Review-Xbox 360: Eat Lead: The Return of Matt Hazard

Der er de spil, som man skal tage seriøst, og så er der de spil, som man absolut, på ingen måde hverken kan eller skal tage seriøst. Eat Lead er uden tvivl et af sidstnævnte, og vi har naturligvis iført os et pixeleret 2D-kostume og er taget med Matt Hazard på eventyr. I kan også være helt rolige - selvom spillet er helt ude i hampen, er anmeldelsen her nu altså ganske seriøs.

En seriøst useriøs historie
I en tid, hvor historier i spil får større og større betydning, har udviklerne Vicious Cycle forsøgt noget meget alternativt. Når man kigger på historien i Eat Lead, kan man enten ryste på hovedet eller grine højlydt. Hvis man er en ”gammel gamer”, og kender lidt til de store spilnavne, som har ramt markedet de sidste 10-15 år, så vil man kunne nikke genkendende og le af mange af de ting, som Eat Lead kommer omkring. Hvis man er helt ny til gaming, så kan man måske nok trække på smilebåndet til tider, men spillet her er uden tvivl rettet imod ”veteranerne”.

Hvad jeg nu fortæller om spillet, er alt sammen en del af spillet, og man skal derfor ikke tro, at jeg taler dårligt om de egentlige udviklere. Det hele kan virke en smule forvirrende, når man ikke selv sidder med spillet, men hvis vi holder tungen lige i munden, skulle det være til at forstå.

Du tager rollen som Matt Hazard, en action-helt, som har mange spiludgivelser bag sig. Udviklerne af hans seneste titler tog dog nogle dårlige beslutninger, hvilket ødelagde Hazards karriere fuldstændigt. Pludseligt får han muligheden for at blive genskabt i fuld 3D, og dette kan han naturligvis ikke modstå.

Hvad der umiddelbart starter ud som værende en almindelig 3. persons shooter, forvandles pludseligt til et mareridt for vores action-helt. Spillet bliver nemlig hacket af udviklerne, og man forsøger at få Hazard dræbt, for at gøre en ende på hans karriere og omsider kunne annullere hans kontrakt. Uden at ødelægge historien og afsløre for meget, tør jeg godt sige, at Matt Hazard ikke får det nemt og altid møder underlige og uventede gæster. Humoren er langt ude, og man skal være forberedt på ting, som ikke umiddelbart giver nogen mening overhovedet.

En typisk shooter i atypisk indpakning
I bund og grund er Eat Lead blot en almindelig shooter, dog desværre ikke en særligt god én af slagsen. Det hele fungerer, som man ville forvente det, og man kan og skal da også gøre hyppigt brug af dækning, for at overleve. Der er heller ikke noget i vejen med udvalget af fjender, da man faktisk møder et pænt antal, som er ret forskellige at komme op imod.

Vi har helt almindelige mennesker, som bruger de typiske maskingeværer, shotguns og pistoler. Vi har ninjaer, som bruger vandpistoler (som dog er dødelige), og som man rent faktisk skal pumpe for at lade. Der er folk fra fremtiden, som bruger lasergeværer. Der er 2D-nazister fra Doom, som kan vende siden til dig, blive papirtynde og dermed ikke blive dræbt. Der er cowboys med revolvere. Der er zombier, som man skal skyde i hovedet, og vi kunne blive ved.

Hvad der måske er endnu mere interessant end de ”normale” fjender, man møder, er de bosser man skal kæmpe imod, samt de folk, som man skal redde. Af nævneværdige bosser har vi Sting, en sniper, som taler med Arnold S.-stemme, og som man faktisk skal kæmpe imod 3 gange. Vi har en Cloud Strife-klon, med karakteristisk kæmpe-sværd, som kommunikerer via tekstfelt, og som rent faktisk har en stor menu ved siden af sig, så man kan se hvad han laver af magi og andet – præcis som man kender det fra Final Fantasy 7.

En rigtig action-helt skal naturligvis redde folk, og også her kommer Hazard vidt omkring. Vi har en Mario-klon, som er iført blikkenslager-tøjet, og som naturligvis forsvinder ned i et grønt rør, efter at have fremtryllet det ved at hoppe op i en klods. Vi har ”Master Chef”, en kok fra fremtiden. Vi har Hazards tidligere sidekick Dexter (Jak & Daxter anyone?), og til sidst støder man også på en lidt sjov papfigur, som man ikke skal redde, men som man alligevel smiler lidt ekstra af. Det drejer sig nemlig om en gut, som ligner Duke Nukem utroligt meget, men hedder Nuke Winter og har tilføjet teksten ”Coming Soon-ish”.

Nyt men gammelt
Idéen med at blande alting sammen på denne måde er naturligvis ny, men alting er baseret på gamle ting, og det samme gør sig hovedsageligt gældende for gameplayet. Selvom cover-mekanikken fungerer ret godt, så kører man alligevel rimeligt hurtigt død i måden, spillet fungerer på. Man starter en bane, der kommer x-antal fjender, man går 10 meter frem, der kommer x-antal fjender, man går 20 meter frem, der kommer x-antal fjender.. det er lige så kedeligt at spille, som den sætning netop var at læse.

Selvom fjenderne er så forskellige, så skal næsten alle alligevel dræbes på én måde, og mange af dem kan man endda lige hurtigt løbe hen til og dræbe i hurtig 3-slags-nærkamp. Imens man gør dette, skal man heller ikke forvente at blive skudt på, så det er en ganske nem måde at dræbe langt de fleste fjender på. Ét enkelt skud til hovedet er nok den måde, man normalt skyder fjenderne på, især når de først begynder at genopstå som zombier, når man netop har dræbt dem én gang. Forskellene kommer først ved de 2-dimensionelle nazister, som man ikke kan dræbe via nærkamp, og som hurtigt kan undvige dine skud blot ved at dreje siden til dig, så du knap nok kan se dem.

It’s Hazard Time
Rart at se, at I stadigvæk er med os. Som I nok allerede har konkluderet, giver Eat Lead: The Return of Matt Hazard ikke ret meget mening, især ikke, hvis man ikke kan genkende alle de personer, som der æres/tages fis på. Det er naturligvis blot ment i god ånd, og det er også hovedsageligt morsomt, men Eat Lead fejler alligevel i længden.

Hvis man savner nostalgiske øjeblikke og ikke har muligheden for at hive de gamle konsoller frem, så har man altså muligheden for at få ét stort fix med Eat Lead – man skal bare ikke forvente meget mere end det. Spillet er ikke revolutionerende og faktisk knap nok godt på de fleste punkter. Humoren er god, men humor alene holder kun så langt. Eat Lead er skam værd at prøve for oplevelsen, men vi vil nu alligevel anbefale, at man enten låner, lejer eller venter til spillet er faldet væsentligt i pris.

Levetid: 6/10
Grafik: 6/10
Gameplay: 5/10
Lyd: 5/10
Samlet score: 6/10

Vi glæder os: Over humoren, over at kunne opleve så mange klassikere på én gang og over, at kunne koble 100 % fra, imens vi driver ind i Matt Hazards verden.

Vi keder os: Når der efter nogle få timer ikke længere kommer nye slags fjender, og når alle døde fjender absolut insisterer på at genopstå som zombier – der er allerede nok ens fjender, der skal dræbes. Desuden er spillet hurtigt kedeligt, i hvert fald det meste af tiden.

Vi kunne godt tænke os: At man havde gjort mere ud af at variere oplevelsen, og at man havde satset på andet end blot humoren. Det er uden tvivl en unik oplevelse og et spændende koncept, men hvad vi ellers forventer af genren er meget mere, end hvad Eat Lead formår at levere.

Anmelder: KA Pedersen
Venligst udlånt af: D3 Publisher
Udvikler: Vicious Cycle
Spec. Features: -
Max. Opløsning: 1080p
Ude: Nu!
Antal spillere: 1
Genre: 3. Persons Shooter

Tagget som: anmeldelse, Xbox 360