Hands-on: Batman: Arkham Asylum

Efter flere udsættelser og reelle forsinkelser fra Eidos, så havde DHL-budet endelig en længe ventet pakke med sig. Indeni lå preview-koden til det kommende Batman-spil fra Rocksteady og Eidos, og forude lå en håndfuld timer i selskab med den bevingede hævner med formstøbt overkrop, og en række ærkefjender samlet på ét sted. Jeg tager mit første besøg på Arkham Asylum.

En håndfuld timer skal forstås på den måde, at jeg efter 39 % gennemførelse af spillet, brutalt rives ud af historien, og har nu mulighed for at spille det forfra, undersøge tidligere steder for gemte detaljer, og historie-udviklende informationer. Og inden vi kaster os ud i, hvad der skete fra 0 til 39 %, så bered dig på et licensspil af den sjældne, helstøbte og succesfulde af slagsen.
 

 
Jokeren er på spil, naturligvis . . .
Historien kort er, at en stor del af Blackgate Prison er brændt, og man har været nødsaget til at overflytte fanger til Arkham Asylum. Samtidig er det lykkedes for Batman at få fat i Jokeren, foruroligende nemt ifølge flagermus-manden. Det ender som beskrevet i vores tidligere artikler 1, 2, 3 naturligvis med, at Jokeren undslipper, og Batman sætter efter sin ærkefjende no.1.

Historien vil vi helst ikke afsløre for mange detaljer fra. Den er skrevet og klistret sammen af Paul Dini, som har mange batman-historier på CV’et, i et univers skabt med Jim Lees fantasi, og nogle gode tekniske håndværkere hos udviklerne Rocksteady. Den dystre scene som Arkham Asylum og Arkham Island skaber, bliver hurtigt underbygget af små bidder af baggrunds-historie om opførelsen af bygningen, såvel som små båndede interviews med Jokeren, Harley Quinn, Bane og mange flere. Disse er strøet om igennem spillet, både frit tilgængelige, og på mere lyssky områder. Da Rocksteady har haft mulighed for at trække på flere årtiers fortællinger, så føler man lyst til at søge efter alle detaljerne i løbet af den historie-drevne batman’ske oplevelse som Arkham Asylum giver.

Suverænt stemmeskuespil fra bl.a. Hamill og Conroy
Det er befriende at opleve et spil, der ikke føles låst fast, eller med en underliggende fastlagt dagsorden. Arkham Asylum føles mere fri og mere sig selv. I et meget åbent samarbejde med DC Comcis har Rocksteady da også flere gange udtrykt stor glæde ved Batman, og deres samarbejde og meget frie hænder i fortolkninger gennem spillet. Det betyder, at du kan se frem til oplevelser, der måske nok læner sig lidt op ad Batman Begins og The Dark Knight i den mørke stil – men som i høj grad er som den animerede serie, med bl.a. en forrygende Mark Hamill, der lægger stemme til Jokeren, ganske som på tv.

Som du måske allerede har set i diverse trailere, så byder spillet på en blanding mellem lidt detektiv-arbejde, og små platform-puzzles, krydret med en masse slåskampe og en stealth-del, der passer rigtig godt til Batman.

En lige-til-at-gå-til styring med godt flow i slåskampe
De første minutter introduceres vi til styringen i spillet. Efterhånden optjenes EXP-points, så vi kan opgradere Batman-dragten, åbne op for nye combos i slåskampe, og en række udbygninger af Batmans batarang mv. Vi introduceres til den tidligere Batgirl, som efter et angreb fra Jokeren nu sidder i rullestol, og har påtaget sig navnet Oracle. Samtidig er hun som bekendt også datter til Politikommissær Gordon, som ligeledes har en bærende rolle i spillets historie. Det er dog også kun i starten, man oplever en slags ”introduktion”, herefter overtages det af et flow og en god spiloplevelse, så man ikke føler, at man går fra kapitel 1 til 2.

Det har været befriende at opleve den fokus, der er på Batman og hans fjender, deres historier, og hvordan man forsøger at binde det hele sammen i et univers på Arkham Island. På en, ø der ikke alene byder på Arkham Asylum, men også har andre sider at vise frem. Stille og roligt udfolder historien sig, og langsomt trækker Arkham Asylum og dets indsatte Batman dybere ind i de mørke afkroge. Grundet en række embargoer, som lægger sig op af hovedbestanddele i spillet, ja så er det svært at forklare præcis hvad, spillet handler om.

Men omgivelserne og mulighederne kan vi sagtens kaste os over.

Grafisk har Rocksteady formået at skabe en lækker, små-gotisk og dyster grafik, der samtidig har masser af lækre detaljer og gode animationer i slåskampe og bevægelsesmønstrene. Spillet er ikke bygget op i missioner, men i stedet drevet frem af historien, hvori der så løbende opstår opgaver. Det betyder, at der er frihed til at gå ”baglæns” i spillet, når man eksempelvis åbner op for sprængstoffer, der gør, at man kan komme til tidligere utilgængelige steder i spillet.
Rocksteady har efter min mening formået at balancere en god action-del med slåskampe og stealth samtidig med, at der skal løses nogle CSI-lignende opgaver.

Slåskampene:
De er næsten sikre på at dø, inden de går i kamp. Som Austin Powers har sagt det; håndlangere uden navn har bare ikke stor overlevelsesevne. Og der er rigeligt af dem i Arkham Asylum. Heldigvis har udviklerne klistret en ganske udmærket AI på forbryderne, både i de mindre kampe og de større ”level bosser”. Kampsystemet er forholdsvist ligetil, man scorer EXP-points ved at lave flest og længste kombinationer, samtidig har udviklerne sammensat styringen således, at man på et par knapper og ved at pege analogpinden i retningen af fjenden angriber disse. Man skal dog være opmærksom på at kunne blokere angreb og udnytte dem til egen fordel, og efter lidt træning så er det et system og en udførelse som endnu ikke er blevet ”ensformig”. Det er flere klasser over den noget tankeløse, vanlige slags kampe mod horder af fjender, som vi tit har set i licensspil med superhelte i.

Detektiv Batman:
Batman har naturligvis det bedste røngtensyn via sin dragt. Dette kan slås til og fra når som helst i spillet, ved et hurtigt tryk på en af skuldertasterne. En af opgaverne, som jeg nåede at opleve i spillets første 39 % var, at jeg skulle søge efter spor i detective-mode, og efter at have fundet et sæt fingeraftryk, og lagret det i ”databasen” på dragten, så skal man følge fingeraftrykkenes spor, som et langt spor af brødkrummer, for at komme frem til nogle yderligere beviser der bruges i forbindelse med nogle kemiske forsøg, der foretages på….. ja, det opdager du jo nok tids nok.

Batman som Sam Fisher?:
Rocksteady har kigget på Batman, og er endt med at være enige om, at han ikke bare blæser frem altid. Han analyserer situationen og vurderer fremgangsmåden og holder sig oftest i skyggerne. Selvom der er mulighed for at brase frem, så er banerne bygget op og understøtter en god portion stealth, hvor man kan plukke en fjende ad gangen. Det, sammenholdt med at våben og Batman ikke hører godt sammen, at de indsatte sigter godt, og ikke er så nemme at snyde grundet en habil AI, så giver det faktisk en langt bedre spiloplevelse at spille det, mere som Rocksteady ser Batman – snigangreb fra skyggerne, specielt når man er i undertal og fjenden har fuldautomatiske våben. Det gælder dog stadig, at Batman ikke er bleg for en kamp mod 6-8 fjender, så længe de kun har forskellige håndvåben.

Stealth understøttes også via Batmans røntgen-syn, hvor man kan tjekke pulsen på vagterne, og deraf aflæse deres opmærksomhed på omgivelserne, samt se om de har våben, og om der er back-up på vej rundt hjørnet. For man kan ikke ”bare” slå en ihjel, og ikke regne med at påberåbe sig opmærksomhed – specielt senere hen hvor Jokeren sørger for at bruge vagter med suicide-apparat om halsen, som afgiver et slags joker-grin, når Batman har slået dem ned. Derudover kan man snigmyrde, så de kriminelle kumpaner ikke hører Batman, og et udmærket "hjørne-cover-system" er også med til at give Batman en lille ekstra fordel.

Som jeg indledningsvist fortalte, så slutter koden, hvor der for alvor er ved at komme skub i plot-twists, og vi sidder derfor og tripper frem mod midten af august, hvor review-skiven skulle lande. Vi har testet spillet på både Xbox 360 og PS3 (tænk nu, hvis der var åbnet for mere på den ene version…) – og grafik, lys og oplevelser er der ikke sønderrivende stor forskel på.

Det har indtil videre været en indfrielse af de forhåbninger, jeg fik til spillet, da jeg snakkede med Eidos tilbage i starten af 2009. Dengang var det ”nok se, ikke røre” – men de har forsat af den rette kurs, og står med et potentielt sensommer-hit i min bog i hvert fald.

Utrolig lovende titel
Der er pudset løs på detaljerne siden udsættelsen, i hvert fald ifølge udviklerne. Der er også kun meget små fejl, hvor en kappe nogle gange glider ”gennem” armen, eller at en hånd forsvinder gennem en mur – men ikke ofte, slet ikke. Stemmeskuespillet er intet mindre end suverænt og byder heldigvis også på en varieret omgang kommentarer fra de mere gængse kriminelle, der er en del af i spillet. Altså ikke noget med at høre ”he’s over here” 1280 gange i løbet af en time.

Vi vender tilbage med et fuldt review senere i august.

Tagget som: arkham asylum, Batman, Batman: Arkham Asylum, eidos, Hands-on, ubisoft