Billede til Review: Guitar Hero Greatest Hits

Review: Guitar Hero Greatest Hits

af Casper Vester den 13/7 · 2 kommentarer

i PS3, Review, Wii

Det er endnu engang blevet tid til at straffe plastikinstrumenter. Guitar Hero: Greatest Hits lyder måske som en opsamlings-cd med de bedste hits fra Guitar Hero, men skinnet bedrager. For bag navnet gemmer sig endnu et spil i den evigt voksende spilserie med plastikinstrumenter i hovedrollen. Men har den seneste udgivelse noget godt gemt bag titlen, eller er spillet dømt til en døgnflue på hitlisterne? Vi har fundet guitar, trommesæt og mikrofon frem og anmeldt Guitar Hero: Greatest Hits til PS3.

Engang handlede Guitar Hero om en PlayStation 2, en plastikguitar, nogle farvede prikker på skærmen og en falsk, men sjov fornemmelse af, hvordan det er at være stjerneguitarist. I dag er Guitar Hero et af de stærkeste brands indenfor konsolspil, med et stadigt voksende arsenal af instrumenter, såvel som den ene udgivelse efter den anden.

Guitar Hero: Greatest HitsRock 'n Roll baby!

Guitar Hero-nostalgi på alle instrumenter
Sidste år udkom GH: World Tour som et modspil til konkurrenten Rock Band. Sammen med guitaren blev det muligt at agere et komplet band med alt, hvad der dertil hører – sanger, trommeslager, bassist og selvfølgelig guitarist. Et af de største kritikpunkter herfra var en alt for svag setliste i forhold til den stærke platform, som spillet viste sig at være. Efter GH: Metallica er Greatest Hits nu kommet til undsætning.

Spillets mission er simpel: Tag de bedste numre fra Guitar Hero I, II, III, Rocks the 80s og Aerosmith, og gør det så muligt at spille dem med alle instrumenter fra World Tour. Activisions egen Beenox Studios fik opgaven, og det er blevet til 48 udvalgte numre, der efter en lettere transformering, er nået med i GH: Greatest Hits. Det er klassikere som ”Killing in the Name”, ”Free Bird”, ”Smoke on the Water” og “YYZ”. Alle sange er så fint listet op på Wikipedia.

Men det er ikke bare ren kopier-sæt-ind-arbejde. Alle sange er i master-version – ikke flere coverversioner, og de har alle fået en make-over, så de ikke længere bare er fokuseret på guitarspil. Spiller man dem med guitar-controlleren opdager man også, at slider-funktionen og extended notes kendt fra World Tour er tilføjet. På papiret lyder Greatest Hits altså som en opskrift på succes, men desværre er der hår i suppen.

Guitar Hero: Greatest HitsJohnny Napalm prøver kræfter som sanger...

Det ligner noget, jeg har set før?
Som et valg i den rigtige retning, er spillet bygget op som GH: Metallica: Karriere-delen spilles ved at opnå et antal stjerner i en håndfuld sange for at åbne op for den næste håndfuld. Det giver god mulighed for at vende tilbage til allerede gennemførte sange, for at opnå flere stjerner og komme videre. Har man samlet et par kammerater til en GH-aften en fredag aften, bliver man også glad for, at samtlige af spillets numre er tilgængelige fra start i spillets Quick Play-mode. Har man en hardcore plastiktrommeslagere iblandt, vil denne også sætte pris på sværhedsgraden Expert+. Udover de gængse gamemodes som Career, Band Battle, Practice und so weiter, er der også blevet plads til Music Studio og GH Tunes – funktioner du heller aldrig kommer til at bruge i GH:GH.

Hvis vi vender blikket mod, hvad der rent faktisk sker på skærmen, er der ikke meget nyt, for ikke at sige intet, at komme efter. Et samlet Star Power-meter fra GH: Metallica, ”node-brættet” med de kulørte noder og et display, der fortæller, hvor mange point man er nået op på, pryder stadig forgrunden. Bagved giver det virtuelle band den fuld skrue. Middelmådig grafik, der ligner sig selv, intet nyt her.

Guitar Hero: Greatest Hits...og som trommeslager

Tråden knækker
Men hvor går det så galt? Umiddelbart lyder Greatest Hits som enhver Guitar Heros drøm. De 48 sange er et fint udvalg af de mest bemærkelsesværdige fra serien, kun med enkelte undtagelser man godt kunne savne (”When You Were Young”, ”Cliffs of Dover”, ”Knights of Cydonia”), og fornemmelsen af, at fyre den af som band er stadig god. Har man købt og hentet sange til World Tour, kan de dog ikke afspilles fra Greatest Hits, hvilket virker fuldstændig tåbeligt.

De sværere numre fra tidligere spil, som f.eks. den legendariske ”Through the Fire and Flames” er også blevet en smule nemmere – hvorfor dog det? Et andet problem er numrene i den forstand, at de oprindeligt er udvalgt til et spil, der kun skal spilles på guitar. Selvom Beenox har gjort et godt arbejde med at implementere de andre instrumenter, er nogle af sangene bare for kedelige at spille på trommer især.

Guitar Hero: Greatest Hits"Killing in the Name" - en af favoritterne fra GH II

Gammel vin på nye flasker
Som anmelder er Greatest Hits endt på min spilhylde uden nogle omkostninger for mig. Er man almindelig dødelig (muhahaha), må man punge ud, og det er til standard fuld pris for et PS3-spil; 549 kr. Ejer man allerede alene GH II, hvor de fleste numre i GH:GH kommer fra, skal man ikke være et matematik-geni for at regne ud, at det er fuldstændig urimeligt for dig som forbruger og ivrig gamer.

Guitar Hero-serien tæller til dags dato intet mindre end 8 udgivelser, med 3 flere annonceret pt. Det er blevet til Activisions hellige malkeko, der er vokset til et enormt brand i den seneste tid. Det er blevet til flere udgivelser hvert år, som enhver GH-fan må eje. Greatest Hits er det bedste bevis på seriens pengemalkende effekt; det fås simpelthen ikke tydeligere.

Guitar Hero: Greatest HitsKid Rock?

Sølle 48 sange, som de fleste allerede har adgang til i de gamle Guitar Hero-udgivelser. Et prismærke der siger 549,- som standard. Intet nyt. Tanken om, at de bedste hits fra GH I, II, III, Rocks the 80s og Aerosmith kunne udgives som DLC-pakker. Sidst men ikke mindst tanken om, at Guitar Hero 5 og Band Hero er sat til udgivelse i år. Bevares, GH: Greatest Hits er som alle andre spil i serien sjovt at spille, men desværre må konklusionen lyde, at spillet er gammel vin på nye flasker, og uhyggeligt tæt på spild af penge.

Levetid:6/10
Grafik: 5/10
Gameplay: 7/10
Lyd: 8/10
Samlet score: 6/10

Vi kan især lide: Fornemmelsen af, at spille som band, der stadig holder. De gamle Guitar Hero-klassikere på alle instrumenter.

Vi keder os: Over at skulle betale fuld pris for gammel vin på nye flasker, den manglende GH: World Tour DLC-understøttelse, enkelte sange der er kedelige at spille på trommer, bas og vokal.

Vi kunne godt tænke os: En lavere pris og muligheden for, at kunne købe numrene i DLC-pakker i stedet for en fysisk udgivelse.

Anmelder: Casper Vester
Venligst udlånt af: Activision
Udvikler: Beenox Studios
Spec. Features: 720p, online-spil, Trophies
Ude: NU!
Antal Spillere: 1-8
Genre: Party

{ 1 kommentar }

1 Teluc 13/7 kl. 13:01

Welcome to the Jungle – Guns
Sweet Child of Mine – Guns
Walk this Way – Aeros ft. Run
Bulls on Parade – Rage Against
Monsters – Matchbook
Take this life – In Flames…

Der ganske enkelt for mange åbenlyse mangler på den setliste og så fatter jeg simpelthen ikke at Activision kan se sig selv i spejlet og tage fuld pris for 48 sange … come on altså!

Har stadig langt højere respekt for Rock Band-serien. De malker ikke nær så meget og når der udkommer spil, så har man mulighed for at få importeret de gamle sange til de nyere spil – fantastisk :)

Forrige indlæg:

Næste indlæg: