Review: Dancing Mat Deluxe Hard

af Thomas Frederiksen den 14/2 · 3 kommentarer

i Review

Da vi skulle anmelde Konamis Dancing Stage Max, kontaktede vi Gamebits.dk for at høre om de ikke havde en god dansemåtte som vi kunne teste for vores brugere. Man må sige, at butikken leverede et prima produkt. Vi fik en 7 kg. tung danseplade med under armen. Produktet hedder Dancing Mat Deluxe Hard, og man må sige at det er en dansemåtte for kendere.

Den måler cirka 80 x 80 cm, og er støbt i hård plast. Det er med andre ord ikke en normal dansemåtte, som man kan folde sammen og smide ned i en lille pose. Så man skal gøre op med sig selv, om man skal have den med på ryggen når man skal besøge vennerne, eller om den kun er til brug i privaten. Hvis det sidste er tilfældet, og man vil have en dansemåtte af høj kvalitet og brugbarhed, så kan Dancing Mat Deluxe Hard klart anbefales.

Hvis det skal gemmes af vejen skal man dog påregne lidt vægplads eller et stort skab. Men nok om dimensionerne på den, nu skal der testes.

Underholdning for underboen
Spillet begyndte at snurre i PS2’eren, og Konamis spil tonede frem på skærmen. Dansemåtten var sat i controller-stikket, og jeg var klar til at udfolde mig ud i dansespillenes svære motoriske kunstart. Knapperne på dansemåtten er ligeledes af hård plast, som reagerer let og upåklageligt. Jeg styrede spillet gennem menuerne uden problemer, og første nummer med Cyndi Lauper bragede ud på skærmen. Jeg begyndte på lav sværhedsgrad, da der er et stort ”hop” fra at styre dansespil med en controller og så at skulle danse sig vej gennem spillets tryk.

Lækker kvalitetsprodukt
Jeg faldt hurtig ind i rytmen, og dansemåtten reagerede prompte på mine fodsåler. Der er nogle dejligt store knapper at trykke på, så man står ikke på et lille område og falder over sine egne fødder. Man er heller ikke bange for at det hele går i stykker, da kvaliteten af dansemåtten føles hele vejen op gennem fødderne.

Det eneste jeg godt kunne bruge, specielt i starten af øvelserne på måtten, var en eller anden form for støtte. Det ville være et helt perfekt stykke tilbehør til PS2’eren, hvis man havde mulighed for at påmontere et par stænger, som man kunne støtte sig til, og hive sig op i, så man bedre kan klare nogle af de hurtige trykkombinationer.

Alternativ udnyttelse af din dansemåtte
En anden sjov ting er, at der er flere spil, udover dansespil, som måtten kan bruges til. Jeg har desværre lånt mit Track & Field spil ud til en anden, men hvis jeg havde haft det hjemme, så havde jeg klart opbygget en sveddryppende øvelse mens jeg prøvede at løbe 100 meter, 110 meter hæk, længdespring osv. Det ER muligt, men nok ikke lige det måtten egentlig er udviklet til.

Stor, men anbefalelsesværdig
Men hvis du vil have en lækker, stor, brugervenlig dansemåtte af rigtig høj kvalitet, som helt klart ligger på siden af arkade-hallernes maskiner (hvis ikke højere), så kan Dancing Mat Deluxe Hard klart anbefales. Som sagt skal man blot være opmærksom på at den fylder de 80 x 80 cm. Den kan købes hos Gamebits.dk

Overall: 9 / 10

Anmelder: Thomas Frederiksen AKA Marty McFly
Venligst udlånt af: Gamebits.dk
Pris: 649,00 kr.

{ 3 kommentarer }

1 Iris 6/2 kl. 17:41

Jeg ville spørge om der var nogle der kender en eller flere sider med dansemåtter til salg? (Ikke brugt)

Jeg har set en, men ved ikke hvad den hedder. Man kan rulle den sammen til en lille pølse, den er ligesom et joypad/stick, den har kun to ledninger som man sætter i de 2 “porte” til stikkene.

Hilsen Iris

2 Lasse Kjær 6/2 kl. 17:57

På GameBits kan man købe denne:

Ellers søg på “Dansemåtte” i GameBits.dk’s søgefelt. Så burde der poppe noget frem.

3 Line 3/7 kl. 22:44

Hjælp! Jeg kan ikke finde ud af hvor jeg kan købe den.. Den er ikke at finde på GameBits.dk…???
Hilsen Line

Forrige indlæg:

Næste indlæg: