Review-PS3: Assassin’s Creed 2

"Et flot spil, der fik en del ros, men hvis eftermæle ikke stod mål med modtagelsen". Assassin’s Creed var en ny oplevelse uden tvivl, men bestod af et rimelig ensformigt gameplay. Væk er minderne (næsten), og nu byder Ezio Auditorre de Firenze på den rigtige oplevelse – sådan som Assassin's Creed burde have været.

Måske var jeg ikke målgruppen for det første spil - måske var Atäir bare ikke en person, man kunne leve sig ind i, måske var der lagt for mange kræfter i parkour-elementet og bevægelse i store folkemængder. Jeg ved det ikke – faktum er dog nu, at jeg ikke slap Assassin’s Creed 2 fra konsollen, før jeg fik det gennemført for et par dage siden, og nu ser frem til næste kapitel. Hvorfor skal jeg forsøge at forklare.

 
Et nyt land, en ny tidsperiode, et helt nyt spil
Tidsperioden er, som du nok er blevet bekendt med, renæssancen, omkring 1470-1490’erne groft sagt. I stil med begyndelsen af Assassin’s Creed, så starter man i det små. Faktisk starter du med at se din egen fødsel som Ezio (efter at have sluppet fri fra Organisationen Abstergo som Desmond Miles – men han er jo ”bare” manden i maskinen… indtil videre).

De første par ”år” af spiloplevelsen foregår i smukke Firenze, hvor Ezio er en charlatan, charmør, småsnobbet rich kid, der lever fra dag til dag uden de store overvejelser. Han er lidt en ungpigernes ”ven” og går ikke af vejen for at parkour-klatre til sin skønjomfrus vindue og ”overnatte” der, og vinke til den arrige, jagtende farmand, når han hopper ud ad vinduet igen om morgenen. I bund og grund en bekymringsfri hverdag. Det fungerer egentlig som en slags tutorial, og det er en god måde at udføre det på.

 

Hverdagen afbrydes dog brutalt og leder Ezio på en noget anderledes vej, end man nok umiddelbart ville have kunnet aflæse i stjernerne. Det leder ham ind i en historie, som formår at fænge, give mening og skærpe appetitten efter mere.

Der er lagt mere vægt på en interessant historie
I Assassin’s Creed 2 gives muligheden for indlevelse i hovedpersonen, men Ubisoft har også opbygget et person-galleri, der både giver mening i historien, der er historiske fakta om,tillagt lidt fantasi, men som har en rød tråd i handling, spænding, og som man nærmest får lyst til at Google videre på bagefter (tjek bl.a. Medici-familien). Heldigvis er der rigelig med information om personerne i enten tekster eller mindre videoklip.

 

Det samme gælder de billedskønne omgivelser, som spillet opleves i. Der er gjort noget ud af detaljerne, og flere steder oplever du selv samme storslåede arkitektur, som en tur til byerne vil kunne give i dag. Ikke at det måske er noget specielt i et spil, men det skærper indlevelse og interesse for det, man render rundt i i en 20 timers tid – også selvom man fravælger at kigge på alle tekstfiler, som er let tilgængelige, når man går ind i et område, der har et eller andet historisk/arkitektonisk/kulturelt interessant over sig.

Hvad indeholder Assassin's Creed 2?
Det samme, som det første spil (udsigtsposter, planlægge hvordan DU vil udføre mordet og hvorfra, flugtrute-planlægning osv.), tilsat ”det som manglede”. Der er stadig en hest, du kan ride på, men afstande er langt mindre. Der er også ”fast-travel”-boder, hvor du straks sendes til det ønskede sted, endda tit med flere forskellige ”landingsmuligheder” i større byer som f.eks. Venedig.
Der er udvidet på kampdelen, så det er let at gå til, alsidigt nok til at man ”nyder” snigmordene, og har svært ved ”ikke lige at spidde en vagt, der går med ryggen til” – man har vel ikke en ”skub-opper” af et knivsblad i ærmet, hvis man ikke skulle bruge det?

 

Man skal ikke længere rende over stok og sten for at finde person X, og så tømme dennes lommer eller lytte til hints og så rende tilbage til person Y for nye informationer. Spillet er langt mere missions-baseret på en mere ligefrem måde, og det er blevet spundet godt sammen med historien. Der er indlagt et ”notoriety”-system, der påvirkes af dine handlinger, nedslagtninger af folk i det åbne, eller at stikke civile ned. Alt efter omfanget, så stiger kendskabet til dig som person, som også kan høres fra dedikerede nyhedsbringere (tænk Ekstra Bladet i mundtligt format), der råber ud til interesserede i folkesamlingerne. Det betyder også, at vagterne langt hurtigere lægger mærke til dig og bliver mere mistænksomme, end hvis ” you work in the darkness, to serve the light”, som det hedder sig som en ægte Assassin.

 

Masser af gameplay og en del replay-værdi
Det er lidt svært at komme dybdegående og "forklarende" omkring alle de tiltag, Ubisoft har gjort sig, i ævred på at gøre denne oplevelse mere komplet. Men kort fortalt så: Møder du Leonardo Da Vinci, som hjælper dig med nye opfindelser, han afkoder også codex-sider, som er en del af den store historie. Du har mulighed for at tilkøbe dig hjælp fra lommetyve, lejesoldater og kurtisaner (tænk Anni Fønsby, bare billigere) til at hjælpe dig. Sidstnævnte kan eksempelvis forføre vagter væk fra en indgang, og du kan snige dig indenfor. Fjernet er endeløse rideture henover stepperne, der er skruet på styringen, inddraget vand og svømning mv.

Der er også lagt en lidt vag gameplay-feature ind, hvor man skal sørge for sit mondæne palads af en bygning og den by, det hører til. Egentlig er det Ezios onkels, men du hælder glad flere penge i restaureringen af landsbyen, som så samtidig genererer penge til dig hvert 20. minut i spillet (en lidt for nem måde at komme til penge på). Men omvendt alligevel et godt lille tiltag, som er med til at adsprede spiloplevelsen, men det kunne godt være udbygget til at være mere omfattende og betydningsfuld.

Der er hældt ”vanlige” spil-forlængende dele ind, så man kan søge efter emblemer, finde fjer, løse lejemords-kontrakter, eller opsøge utro ægtemænd på foranledning af de forsmåede kvinder og banke lidt fornuft ind i hovederne på dem (altså i den utro ægtemands…).

 

Mest Ezio, knap så meget nutid
Kombinér det (og lidt andre ting, vi har glemt eller måttet udelade), med en, som før nævnt, interessant og udviklende historie, så har du grundene til, hvorfor jeg havde svært ved at slippe Ezio og AC2. Det er også befriende, at Ubisoft har valgt at fokusere på historien i Animus, hvor Desmond Miles ligger og opsøger sine gamle DNA-minder. Der er knap så meget trafik frem og tilbage, og det gør at man aldrig mister den røde tråd.

Tilsæt så en grafisk oplevelse, som jeg mener, er ramt rigtig godt. Der er nogle små ridser i lakken og grafiske glitches her og der – men i det store hele er det en flot oplevelse – specielt var karnevalet i Venedig hyggelig at opleve. Lydeffekter og musikken i baggrunden understøtter godt og er gennemarbejdet. Nogle ting er gjort lidt statiske omkring halskæder osv., men er uden tvivl et valg, der er gjort for at få det hele til at køre strømlinet.

 

Selv en renæsscance-mand snubler til tider
Når jeg nu har sagt, at grafikken er flot og strømlinet, så kræver det også en opfølgning på det knap så skønsomme. Der forekommer en del pop-up i spillet. Det er nogle gange værre end andre. Som helhed er det ikke noget, man lægger meget mærke til, men alligevel nok til at det skal nævnes, og til at man bander lidt over det. Det er specielt svært at elske udviklerne, når en gondol popper frem to meter foran Ezio ud af det blå, eller et træ gør det, huse osv. Draw-in distancen – altså hvor langt du kan se, er umiddelbar rigtig god de steder, hvor der udsigt. Men ”i dagligdagens” snævre gader og ved moler, så er det skuffende, at det sker.

Et andet problem, som man efterhånden ikke bør opleve i slutningen af 2009, er de mange loading-afbræk, som missioner giver. Det er lidt for tit, at man ”kastes” ind i en pauseskærm, hvor man kan styre Ezio eller Desmond og få lidt tekst-tips om spillets gameplay. Det bør ikke være nødvendigt i det omfang. Altså, hvis du går hen og aktiverer en samtale om en mission, og så siger nej til denne, så skal spillet loade, før du kommer tilbage igen. Godt nok kort, men er stadig et afbræk.

 

Til gengæld er det forfriskende at lytte til stemme-skuespillerne, og specielt det syngende italienske sprog - der varieres mellem det og engelsk med en stadigt syngende accent. Det er sgu lige før, jeg smider en hjemmelavet pizza i ovnen derhjemme og spørger dig om, hvornår det er din Dolmio-dag.

Det er også fedt, at man har lavet nogle animationer af snigmord mv., der ikke lægger fingrene imellem, men viser hvad Ezio gør bedst – ”one-stab-kills”. Det er en brutal hverdag, som Ezio langsomt henover de år, som historien følger ham, involveres i - det vises med al tydelighed.

Vi er nok derhenne, hvor der skal afsluttes. Selvom jeg nu er blevet vant til, at samtaler tit afsluttes med et ”Riposa in Pace” - hvil i fred - så vil jeg fremhæve, at der er flere absolutte positive ting ved AC2, end der er dårlige. Der er sikkert folk, som vil mene, at måden man skal få fat i Codex-siderne er for gentagende, og at sværhedsgraden er en anelse for let. Det kan også være andre ting – men i bund og grund så har AC2 rystet posen godt og grundigt med Ezio Auditorres eventyr i renæssancens Italien. Tilbage står en historie, der bærer spiloplevelsen, og en action der fænger og får en til at søge fremad i spillet.

 

Jeg spillede det første spil 4-5 timer og tabte så interessen – ikke dermed sagt det er et dårligt spil – men tekniske fejl (rettet af patch senere), ensformighed, gentagelser og lange strækninger til hest, fik mig til at droppe spillet. Assassin’s Creed 2 satte jeg i konsollen, og jeg spillede ikke andet, før det var gennemført. Ikke fordi jeg skulle anmelde det – men fordi jeg havde lyst. Jeg ville se, hvad Leonardo havde til Ezio ved næste besøg, planlægge et nyt snigmord fra uanede højder, og få mere af historien, som (efter sigende) giver noget mere mening nu, end i det første spil.

Spillet tiltaler mig på flere områder. De tekniske fejl, som er tilstede, er ikke værd at belemre spillets karakter med synderligt. Jeg nyder, at min egen naivitet og forhåbninger er blevet opfyldt. Det her er sådan, det første spil skulle have været – jeg er bare glad for, at jeg gav Ubisoft en ny chance for at finde den rette opskrift.

Levetid: 9/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 9/10
Lyd: 9/10
Samlet score: 9/10

 

Vi glæder os: Over at Ubisoft retter op på gamle fejl. Over en fængende historie, et persongalleri der fylder noget og at blive en oplevelse rigere.

Vi keder os: Måske lidt en gang imellem når pop-up driller, når der er en loadingskærme igen, eller når vi ikke kan finde et emblem. (Sidstnævnte er nok mere en irritation over egne evner...).

Vi kunne godt tænke os: At indtænke en eller anden form for multiplayer kunne være interessant, selvom konceptet klart er singleplayer. Samt at få åbnet op for DLC, som kun er med i White og Black edition.
 

Anmelder: Thomas Frederiksen
Venligst udlånt af: Ubisoft Nordic
Udvikler: Ubisoft Montreal
Spec. Features: -
Max. Opløsning: 720p
Ude: 19. november
Antal spillere: 1
Genre: Action/eventyr

Relaterede indlæg:

• Review-PS3: Assassin’s Creed 2 – Bonfire of the Vanities
• Review-PS3: Assassin’s Creed 2 – Battle of Forli
• Vind Assassin’s Creed 2 White Edition
• Ekstraindhold til Assassin’s Creed 2 annonceret
• DLC til Assassin’s Creed får dato

Tagged som: anmeldelse, assassins creed 2, ezio auditorre, medici, pazzi, Review, ubisoft