Billede til Review-PS3: Red Faction: Guerilla

Review-PS3: Red Faction: Guerilla

af K.A. Pedersen den 15/6 · 12 kommentarer

i PS3, Review

Menneskeheden vil altid udvikle sig. Ikke blot mennesket selv, men også de højder vi kan nå. Månen har vi nået, og Mars må være næste store skridt for menneskeheden. Man kan dagdrømme længe om Mars, og hvordan det ville se ud, hvis menneskene levede deroppe… eller man kan bare spille Red Faction: Guerilla, det seneste spil fra Volition, og opleve det med det samme!

Volition har i samarbejde med THQ netop udgivet Red Faction: Guerilla, det 3. spil i Red Faction-serien, som udspiller sig 50 år senere end det første Red Faction. Vi tog med Alec Mason til Mars og holdte os i nærheden, for at se hvad der foregik og det var uden tvivl et yderst eksplosivt eventyr.

Red Faction: Guerilla

Hævnlyst satte tingene i gear
Alec Mason rejste til Mars for at arbejde som minearbejder, og derfor var han vant til at bruge sprængstoffer og forhamre. Arbejde var dog ikke det eneste, Alec kom for at se, da hans bror, Daniel, allerede arbejdede på planeten. Brødrene var glade for at se hinanden igen, og Daniel viste Alec til rette på Mars, hvilket inkluderede at få Alec til at smadre nogle EDF (Earth Defense Force) -bygninger med sine foretrukne værktøjer.

Deres lille udflugt blev dog hurtigt afbrudt, da EDF opdagede dem, og Daniel blev skudt, da han forsøgte at flygte. Alec blev taget til fange, og netop som EDF havde planer om at henrette ham, blev han reddet af Red Faction-medlemmer, som havde arbejdet sammen med Daniel. Alec introduceres for Red Faction, deres planer om at frigøre Mars og bekæmpe EDF, og deres hårde styre på planeten. Drevet af hævnlyst bliver Alec det mest aktive medlem af Red Faction og vil gøre hvad som helst for at bringe EDF i knæ.

Red Faction: Guerilla

Væbnet til tænderne
Red Faction: Guerilla er et open-world 3. persons skydespil, selvom man det meste af tiden faktisk bruger alt andet end standard skydevåben. De absolut mest interessante værktøjer til din rådighed er dem, der siger ”boom”, og dermed snakker vi sprængstoffer, bazookaer og din elskede forhammer.

Der er mange ting at lave på Mars, men du kommer til at bruge det meste af din tid på at jævne bygninger med jorden, og her er forhammeren altså det mest tilfredsstillende valg. Det eneste, der giver en bedre følelse end at føre en forhammer til væggen med fuld kræft, er, når man kan gøre det samme ved en person. Godt nok er det lidt overdrevet, at man stormer imod en mand væbnet med maskingevær, shotgun eller laserriffel med en forhammer, men det er det overdrevne, der gør Red Faction: Guerilla så fedt. Og så bliver det nu engang aldrig kedeligt at hamre en gut tilbage til stenalderen.

Red Faction: Guerilla

Fokus er dog på bygningerne og diverse propaganda, som EDF har bygget på planeten. Det hele, uden undtagelse, skal jævnes med jorden, og det er ikke blot sådan, du klarer mange missioner, men også sådan du tjener penge til nye våben og diverse opgraderinger. Når bygninger smadres, samler du salvage op, som vil ligge blandt resterne og skinne en smule ekstra, så det er til at finde. Salvage er vigtig at samle, hvis du vil have en chance for at overleve på Mars, for uden bedre beskyttelse og våben er horisonten ikke det eneste røde, du kommer til at se.

Dine missioner varierer en del i mål, men vejen dertil er som oftest meget identisk. Enten skal du bare smadre nogle bygninger, eller også skal du redde nogle folk, smadre nogle bygninger og komme væk. Nogle gange skal du også angribe en base, dræbe fjenderne og smadre deres bygninger. Så er der de missioner, hvor man skal smadre en bygning indenfor en bestemt tid og så de bygninger, som skal smadres rundt omkring, ikke fordi det er en mission, men fordi det giver EDF mindre magt og dig selv mere respekt. Bygninger og deres tilintetgørelse er altså, som sagt, i fokus.

Red Faction: Guerilla

Mars som vi (ikke) kender den
Red Faction: Guerilla er intet småt spil, og Mars er faktisk en ret stor planet. Vi snakker ikke størrelser som Fallout 3, men du vil alligevel kunne bruge ret meget tid på at rejse frem og tilbage, fra den ene mission til den anden. Problemet med Guerilla er dog umiddelbart, at meget ligner hinanden. Ikke blot omgivelserne, som alle er enten øde eller proppet med identiske bygninger, men også missionerne.

Det er superfedt at hamre folk ned og jævne bygninger med jorden, enten med de mere (eller mindre?) konventionelle våben eller bare ved at jorde en bil direkte ind igennem muren, ingen tvivl om det, men det skal måske gøres over en periode. For meget af det samme indenfor kort tid kan trods alt blive en smule kedeligt, og selvom der er utroligt mange ting at lave i Red Faction: Guerilla (smadre bygninger, samle jernmalm, finde radiologfiler, køre biler til destinationer på tid og generelt bare gå amok med destruktionen), så kan man alligevel godt kede sig engang imellem.

Red Faction: Guerilla

En anden ting, som kan være noget irriterende, især hvis ens foretrukne våben er forhammeren, er de folk som kommer og hjælper én af og til. Hvis man beslutter sig for at smadre en hulens masse ting i et område, så er der gode chancer for, at nogle af planetens andre beboere kommer og hjælper dig med at bekæmpe EDF. Det er fedt nok, at man ikke skal forestille at være denne en-mands-hær, men at hjælpere absolut skal stå i dit fjæs konstant, resulterer altså i, at du jævnligt kommer til at hamre dem ned, hvilket påvirker din respekt negativt. Derudover er det lidt dumt, at de altid kommer i biler og dernæst springer ud, men hvis du hopper ind i en bil med plads til flere, så nægter de at hoppe ind - de står hellere så tæt rundt om bilen, at du knap nok kan undgå at køre dem ned.

Red Faction: Guerilla er fedest under hovedmissionerne, som der er rigtigt mange af. De bringer dig igennem spillets 6 zoner af Mars, som åbnes op én ad gangen. Disse missioner kan variere en god del, og du vil komme vidt omkring med forskellige køretøjer, såsom biler, tanks og robotter, som bogstaveligt talt er bygget til at smadre ting.

Red Faction: Guerilla

Mars kan blive ensomt
Når man beslutter sig for en rejse til en ukendt planet, kan det være en god idé at tage venner med. Heldigvis byder spillet også på et par multiplayer-fornøjeligheder, bl.a. i form af offline Wrecking Crew, hvor det handler om at smadre mest muligt under bestemte forudsætninger og krav. Den mest interessante multiplayer er dog online, hvor der er intet mindre end 6 multiplayermodes, 21 maps, 18 forskellige våben, 10 forskellige rygsække, 16 skjulte udfordringer, og en række trofæer at jagte.

De 18 forskellige våben varierer en del og er alt lige fra normale pistoler og fjernstyrede miner, til laserrifler, bazookaer, elektricitets-rifler og meget mere. Disse er dog ikke de eneste ting, man kan bruge til at dræbe sine fjender med, og her kommer de 10 rygsække i spil. Den mest almindelige er jetpack, som lader sig flyve en smule omkring. Dertil er der også Health, som giver dig energi, der er Tremor, som ryster alting omkring dig og faktisk kan ryste bygninger fra hinanden, der er Concussion, som med et voldsomt lufttryk sender modstandere i nærheden på en lille flyvetur. Der er en del flere, og det er interessant at finde den bedste kombination af rygsæk og våben og dermed tilpasse oplevelsen til ens egen spillestil.

De 16 skjulte udfordringer er en anden spændende ting at klare online, og som navnet antyder, er disse skjulte – i hvert fald indtil man har klaret dem halvvejs, hvorefter man vil kunne se præcist, hvad der skal til at for at klare dem.

Red Faction: Guerilla

De 6 multiplayermodes er hovedsageligt dem, man kender: Anarchy (Deathmatch), Team Anarchy (Team Deathmatch) og Capture The Flag. Der er dog også et par andre, som er unikke til netop dette spil.

I Demolition udvælges 1 spiller på hvert hold til at være The Destroyer, og det er nu denne persons opgave at smadre alting omkring én. Der scores point hver gang, denne person smadrer noget, hvorfor det er vigtigt både at beskytte sin egen Destroyer og dræbe de andres. Så er der Damage Control, hvor man igen spiller 2 hold imod hinanden. Her kæmper man om at ”styre” 3 bygninger, som man skal smadre og dernæst genopbygge med et særligt våben, for at score point. Jo længere man styrer en bygning, desto flere point får man og der er en ekstra bonus, hvis ét hold formår at styre alle 3 bygninger på én gang. Den sidste multiplayermode hedder Siege, og her skal det ene hold smadre bestemte bygninger for at score point, og nogle kan først smadres, når andre allerede er jævnet med jorden. Det andet hold skal naturligvis forsøge at stoppe dem og efter 10 minutter bytter man roller.

Det er virkelig multiplayerdelen af Red Faction: Guerilla, der hæver levetiden på titlen. Udover at have nogle helt unikke modes, så er der mange ting at klare, ikke blot for trofæerne, men også for at skaffe exp og stige i rang. Som man stiger i rang, åbner man op for flere personer, flere våben og flere måder at tilpasse ens eget logo og andet online. Der er dermed et utal af timer i spillets onlinedel, og det hele er også ganske afbalanceret, heldigvis.

Red Faction: Guerilla

Husk kameraet!
Sommeren står for døren, og imens nogle måske har svært ved at vælge årets rejsedestination, så kan undertegnede nu godt anbefale et godt kig på Mars og Red Faction: Guerilla. Med en længere singleplayerdel med utroligt meget at lave og endnu mere at smadre, kombineret med en anderledes og fed online-multiplayer, så kunne Volitions seneste sagtens give nogle gode minder og sommer-oplevelser.

Grafikken er måske det pæneste, vi har set i en verden, hvor alting kan smadres. Det er svært at lave detaljerede omgivelser, når alting nærmest skal kunne rives fra hinanden, men det har udviklerne klaret flot. Musikken på Mars er også rigtigt god og skifter fra stille og rolig musik, når man cruiser til noget lidt vildere, når man smadrer ting – præcis som man kunne ønske sig det. Er man til destruktion og muligheden for at smadre nærmest alt, så kan denne titel sagtens anbefales.

Levetid: 8/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 8/10
Lyd: 9/10
Samlet score: 8/10

Vi glæder os: Over at kunne smadre alting. Man kan faktisk smadre så meget, at det næsten er skuffende, når man finder noget, der ikke kan gå i stykker. Derudover er det godt at se noget multiplayer, som prøver nye ting.

Vi keder os: Når Mars nogle gange bliver for ensformig, både at køre rundt på men også at klare missioner på.

Vi kunne godt tænke os: Flere spil af denne slags. Der er ikke ret meget i vejen med Guerilla, og flere titler med destruktion i fokus ville bestemt ikke skade.

Anmelder: KA Pedersen
Venligst udlånt af: THQ
Udvikler: Volition Inc.
Spec. Features: Online/Offline Multiplayer
Max. Opløsning: 1080p
Ude: Nu!
Antal spillere: 1 (2-16 multiplayer)
Genre: Action. 3. persons skydespil

{ 12 kommentarer }

1 kasper kirk 15/6 kl. 21:08

demoen er bare totalt fed jeg elsker at kunne smadre alting hvis det kommer i det næste gta bliver det perfect:)

2 madsnielsen 15/6 kl. 23:01

God anmeldelse.
Skal anskaffe mig Guerrilla på et tidspunkt. I starten af måneden stod valget mellem Sacred 2 og dette spil. Valget blev så Sacred 2, men det underholder nu også meget godt.

3 Billy 16/6 kl. 08:59

God anmeldelse – men jeg har et par kommentarer.

Du behøver ikke smadre bygninger, når du redder folk – men du kan selvfølgelig, hvis du har lyst.

Kommer du til at kede dig i RF:G, er det din egen skyld. RF:G er det mest frie spil, jeg nogensinde har prøvet – og du kan stort set vælge at gøre lige nøjagtigt dét, du har mest lyst til.

Derudover er jeg uenig i kritikken af AI’en hos de folk, der sympatiserer med bevægelsen “Red Faction”, og som jævnligt kommer dig til undsætning, hvis du har problemer. Selvfølgelig springer de ud af deres køretøjer – da de ville være et alt for let mål for fjenden, hvis de sad helt statisk i førersædet i deres køretøj. Desuden er jeg kun kommet til at køre nogle af dem over et par gange – og det havde så godt som ingen konsekvenser. Faktisk vil jeg sige, at AI’en hos dem er fabelagtig! Når du fx vælger en mission, hvor du skal redde en eller flere af dem, løber de altid den korteste vej til dit køretøj, og er dit køretøj bevæbnet med et våben – et maskingevær fx – så bemander en af dem det og skyder mod fjenden. Derudover gælder reglen, at hvis DU kan ud eller ind én vej, så kan de også. Det vil altså sige, at hvis du laver en hurtig exit ved at hamre et hul i muren, så hopper de også ud den vej – og det synes jeg er ret imponerende. I alle andre spil jeg har prøvet ville AI’en styre dem ned af fx trapperne i en bygning og ud af hovedindgangen – og det ville tage en farlig tid – men det sker ikke i RF:G.

Multiplayer-delen er et stort plus og meget underholdende – men singleplayer-delen i RF:G kunne sagtens stå alene, hvis det var dét.

4 Billy 16/6 kl. 09:02

Der skulle stå “Derudover gælder reglen, at hvis DU kan *KOMME* ud eller ind én vej……..” .

5 Billy 16/6 kl. 15:23

Og så er max. opløsningen i øvrigt ikke 720p. 1080i og 1080p understøttes også.

6 Cas 16/6 kl. 18:57

som der jo også står i game-spec ikke sandt? eller har pstadium allerede haft kvajeblækket fremme?

7 Billy 16/6 kl. 20:48

Hvad tror du selv, CAS?

Ja – det er blevet rettet til 1080p. Der stod max 720p, da jeg skrev min kommentar.

8 KA Pedersen 16/6 kl. 21:36

Beklager fejlen. Vi anmelder som oftest ud fra en promo og i tilfælde af PS3 promoerne, er de uden proper cover, hvilket betyder, at vi ikke bare lige hurtigt kan tjekke bagsiden. Jeg sidder selv kun med 720p/1080i TV, så jeg kan ikke selv tjekke om spillet kører ved 1080p og når en tur på google ikke giver noget resultat, må jeg nøjes med at skrive 720p. Tak for heads up i hvert fald.

9 Billy 16/6 kl. 21:41

Det er helt ok – og forståeligt nok, at det kan se.

10 Billy 17/6 kl. 15:57

Hvor ER det synd, at dette spil ikke får mere opmærksomhed!! :-/ . Det er vildt godt! Men måske er det fordi, at inFamous og Prototype er ude nu – og så Red Faction: Guerrilla får mere interesse senere. Men helt ærligt – jeg har både inFamous og Red Faction: Guerrilla – og jeg synes faktisk, at RF:G er lige et lille hak bedre end inFamous. Prototype går jeg udenom.

11 marciwaki 18/6 kl. 06:36

Det er nok til dato den bedste ødelæggelse, men helt ærligt det foregår på Mars!

12 Billy 18/6 kl. 15:49

Og hvad så? Så kan du heller ikke li’ Star Wars eller hvad? :-\ . Mars er gengivet utroligt flot og stemningsmættet.

Forrige indlæg:

Næste indlæg: