Review-PS3: Silent Hill: Homecoming

Vi har for kort tid siden passeret fredag d. 13. februar, der sammen med de mørke og kolde vinterdage skaber ramme om en uhyggelig stemning. Hvad bedre er der end at udnytte dette med et godt gyserspil, der kan ruske dig godt og grundigt i din grundvold og få hjertet lidt i gang, når man nu alligevel ligger og dovner den inde i varmen? Silent Hill: Homecoming gør et ihærdigt forsøg på dette, ved at søge tilbage til sine gamle rødder, og finde den stemning, der gjorde serien et så pokkers skræmmende bekendtskab.

Rejsen til dette 6. kapitel har været lang, og udvikleren bag serien er blevet udskiftet 2 gange siden Silent Hill første gang så dagens lys i 1999 på PlayStation. Nu hedder udvikleren Double Helix, og de har sat sig for næse, at skræmme os fra vid os sans, ved at lade os deltage aktivt i en spændende fortælling om en ung mand og hans søgen efter svar på sin brors mystiske forsvinden.

Shepherd Glenn – et sted man ik’ vil glem’
Man kunne også vælge at omformulere ovenstående sætning til: ”Shepherd Glenn, et sted man hvor man kan blive glemt”, for byen er omtåget af mystik og gådefulde forsvindinger, og der ligger en tyk og uhyggelig atmosfære over byen. Alex, der er spillets hovedperson finder hurtigt ud af dette, da han efter mange år vender hjem til sine forældres hus, efter at have brudt ud af et militærhospital.

Han har en sær fornemmelse af, at der er sket noget med hans bror Josh, og hans fornemmelse viser sig at være helt rigtig. Samtidig er moderen som fastlåst i tid og sted, byen er befængt med mystiske væsener, og du forsøger at skabe hoved og hale i hele denne mærkelige eskapade. Selvom det måske kan lyde en anelse forvirrende, er det ikke tilfældet, og historien i sig selv er egentlig meget fængende og drager dig ind i spillet i søgen efter, hvad der i virkeligheden er sket.

En rigtig god stemning
Din nervepirrende rejse starter lige på og hårdt, da du river dig fri af lænkerne fra en hospitalsseng i et mørkt og meget lidt betryggende sted. Sekunder efter ser du en skikkelse blive fortæret uden for værelsets dør, og kampen for overlevelse er begyndt. Det hele er lidt uvirkeligt, og man ved ikke hvad man skal tænke eller gøre, det eneste man ved, er at man befinder sig et pokkers skræmmende sted, og at det gælder om at komme ud så hurtigt som muligt.

En sådan start som denne smider dig tilbage i stolen, med hænder der nu strammer lidt hårdere om controlleren, og en høresans der skærpes i en sådan grad, at du kan høre sneen falde udenfor. Stemningen ligger med andre ord, som et tykt lag over Silent Hill: Homecoming, og man husker med glæde og med frygt tilbage til første gang, man blev skræmt af Silent Hills nervepirrende gameplay og tænker: Endelig kunne de formå at ramme den stil, som serien er kendt og elsket for.

En mere actionpræget titel
Og så alligevel ikke. For Silent Hill: Homecoming er blevet ramt af den actiontendens, der bl.a. også har ramt Resident Evil 5. Det er dog ikke i lige så stor stil som RE5, men actiondelen fremstår i den måde nærkampe fungerer på, samt den lidt større mængde ammunition og våben, man nu har rådighed over. Man var vant til, i de gamle spil, at flygte når fjenderne krøb frem i de mørke kroge, for magasinet i dit våben var ofte tømt, og dit nærkampsvåben havde måske ikke engang slagkraft nok til at slå en flue ihjel, så det gjaldt ofte om at liste sig frem.

I Silent Hill: Homecoming kan man til dels være lidt ligeglad, da man altid har nogle våben i sin beholdning, og derudover har fået mulighed for at undvige slag, dårlig ånde, flyvende biller, edderkoppelignende ben og andet, der kunne tænkes at blive kastet imod dit ansigt, ved et tryk på en knap. Dette kunne jeg egentlig godt lide i starten, da jeg, for at være helt ærlig, er lidt af en bangebuks, når det kommer til gyserspil, men i et horrorspil er det jo meningen, at jeg skal krumme tæer, bide negle og svede tran, og det gjorde jeg faktisk ikke ret længe, før jeg havde ”vænnet” mig til mine omgivelser, og Silent Hills skræmmende start var blevet en mere moderat spiloplevelse.

Dette er lidt en skam, for spillet er prydet med et fabelagtigt soundtrack og en sprød grafik, der sagtens kunne have holdt dig nede under dynen med sammenknebne øjne og en bævrende krop, men i stedet er spillet præget af lidt for klichéagtige overraskelsesmomenter og et lidt for actionpræget kampsystem, der ikke fik undertegnede til at give mere end et lille spjæt et par gange, og det gør gyseroplevelsen lidt tam. Derudover er du udstyret med en lommelygte, der dårligt nok kan lyse en meter frem, hvilket kan være til frustration, når man famler sig rundt i de evigt mørke omgivelser.

Medrivende skuespil i flotte omgivelser
Når det så også er sagt, har Silent Hill: Homecoming absolut mange af de elementer, som gjorde serien så vellidt. Banerne er prydet med flotte lys- og skyggeeffekter, medrivende filmiske virkemidler og overbevisende skuespil, der gør hele oplevelsen og historien en fornøjelse at følge. Alex' personlighed skinner stærkt ud af ham, og hans fortvivlelse over de mange spørgsmål der dukker op, kan tydeligt aflæses i hans ansigt.

Historien og de mange spørgsmål virker derfor som en rigtig god motivationsfaktor, og man har svært ved at slippe SH: Homecoming, når man først er kommet i gang. Den gode stemning som lydsiden derudover skaber, gør hele spiloplevelsen lidt mere filmisk, og havde Double Helix bare formået at gøre overraskelsesmomenterne lidt mindre klichéprægede, og gameplayet en anelse mindre actionpræget, så tror jeg faktisk, de ville have ramt helt rigtigt.

Man finder dog en god variation i gameplayet, som har en god balance imellem søgning, opgaveløsning og skabnings-nedslagtning. Sværhedsgraden i spillet har også et meget passende niveau, og har man spillet nogle af de tidligere spil, vil man finde enkelte personer og referencepunkter hertil. Derudover skal jeg, uden at sige for meget, sige at Shepherd Glenn ikke er den eneste by, man kommer til at besøge, man kommer også til at besøge en gammel kending, som er et herligt gensyn.

Silent Hill er tilbage på rette spor
Tilnavnet Homecoming kommer af Konamis og Double Helix' forsøg på at finde tilbage til rødderne af serien, og det må siges at være et hæderligt forsøg. Historien er medrivende og velfortalt igennem det glimrende skuespil og de gode filmiske virkemidler, og spiloplevelsen i gameplayet er afbalanceret fint, så Silent Hill: Homecoming aldrig bliver kedeligt. Desværre er spillet bare ikke særlig skræmmende, og derudover er det stærkt præget af let forudsigelige overraskelsesmomenter og plaget af en lommelygte, der kører på et fladt batteri. Dette kan være til irritation, når man går rundt i meget mørke omgivelser, og dem er der mange af i Silent Hill: Homecoming. Spillet er dog en kærkommen tilføjelse i serien, og det er godt at se et kapitel, der endelig er ved at ramme den topform, som de to første spil i mine øjne var i. Der mangler bare lige det sidste.

Levetid: 7/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 7/10
Lyd: 9/10
Samlet score: 7/10

Vi kan især lide: Historien og mystikken over spillet, samt den gode stemning, som den fænomenale lydside kombineret med den glimrende billedside skaber.

Vi keder os: Over at skræmmeeffekten og uhyggen er meget fraværende, i forhold til hvad vi er vant til fra serien. Man vænner sig for hurtigt til de omgivelser man er i, og de steder hvor spillet har i sinde at skræmme dig, er ofte for lette at forudsige.

Vi kunne godt tænke os: At skifte batteriet ud i lommelygten, så vi ikke behøver at famle os frem som en halvblind mulvarp, og et kampsystem der er bygget mere op som i de gamle spil, hvor man ikke bare kunne storme frem, men måtte tænke nøje over hvert skridt og hvert åndrag man tog.

Anmelder: Simon Lauridsen
Venligst udlånt af: Konami
Udvikler: Double Helix
Spec. Features: 720p
Ude: 26. februar
Antal Spillere: 1

Screenshots: Silent Hill: Homecoming (multi):
 

Tagget som: Konami