Billede til Review-Xbox 360: Dragon Age: Origins

Review-Xbox 360: Dragon Age: Origins

af K.A. Pedersen den 15/11 · 11 kommentarer

i Featured, Nyhed, Review, Xbox 360

BioWare har længe været synonym for rollespil af høj kvalitet. Deres seneste projekt, Dragon Age: Origins, er nu udkommet på Xbox 360 med PS3-versionen lige i hælene om et par dage. Er Dragon Age: Origins et rollespil værdigt til historiebøgerne, eller kan det roligt forblive i drage-alderen?

Dragon Age: Origins

Once upon a time...
I rollespil har historien naturligvis stor betydning, og historien er bestemt også i fokus i denne omgang. At fortælle historien i detaljer er en umulighed, da man selv bestemmer, hvad der skal ske og hvordan, men fundamentet er i hvert fald en mørk alder for verden, hvor en såkaldt Blight er over os, hvilket betyder en masse Darkspawn monstre og en ArchDemon i form af en enorm drage, som vil ende alting.

Du placeres i skoene på en helt af én af 6 ”origins”, og ud fra dette grundlag skal du blive en del af de såkaldte Grey Wardens, som har viet deres eksistens til at dræbe Darkspawn og denne ArchDemon, for at ende den dystre Blight. Hvordan du når dette mål, og hvem du tager med dig på din rejse, er dernæst helt op til dig.

Dragon Age: Origins

Vi har kørt spillet igennem som Human Noble Warrior, som altså er væbnet med sværd og skjold og har en hund ved sin side. Man kan selv udstyre sig med 2 sæt våben, samt rustning og diverse ringe og amuletter, der giver bonusser og beskyttelse. Hunden kan også bære ringe og en særlig ”body-paint”, der også giver den diverse bonusser.

Hvilken klasse, man vælger i starten, har dog ikke alverdens betydning, da man alligevel kommer til at sammensætte et hold af 4, håndplukket ud fra de folk, man har rekrutteret på et givent tidspunkt. Hunden tæller som én af disse 4, og hvis man ikke gider have den ved sin side længere, kan man skifte den ud, som enhver anden person.

Dragon Age: Origins

En genre vi kender
Dragon Age: Origins er fyldt med såkaldt loot, som altså er ting, vi samler fra døde monstre, kister og ellers rundt omkring i omgivelserne. Her er tonsvis af det, og man vil bruge en del tid på at bladre rundt i sit inventory for at vælge det bedste udstyr til sit hold. Her skal man hele tiden tænke på, at man altså kan skifte imellem personer og dermed klasser på sit hold, så det er meget muligt, at man pludseligt har en helt anden type person på sit hold, og dermed godt kan have brug for at gemme noget, som man måske ikke lige skal bruge i første omgang.

Når man dræber fjender, får man experience points og stiger dermed i level. Efterhånden som man stiger i levels, får man adgang til nye Talents og Skills, som bestemmer, hvordan man udvikler sig. Vil man have meget energi? Vil man angribe hurtigt? Vil man være god med bue og pil osv. Dette bestemmes alt sammen herinde. Man styrer alle personerne på sit hold, både hvad udstyr og opgraderinger angår, så man har ret meget kontrol.

Dragon Age: Origins

Verdenen i Dragon Age: Origins er ret stor, og man kan bruge mange timer alene på at rejse rundt og finde de forskellige steder. Derudover er der et stort antal dungeons, hvor man hurtigt kan spendere en time eller to i hver, hvis man vil opdage alle deres hemmeligheder. Monstre er der naturligvis også mange af, og de kommer i mange størrelser og former. Alting lige fra en hund eller mand, til store trolde og drager skal man nedlægge på sin vej, og til tider får man virkeligt testet sine færdigheder og kendskab til sit hold.

I kampe styrer man ikke blot sig selv, men hele holdet, hvor man nemt og hurtigt kan skifte imellem de forskellige personer. Det er muligt at ”programmere” de forskellige allierede ved at få dem til at gøre bestemte ting på bestemte tidspunkter, helt automatisk. Hvis en allieret eksempelvis er lige ved at dø, jamen så kan denne sættes til automatisk at heale sig selv osv. Dette fungerer fint og er også tilstrækkeligt til de fleste kampe, men nogle gange er det simpelthen bare nødvendigt at skifte imellem de forskellige personer, for at overleve en kamp imod de mere brutale fjender. Man tør ikke altid satse på, at der bliver brugt healing-magi eller items, og som vi alle ved – skal noget gøres rigtigt, skal man gøre det selv.

Dragon Age: Origins

Choice 2.0
BioWare har igennem de sidste par år virkeligt demonstreret, hvorledes man laver et rollespil med spilleren i fokus. Igennem hele spillet bestemmer man selv, hvad der skal siges i dialoger, og endda hvordan det skal udtrykkes. Ud fra de statistikker man har, kan man enten forsøge at overtale folk til at gøre noget bestemt, eller forsøge at true dem, hvilket giver et helt andet resultat. Her kan du vælge, om du vil være elsket eller frygtet af folk, og dette har ikke blot betydning for, hvordan folk omkring dig behandler dig, men også for hvordan dine allierede ser dig.

Igennem spillet møder du folk med forskellige baggrunde og forskellige præferencer, og derfor kan én handling give op til 3 forskellige responser hos dine allierede. Imens én måske synes godt om, at du er venlig og gavmild overfor folket, så kan en anden synes, at du er alt for svag og venlig. Hvad dine allierede synes om dig, er af stor betydning; de har alle en ”bar”, der viser, hvor meget de holder af eller afskyr dig, og hvis de ender med at hade dig for meget, kan de finde på at forlade dig eller i værste fald forsøge at dræbe dig. Det er umuligt at spille det hele igennem uden at pisse nogle allierede af på ét eller andet tidspunkt, medmindre man virkeligt bruger meget tid på at finde og spille sammen med personer, der alle kan lide og hader de samme ting.

Dragon Age: Origins

Fordi man har så meget indflydelse på historien, og de ting man oplever, så bruger man meget tid på at snakke med folk. Selvom man sagtens kan trykke sig forbi samtalerne, så er det alligevel anbefalet, at man sætter sig lidt ind i tingene, man siger – medmindre altså, at man pludseligt vil angribes af én eller anden. Mange steder i spillet kan man bevidst fremprovokere en kamp, hvilket kan være en god ting nogle gange og en mindre god ting andre gange. Det handler alt sammen om at vælge om, hvorvidt man vil anses for værende god eller ond, venlig eller faretruende.

Dragon Age: Origins er et stort spil. Ikke blot grundet den store omtale, men også fordi, der er så mange timer at hente i titlen. Det er vel muligt at spendere over 100 timer på at udforske og gennemføre spillet, men det, at man har gennemført, betyder så langt fra, at man har set alt, hvad spillet har et byde på. De valg, man træffer, ændrer spillet betydeligt; lige fra de folk man har med sig, til de folk man dræber.... Så to gennemspilninger betyder ikke to ens eventyr – tværtimod.

Dragon Age: Origins

”Jeg spiller rollespil i den mørke skov...”
Nu behøver du ikke længere spille live rollespil ude i den mørke og våde skov for at få dit fix af rollespil, man kan leve sig ind i her i vintermånederne. Dragon Age: Origins sætter helt nye standarder i genren, og hvis man vil have et rollespil, som man ikke bare lige fiser igennem henover en weekend, ja så er dette er utroligt godt sted at starte. Det ville nok også være en god idé at købe spillet frem for at leje det, da man ellers ender med at leje det igen og igen og igen og... you get the point.

Levetid: 10/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 9/10
Lyd: 9/10
Samlet score: 9/10

Vi glæder os: Over at se et så dybt og utroligt veludført rollespil fra BioWare – de har gjort det igen! Hvis man erhverver sig Dragon Age: Origins har man ikke behov for andre (rolle)-spil i lang tid, og det er vel det, det handler om. Kvalitet folkens, kvalitet!

Vi keder os: Måske en smule, når dialogerne drager ud, og man er i en lejr i over en time, bare for at snakke med de forskellige mennesker og finde ud af mest muligt om mest muligt.

Vi kunne godt tænke os: Mere af samme slags! Der er allerede noget DLC på skiven og mere på vej, men hvad vi ser allermest frem til, er Dragon Age: The Awesome Sequel*, som ikke kan komme hurtigt nok.

* Efterfølger ikke officielt annonceret og titel ikke endelig!

Anmelder: KA Pedersen
Venligst udlånt af: BioWare
Udvikler: BioWare
Spec. Features: -
Max. Opløsning: 1080p
Ude: Nu!
Antal spillere: 1
Genre: Rollespil


Relaterede indlæg:

{ 11 kommentarer }

1 Mucho Gusto 15/11 kl. 21:38

Hmm - skulle man købe det? Det lyder jo utroligt fedt, men jeg har ikke spillet den genre så meget. Faktisk har jeg kun spillet Fallout 3, som til dato er en af de bedste spiloplevelser jeg har haft, men det kan man vel ikke kalde et fuldblods-rpg??

2 casper sørensen 16/11 kl. 00:11

Kunne godt tænke mig at vide noget mere om styringen, da jeg nok er mest til samme stil som Oblivion, Demon's Souls og den form for controls?

Nogen der kan fortælle noget om den?

3 Ludoman 16/11 kl. 10:38

Fin anmeldelse KA :) Ligesom Kasper vil jeg også gerne vide noget om, hvordan man styrer.

Vil du sige at kampene minder mere om Oblivion eller mere om WoW? Hermed tænker jeg på, hvor meget indflydelse du selv har på udførelsen af kamphandlingen. Jeg er klart mest til Oblivions styremåde, hvor man har mere kontrol over kampen end i WoW, hvor man bare kan stille sig hen til fjenden og afvente udfaldet (ja ja - man kan angribe med forskellige attacks, men kamphandlingen foregår rimelig automatisk).

Det er vel et af de spil, man med fordel kan vente med at samle op til senere, når prisen er faldet og man ikke lige har andet at spille. I øjeblikket har jeg mere end svært ved at vælge, om det er U2, MW2 eller Forza 3, jeg skal bruge min sparsomme tid på. Det kan man vist kalde for et luksus-dilemma :)

4 Sune 16/11 kl. 10:53

har Limited Edition (fra game.co.uk) som indeholder alt det DLC der er kommet - det er gratis at downloade når man har den version

fantastisk spil... eneste problem er at jeg har et job, noget sport, nogle venner og en opvask der også skal passes! (for lidt tid i livet til det her spil lige nu... og alle de andre spil der vælter ind - Modern Warfare 2, DJ Hero, Assassin's Creed 2, New Mario Bros. Wii, Left4Dead 2, The Sabetour, LEGO Indi 2... fuck det er meget godt fortiden!)

5 40crew 16/11 kl. 12:58

Da jeg fik loadet playstadium.dk og så at der var en anmeldelse til Xbox skyndte jeg mig ind for at høre om forskellene på styringen og selve oplevelsen fra PC til konsollerne. Er lidt skuffet over at der ikke er fokus på selve styringen, men forstår godt at det er selve reviewet i prioriterer. Men hvis i lige kan smide en kommentar om hvordan styringen fungerer og om det fungerer for jer, så er i umådelig rare :-)

6 KA Pedersen 16/11 kl. 14:27

Jeg har ikke selv spillet PC-versionen, men kender da til nogle af forskellene imellem PC- og konsol-versionerne.

Interfacet er anderledes, hvilket også betyder, at styringen er anderledes. Konsol-versionerne er naturligvis udviklet med en controller i tankerne, og på Xbox 360 bruges A bl.a. til at trække sværdet og angribe normalt, hvor X, Y og B er genveje til skills. Derudover kan man holde RT i bund og derved afsløre en "side 2" til skills, som altså lader én bruge skills på RT + X, RT + Y og RT + B.

Normalt bruges A til at opsamle loot, tale med folk og generelt til at interagere med omgivelserne. Samtaler kan man også springe over, ved at trykke på X - ikke ALTING er lige spændende, trods alt :P

Man kan enten åbne menuen (inventory, skills, talents mm.) via Back-knappen, eller man kan åbne et "hjul" med LT, hvor man så har direkte adgang til disse ting, samt brugen af yderligere skills, potions mm.

Sidst men ikke mindst kan man når som helst skifte imellem sine personer med LB og RB, hvilket man både kan få brug for i kamp hvis healeren lige skal, well, heale eller uden for kamp hvis din rogue lige skal åbne en låst kiste.

Når man først har angrebet, fortsætter angrebene automatisk, hvor man dog naturligvis skal trykke de forskellige knapper for at bruge skills. Det er i den forstand meget ligesom at spille WoW.

I PC-versionen kan man også pause spillet når som helst og give "ordrer" til sine folk, imens spillet er på pause. Dette er meget handy når man vil have overblik og eksempelvis bruge de rigtige skills på de rigtige fjender. Grundet denne mulighed har PC-versionen også friendly fire, som dog er fjernet på konsollerne, da man desværre IKKE kan pause, zoome ud og skabe sig det samme overblik.

Styringen er meget ligetil og man lærer den hurtigt. PC-versionen har sine klare fordele, men man skal bestemt ikke holde sig fra spillet, bare fordi man ikke har andet end en konsol at spille det på.

7 Billy 16/11 kl. 22:34

Ikke pause på konsol-versionen, skriver du? Jeg har læst flere anmeldelser af spillet, og ifølge dem kan man også vælge pause i konsol-versionen - men det skulle ikke være nødvendigt så tit, da konsol-versionen er lidt lettere end pc-versionen. Men som du også skriver, kan man ikke zoome ud i konsol-versionen.... Synes du det er et problem eller går det?

8 KA Pedersen 16/11 kl. 22:56

Det er det at pause, zoome ud og derigennem være en smule mere præcis og taktisk, som ikke er muligt på konsol. Jeg synes ikke det er et problem, bl.a. fordi friendly fire er slået fra og man derfor ikke behøver være bange for at fyre magi i en lidt skæv retning.

9 Ludoman 17/11 kl. 08:45

@KA: Tak for et omfattende svar :)

10 40crew 17/11 kl. 10:31

1000 tak KA! Dit svar er virkelig noget jeg kan bruge. Har læst utallige reviews som ikke kommer ind på netop disse ting. Så jeg tipper lige med hatten en gang.

Har en PC der kan køre det, men jeg er meget mere til at sidde i sofaen og spille, så det bliver nok xbox version (Har læst at der er flere grafikglitches på ps3, som jeg ellers også har, i forhold til xbox) der skal køres igennem mellem jul og nytår :)

11 Billy 17/11 kl. 14:04

Tak for svaret :-) .

Comments on this entry are closed.

Forrige artikel:

Næste artikel: