nielsens 17/11 kl. 21:15

hatten af for en god fortælling. blockbuster i får en plovmand af mig når næste månedsløn går ind, og playstadium får drag over nakken hvis i ikke har ret i det i skriver :)

15 Thomas Frederiksen 17/11 kl. 21:22

Lasse: Det er naturligvis en smagssag - jeg mener nu at hvis du går efter at finde de forskellige glyphs, emblemer, statuer mv. så er der rigelig grund til at opsøge spillet igen - ja altså det er så blot min egen mening.

Kortvarig - tjoeh.. men det er nok et spørgsmål om smag. Når der ikke er en rigtig god multiplayer i et spil - så er jeg som gamer nok også mest til at lægge spillet til side i bunken, og måske først opsøge det nogle måneder senere, eller som optakt til en eventuel fortsættelse. Men det er jo også et spørgsmål om smag for hvad der får en til at opsøge en spiloplevelse igen.

Jeg vil da gerne spille AC2 igennem en gang mere inden næste spil i serien - og indtil da, så vil jeg nok hive det frem i den nærmeste fremtid og finde de sidste emblemer, feathers, og få aktiveret de sidste viewpoints mv.

Men jeg synes ikke man kan kalde spillet en kort fornøjelse - dertil er der for mange timers underholdning ift. mange andre titler.

Men - det er som sagt kun én anmelders syn på sagen

16 Morten Ryberg 17/11 kl. 21:30

Hvor har du spillet fra Lasse? Det udgives først torsdag.

Jeg har selv spillet det igennem, og det har taget mig rundt regnet 25 timer - det synes jeg selv er ret pænt ift gennemsnittet på markedet :)

17 meee 17/11 kl. 21:31

lækker anmeldelse! Med top karakter og det hele :P

har ikke bestilt dette spil forud, men man burde måske til at få det bestilt, da alle giver det så mange flotte kommentarer rundt omkring på nettet :)
Er glad for at de kedelige ensformige missioner er væk! tror jeg alt i alt har brugt mere end 3 timer på bare at rende rundt til udkigstårne og stjæle ting fra folks lommer, det er for meget! :s

18 Peter Larsen 17/11 kl. 22:28

5#
Åh, godt. Det med at ting popper op hen af vejen, er for mig lidt ligegyldigt hvis detaljerne stadig er gode. Men framerate problemer har jeg svært ved at tage.
### Lige en enkelt underligt spørgsmål (måske underligt, døm selv)
: Når man valgte Hidden Blade i AC, så "kørte" Altair den ud, og lidt efter faldt den selv ind igen. Dette irriterede mig grænseløst af den ene årsag, at det må fedt ud at trække den ud lidt før drabet fandt sted. Det ødelagge lidt ens målsætning at den ikke kunne være ude, og jeg kunne ikke vise mine venner hvad er drabte fjenderne når jeg sprang op på dem, fordi den kniv altid "kørte" sig selv ind igen!
Bliver den ude i AC2, eller har ingen lagt mærke til det? d:

Tak for svaret, forresten!

19 Helghan_01 17/11 kl. 22:49

cool nok anmeldelse. rigtig godt at høre at der er lavet så meget om

20 Thomas Frederiksen 17/11 kl. 22:57

Peter Larsen: Jeg kom faktisk ikke ind på det med at skifte våben - nogle ting må man udelade - jeg valgte at udelade det, fordi det fungerer. Der er mulighed for at skifte våben via et "våben-hjul" via R2 og pege til 8 retninger for knivsblad, poison, pistolen (som man ikke skal lade sig skræmme af - jeg synes ikke den ødelagde gameplay, og brugte den faktisk kun 2 gange, en gang hvor en mission krævede det, og en gang - for sjov) røgbomber (god til en hurtig getaway, eller for bare at lege lidt ninja) osv. der er også en mulighed for at lave quickselect via de digitale op, ned, højre, venstre - så du ikke i kampens hede behøver at skulle ind i R2 og udpege dit ønskede våben (selvom spillet pauser når man gør det) - det vil til gengæld være et forbedringspunkt at Ubisoft tør at lade våben-menuer være "dynamiske", så verden omkring Ezio ikke går i stå midt i en kamp, mens man vælger et nyt våben. (muligheden for at undgå det er der ved at vælge på D-pad - men burde være konsekvent også via R2-muligheden.

Du kan godt presse våbenet ud, og "vise" det, men det glider ind igen. Tænk nu hvis Ezio lige så en nedringet kurtisan, og charmøren kom op i ham igen, og han glemte det knivsblad der stak ud? - "er det et knivsblad, eller er du bare glad for at se mig" den holder jo ikke...

Men spøg til side - ja du kan godt vise knivsbladet, men det er ikke noget du kan holde ude - det ville ligsom modarbejde hele idéen med våbenet - og Ezios virke som Assassin... Work in the darkness to serve the light - det siger jo ... ligsom alt :)

21 sommers 17/11 kl. 23:19

det var en omfattende svada af ord og tak for spørsmål og svarene i kommer omkring tingene herinde. spillet lyder jo nærmest forrygende både her og udenlandske sites så jeg er da vist på vej til at udelade en julegave til børnene og give mig selv det her gnæk gnæk

22 kaptajn_crunch 18/11 kl. 11:31

lige i skabet den her og gr's anmeldelse har klart betydet jeg skal have ac2 og left4dead 2 som december spil

23 Gimle 18/11 kl. 12:42

det bliver en lejetitel tør ikke bruge 500 kr. alle var også glade for det første spil i starten

24 Jippe 18/11 kl. 13:05

tak playstadium for en fyldig fortælling

25 foggy 18/11 kl. 13:26

#16 morten
nogle af os åbner bare postkassen og så har postbudet lagt et eksemplar helt af sig selv (næsten).

26 micker 18/11 kl. 19:47

"tænk anni fønsby bare billigere" haha er det muligt?

27 Peter Larsen 21/11 kl. 19:12

Max opløsningen er helt op til 1080p, Playstadium. :b Det siger mit fjernsyn og bag på coveret ihvertfald :b

28 Billy 25/11 kl. 08:09

Assassins Creed 2 er et utroligt flot, omfattende og fantastisk spil, som det ville være fuldstændigt vanvittigt at snyde sig selv for! Kort og godt.

29 drikstofte 29/11 kl. 22:58

Fik mit dagen før udgivelse. Og gennemførte det i fredags. Stadig utrolig godt spil, fangende historie, flot musik til den vidunderlige grafik der får en i stemning til 14tallet :)

Comments on this entry are closed.

Forrige artikel:

Næste artikel: