Review-Xbox 360: F.E.A.R. 2 : Project Origin

Det første F.E.A.R. var et ganske solidt stykke action-underholdning. Udviklet af dygtige Monolith var det i kernen et sammentømret FPS, hvor man med lind hånd havde strøet et japansk inspireret horrortema. Samtidig med at eksempelvis The Ring rystede Vesten, lod man en lille pige være central for en frygtindgydende fortælling. Mystiske eksperimenter, overnaturlige kræfter og masser af skydevåben mødtes, og sød musik opstod. Det endte yderst effektfuldt, og stod for mig som en spændende hybrid, som pirrede sanserne. Nu er der så en decideret opfølger på banen. Det sker komplet med alle de ting, som gjorde etteren interessant.

Små piger er uhyggelige
Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, men der er bare et eller andet ekstremt skræmmende ved små piger. I tilfældet F.E.A.R. 2 kunne man formode, at det faktum blev yderligere understreget, når pågældende tøs – kaldet Alma – så samtidig har ekstreme overnaturlige kræfter. Det bliver så yderligere forstærket af, at hun er blevet slemt mishandlet, og hun nu kun har hævn i sit ensporede sind. At man så selv befinder sig lige midt i skudlinjen, er ikke noget dårligt oplæg til nogle timers ”underholdning”.

Historien er ganske smart strikket sammen med første spils afslutning. Man antager rollen af Michael Becket, der er en del af en aktionsstyrke, som er på vej for en redde en videnskabskvinde. Tingene går selvfølgelig ikke helt som ventet. Hendes arbejdsgiver forsøger at få hende aflivet, så snart følger der en strøm af fjender krydret med små paranormale hændelser. Hele kapitlet ender med en kæmpe eksplosion, som spillere af etteren nok vil genkende.

Aftrækkeren helt i bund
Som tilfældet var med etteren, så er F.E.A.R. 2 i kernen et rent FPS. Ofte ryger du direkte i totterne på de genmodificerede supersoldater, som på ganske intelligent vis agerer forhindringer. Til at assistere dig får du langsomt udvidet dit våbenarsenal. Det gængse automatvåben bliver langsomt afløst af mere potente varianter, der både kan brænde og eksplodere fjenderne. Derudover har man en række forskellige granater, som alle er fin assistance, når første kampene spidser til.

Stemningen er konstant klaustrofobisk, og man bevæger sig rundt i en tilsyneladende uendelig labyrint af mørke gange. Det kan godt være, at lokaliteterne som sådan ændrer sig – men det gør konceptet ikke. Blinkende lys, blokerede døre og spandevis af blod udgør den dystre bagbeklædning. Til yderligere at spæde stemningen op, kan ens lommelygte slet ikke nå ind i hjørnerne, og den excellerer sågar i ikke at virke, når man har mest brug for den.

Gameplayet spiller meget på yderpunkterne action og uhygge. Fremgangsmåden er enkel: Når musikken begynder at tage fat, så kan man godt forberede sig på, at der er fjender i nærheden. Her skal man bruge kombinationen af våben samt ”bullet-time” til at nedbringe modstanden. Når musikken så toner ned igen, ved man, at fjenderne er nedlagt. Herefter kan man bevæge sig videre i øredøvende tavshed, kun afbrudt af mentalt forstyrrende billeder af Alma samt diverse gengangere, der pludselig toner frem af intetheden. Et enkelt, men ganske velfungerende koncept, hvor de to yderligheder er med til at supplere hinanden, og – i hvert fald for en tid – holde spillet friskt.

Men måske ikke den store variation
F.E.A.R. 2 er dog en af de titler, som nydes bedst i doser. Det skyldes mest af alt, at begivenhederne trods alt på et tidspunkt bliver noget ensformige. Selv om man har forsøgt at spæde op med lidt udendørs kamp i en mekanisk kampdragt samt enkelte bosskampe, så er det stadig et enkelt koncept. Har man samtidig spillet etteren, vil man bare lægge endnu mere mærke til det. F.E.A.R. 2 minder nemlig utroligt meget om sit ophav – på godt og ondt.

Går man død i historien, som forløber små ti timer, kan man finde lidt morskab online. Her bydes der på de gængse MP-baner, hvor holdkamp er i centrum. De gode våben og den stramme styring giver en god base, men man skal ikke forvente noget, som man ikke allerede har set hundredevis af gange.

Det tekniske tager sig godt ud på skærmen
Teknisk er det en yderst flot titel, hvor især slowmotion-scenerne ser flotte ud. Her ser man kuglerne sive igennem luften, imens forskellige effekter blomstrer omkring en. Baggrundene er generelt pæne, selv om de godt kan virke lidt endimensionelle og ensformige. Animationerne er til gengæld pæne, og det ser godt ud, når fjenderne bevæger sig fra dække til dække for at undvige dine aggressioner. Herligheden bakkes op af en ganske solid lydside, hvor underspillede uhyggelige toner løbende afløses af mere bombastisk kampmusik.

F.E.A.R. 2 er en ganske glimrende titel, som i sin kerne er et yderst gennemarbejdet produkt. Stemningen er uhyggelig og actionen velfungerende. Teknisk er det tydeligt, at udviklerne kender maskinen. Uden at være prangende er det flot - først og fremmest glider tingene upåklageligt. Har man lyst til lidt ligefrem skyderi og elskede man etteren, så kan F.E.A.R. 2 anbefales. Forventer man nytænkning, skal man til gengæld nok kigge andetsteds.

Levetid: 7/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 7/10
Lyd: 7/10
Samlet score: 7/10

Vi kan især lide: De intense kampe, hvor fjenderne yder god modstand. Det kombineret med de sporadiske uhyggelige sekvenser, som er med til at give lidt afveksling.

Vi keder os: Når vi finder ud af, at der ikke er meget andet nyt at komme efter end nye mere kraftige våben.

Vi kunne godt tænke os: At der var lidt mere variation i gameplayet

Anmelder: Alan Vittarp
Venligst udlånt af: Warner Bros Interactive
Udvikler: Monolith
Spec. Features:
Ude: NU!
Antal Spillere: 1-8
Genre: FPS

Tagget som: Fear 2, project origin, warner bros