Da den hårdtpumpede Vin Diesel blev sat i rollen som Riddick i The Chronicles of Riddick: Escape from Butcherbay, skete det, alle snart havde troet umuligt. Star Breeze Studios formåede at producere et filmspil, der rent faktisk var godt. Så godt, at det faktisk stadig anses som en af de bedste indenfor spillets genre. Nu, 5 år efter, er efterfølgeren så landet, og med en enorm succes som Butcherbay i ryggen, er der ikke nogen tvivl om, at der har ligget et stort pres på Star Breeze Studios skuldre. Et pres som de til dels har formået at omsætte til et underholdende gensyn.
The Chronicles of Riddick præsterede at overraske sit spilpublikum med en solid blanding af stealth og firstperson-action, der var indpakket i en skelsættende grafik, og med en medrivende historie, der var fortalt med overlegne skuespillerpræstationer. Spillet blev med andre ord rost til skyerne i sin tid, og skulle man alligevel have forbigået Riddicks eventyr, så har man ikke længere en undskyldning. For Star Breeze Studios har inkluderet klassikeren i Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena, og byder derfor på hele to spil på én disk. Se dét er en måde at give et godt førstehåndsindtryk på!
Fra asken og over i ilden
Eftersom Butcherbay er en ældre titel, og der ikke er blevet foretaget de store ændringer udover en grafisk finpudsning, så vil jeg ikke gå yderligere i detaljer omkring Butcherbay, men i stedet lægge fokus på Assault on Dark Athena. Historien fortsætter hvor forgængeren slap, hvor Riddick og en velkendt makker fra Butcherbay ligger i en hypersøvn på et rumskib et ukendt sted i universet, da de ufrivilligt bliver hevet ind i ”gabet” på rumfærgen, Dark Athena.
Riddick er dog en forsigtighedens mester og lader sig ikke fange, da skibets kaptajn og besætning tager makkeren til fange, men infiltrerer derimod skibet ved at opholde sig der, hvor han befinder sig bedst – i komplet mørke. Den iskolde Riddick kommer med andre ord direkte fra asken og over i ilden, og må igen bruge sine snigefærdigheder til at flygte fra skibet og dræbe alt og alle, der krydser hans vej.
Riddick er tilbage i samme kølige figur
Og når man befinder sig på et menneskebefængt rumskib, så kan man vist ikke komme udenom, at der ryger et virtuelt liv eller to, når nu Richard B. Riddick er navnet på spillets hovedperson. En særdeles følelsesforladt, iskold dræber, der kun lever og ånder for sine egne behov. Han kan dog alligevel ikke undgå at komme til at hjælpe nogen, da det i sidste ende kommer ham selv til gavn i hans videre overlevelse.
Man støder derfor på en række andre personer, som er blevet taget til fange under Revas, den kvindelige kaptajn, der vikler små historier ind i Riddicks egen fortælling. Man føler derfor altid, at man har et formål med det, man foretager sig, og historien i sig selv er egentlig meget god, men slet ikke på højde med Butcherbay. De mange møder betyder også, at du må snige dig vej igennem trange skakter og snoede rumskibskorridorer, bevæge dig langs høje afsatser og klatre på kasser for at klare forskellige delmål, der kan bringe dig videre på din flugt fra skibet.
Mørket er din ven
Størstedelen af tiden skal du dog bruge skyggen, for vores koldblodige dræbers styrke gemmer sig i hans evne til at se og forsvinde i mørke. Usynligheden markeres ved, at din energi i venstre hjørne bliver blå, og du er nu fuldstændig opslugt af mørket, og kan tage dine modstandere ud en efter en. Med det sagt, har han så også en enorm svaghed i lys, da man lynhurtigt ryger ned i energi, når man bliver beskudt. Spillet byder sig derfor ikke, som et run-and-gun actioneventyr, men derimod som en taktisk stealth shooter, hvilket i særdeleshed klæder spillet.
En anden grund til, at man ikke bare kan storme frontalt mod fjenden er, at man sjældent er udstyret med skydevåben. Man kan derimod benytte sig af Riddicks enorme styrke, og banke folk i knæ eller bruge hans knivlignende håndvåben, der hurtigt kan skære lidt overflødigt hud af din modstander. Dette gør dog tilsammen også, at man tit kommer ud for at skulle prøve det samme sted om og om igen, da man hurtigt stiller træskoene, når først man er blevet opdaget. Assault on Dark Athena kan derfor til tider virke en anelse for svært og kan til tider dræbe lysten, hvis man har gentagne problemer med bestemte steder.
Et andet aspekt af spillet der kan gøre hele oplevelsen lidt mere frustrerende, er den til tider oversanselige og frustrerende AI. Oversanselig på den måde, at man faktisk kan komme ud for, at fjenden sanser ens tilstedeværelse, selvom man står langt væk og fjenden har øjnene rettet i den modsatte retning. Om dette skyldes, at de robotlignende mennesker, som er fjenderne i en stor del af spillet, har fået installeret en sjette sans i deres hjerne vides selvfølgelig ikke, men det er simpelthen ikke optimalt, når nu spillet bygger på at snige sig af sted. Andre gange er fjenderne så også fuldstændig blinde, så det kan selvfølgelig skabe lidt balance i hele systemet, men realismen går desværre lidt af spillet.
Eventyret er hurtigt ovre
Til trods for at man kan bruge lidt ekstra tid på visse steder, er spillet rimelig hurtigt ovre, og kan gennemføres på 7-8 timer, hvilket er en anelse for lidt taget i betragtning af, hvor længe spillet har været i produktion, og at man altså betaler fuld pris for spillet. Godt nok får man på den gode side af 14 timers underholdning i Butcherbay, så med mindre man ikke har spillet det første spil, eller bare har savnet at spille det igen, så får man desværre ikke det helt store for sine spareskillinger.
Noget andet Starbreeze dog har fået plads til, som ikke var at finde i det første spil, er en multiplayerdel med 6 forskellige gamemodes. De traditionelle gamemodes som Deathmatch, Team Deathmatch osv. pryder naturligvis onlinemenuen, men der er også blevet plads til et nyt og velfungerende gamemode. Pitch Black går i sin helhed ud på, at én person udstyres som Riddick, imens resten af onlinegruppen trækker i soldateruniformen.
Herefter går den vilde jagt ind på Riddick, der kan bruge det totale mørke til sin fordel, imens soldaterne må bruge agtpågivenhed og lommelygter til at slå fjenden, og vinde rettigheden til at blive Riddick i den efterfølgende runde. Desværre træffer man bare meget få mennesker online, og de spil jeg deltog i, var stærkt præget af lag, som skærpede hele oplevelsen væsenligt. Multiplayerdelen er dog heller ikke noget, du vil råbe hurra for, for Pitch Black er egentlig den sjoveste af de spilmodes man finder, da hele systemet ellers er baseret på våbenopsamling, energipakker og andet, som er set mange gange før i eksempelvis Unreal Tournament.
Særdeles fremragende stemmelægning
Noget Chronnicles of Riddick: Assault on Dark Athena dog mestrer, er de aldeles overbevisende karakteranimationer, når de taler og bevæger sig med liv og realisme. Det er ganske enkelt en præstation uden lige, der bare indvirker til at hele oplevelsen virker endnu mere filmisk. Stemmerne er ligeledes på topniveau, og Riddick indgyder stadig stor respekt med sin dybe og rustne stemme, der kunne få selveste Arnold Schwarzenegger til at ryste i bukserne.
Grafikken har da også fået et løft siden Butcherbay, og imponerer med sine lys- og skyggeeffekter, der kaster sig langs vægge og gulve på overbevisende manér. Bortset fra dette har Dark Athena dog svært ved at følge med nutidens andre grafiske perler, og virker på visse punkter for fladt og kedeligt. Animationerne er også for stive i det, når man ikke lige taler om de scener, hvor man snakker med folk, og kunne sagtens være gjort mere realistiske og livlige.
Mørkets mester er stadig i form
Om end det ikke var en lige så storslåen oplevelse at spille Chronicles of Riddick: Assault on Dark Athena, som det var at spille Butcherbay i sin tid, så får man stadig et kærkomment ekstra snigeeventyr med den iskolde Riddick. Han er stadig i rigtig god form, og gameplayet arter sig stadig til at bære dig hele vejen igennem uden på noget tidspunkt at kede spilleren. AI’en lider dog under fejl og frustrerende elementer, multiplayerdelen blev desværre ikke så god, som man turde have håbet på, og Riddicks nye eventyr er alt for kort. Skulle man dog have misset Butcherbay, er der rigeligt med spilmateriale til at holde dig solidt underholdt i to medrivende historier om en koldblodig herre, der har rygrad som stål og dræbersnilde som en slange.
Levetid: 8/10
Grafik: 7/10
Gameplay: 7/10
Lyd: 9/10
Samlet score: 8/10
Vi kan især lide: Riddicks kølige og arrogante attitude, den sublime stemmelægning og de fint tilpassede animationer, samt spillets flotte brug af lys- og skyggeeffekter.
Vi keder os: Over at Riddicks nye eventyr er så kort, at AI’en ikke helt kan følge med resten af standarden i spillet, og at multiplayerdelen ikke blev en federe oplevelse end som så.
Vi kunne godt tænke os: At flere ville spille Pitch Black med os i nogle lag-fri onlinebaner. Derudover havde det da heller ikke gjort noget, hvis spillet havde været lidt længere.
Anmelder: Simon Lauridsen
Venligst udlånt af: Atari
Udvikler: Starbreeze Studios
Spec. Features: Online Multiplayer
Max. Opløsning: 720p, 1080i, 1080p
Ude: NU!
Antal Spillere: 1 (1-12 online)
Genre: Action
Relaterede indlæg:
{ 5 kommentarer }
omfattende anmeldelse tak for det. det lyder fedt og er igennem infamous snart så kunne være vin diesel skal i konsollen.
et rigtig underholdende spil kan klart anbefales
Off topic: Hvornår kommer der flere FUEL nyheder/ måske en anmeldelse??
Er der så også 2x trophies?
@ Gummitarzan
Altså der er ikke dobbelt så mange trophies, hvis det er det du tænker på, men Trophies er delt op sådan, at der er nogle til hvert spil.
Der er dog klart flest til Assault on Dark Athena.
Comments on this entry are closed.