Review-PS4: Gravity Rush 2
SIE Japan Studio vendte op og ned på alting, da de lancerede Gravity Rush til PSP i 2012. Et action-adventure-spil, der med sit gameplay trodsede tyngdekraften, og fik kritikerne til at klappe i hænderne.
Succesen med PSP-titlen medførte en remasteret udgave af spillet til PS4 sidste år, og nu er Gravity Rush 2 så udkommet til PS4 og fortsætter fortællingen om Kat og hendes tro magiske følgesvend, Dusty.
En historie, der er svær at følge
Hvis man ikke har spillet det første Gravity Rush, så vil man finde det svært at finde hoved og hale i, hvad der egentlig foregår. Man ved blot, at Kat er havnet på en flyvende by, som lever af at mine værdifulde sten, for at kunne betale sig ud af de griske hænder, som sidder højere oppe i hierakiet. På mange måder portrætterer det første kapitel i spillet forskellen på overklassen og underklassen. For helt bogstaveligt så bor de rige i skyerne i flyvende byer, imens arbejderne bor under dem i et mørkt og diset land.
Spillet er delt op i 3 kapitler, hvor 2. del fortsætter, hvor 1’eren slap, og sidste del fortæller om Kats mystiske fortid. Historien er fortalt vha. tegneserielignende billeder, som er tillagt ikonisk animé-stil og højfrekvente japanske stemmer. Det meste af dialogen indbefatter dog kun lyde/begrænset tale af teksten, men eftersom det foregår på japansk, gør det ikke den store forskel, da man alligevel skal bruge tid på at læse, hvad de siger.
En stor verden at udforske med talrige opgaver
Kat er til at starte med uden væsnet Dusty, og da hun ryger ud af en rift i himlen og lander på det flyvende skib, bliver hun slave i mine-arbejdet for at tjene til føden. Det første stykke tid går derfor med knap så spændende gøremål, så som at spørge efter bestemte personer eller lede efter genstande. Man får dog ret hurtigt sine evner som tyngdekraftsmanipulerende kvinde tilbage, men til trods for dette, så oplever man stadig, at mange af Kats gøremål er meget trivielle og virker som pligter frem for underholdende opgaver.
Man bestemmer selv, om man vil tage disse ekstra opgaver på sig, da de er sidemissioner, og da Gravity Rush 2 som sin forgænger foregår i en open-world-verden. Det står dig altså frit for, om du vil hjælpe med at dele aviser ud, samle lidt ekstra materiale ind for at booste dine angreb, gå på skattejagt eller fortsætte historiedelen. Sidst men ikke mindst føles det bare utrolig fedt at flyve rundt i den store og smukke verden, Gravity Rush 2 har at byde på.
Lidt kluntet styring
Overgangen fra PSP til PS4 synes imidlertid en anelse gangbesværet, da man nogle gange mister overblikket og til dels styringen af spillet. Forstå mig ret. At komme fra A-B er ret let. Men når kameravinklen pludselig er drejet 60 grader rundt, og man bare lige vil et par meter til siden, så kan dette altså KUN udføres ved at bruge en markør, pege derhen, sætte Kat i gang med at flyve og så stoppe vha. et tryk på knappen igen. Her havde det været nemmere, hvis man bare kunne styre derhen let og elegant, som man eksempelvis kan i alle andre spil.
Det hænger naturligvis sammen med, at den måde, Kat flyver rundt på, er 100% styret af tyngdekraften. Det ændrer ikke desto mindre på, at styringen virker en smule akavet og kræver en hel del tilvænning, før man lærer at mestre det – og der synes jeg stadig ikke, at jeg er endnu.
Mulighederne for at manipulere tyngdekraften er også blevet flere, siden det første Gravity Rush. Faktisk kan Kat skifte imellem tre forskellige tilstande; normal tilstand, Lunar og Jupiter. Hemmeligheden til succes i kamp er at skifte imellem disse tre med jævne mellemrum. Den normale tilstand er som før nævnt, at du kan styre Kat hen fra A-B ved at pege analogen i en bestemt retning og sende Kat afsted, imens Lunar-mode gør hende mere langsom i luften, men i stand til at styre lettere rundt. Sidst men ikke mindst er der Jupiter, der skruer tyngdekraften op og gør Kat langsom, men som f.eks, kan bruges til at lave kraftige drop-kicks fra luften.
Vent, hvad er op og ned?
Som I nok kan høre, er gameplayet en anelse avanceret. Der er meget, man skal have styr på, og mange knapper man gør brug af på én gang. Engang imellem synes jeg godt, at man kan føle det hele går en anelse for stærkt, og man bare lidt trykker i håb om, at et eller andet går den rigtige vej.
Kampene foregår i luft og på land. Fjenderne er ikke så varieret, som man kunne have ønsket sig, og fremstår som de her sorte væsner med store lysende områder, som er deres svage punkter – ligesom man husker det fra nogen spil i 1990’erne. Til gengæld er der skruet op for boss-battles, der byder på nogen storslåede kampe, hvor man får brug for alle tricks og kneb, Kat har oppe i ærmet. Efterhånden som man kommer længere i spillet, åbner man også op for flere og flere færdigheder, som er med til hele tiden at udvikle gameplayet.
Betagende penselstrøg og stemningsfyldt musik
Gravity Rush 2 er virkelig en fryd for øjet og imponerer med sin tegnede animé-stil og flotte omgivelser. Der er stor variation i de områder, man gebærder sig i, der skifter fra futuristiske byer i skyerne til frodige grønne omgivelser. Samtidig har Kohei Tanaka stykket et smukt og skræddersyet soundtrack sammen, der tryllebinder dig og fanger essensen af den magi, spillet oser af.
Så hvis du har savnet et alternativ til de vante action/adventure-spil, og ikke lider af køresyge, så byder Gravity Rush 2 på et spændende og nuanceret gameplay, et flot visuelt udtryk og masser af imponerende boss-fights. Har du ikke spillet forgængeren, og søger du efter et spil med en medrivende historie, så er det nok ikke her, du finder dit næste eventyr.
Levetid: 8/10
Grafik: 9/10
Gameplay: 7/10
Lyd: 9/10
Samlet score: 7.5/10
Vi glæder os: Over den skæve verden, SIE Japan Studio og Project Siren har skabt i Gravity Rush, og muligheden for at gå på opdagelse i den, ved f.eks. at flyve højt oppe i skyerne blandt de skibsbårne huse og dykke ned under skyerne til helt nye landskaber.
Vi keder os: Når opgaverne føles som pligter frem for underholdning, og når styringen gør os helt rundt på gulvet.
Vi kunne godt tænke os: En mere medrivende og velfortalt historie, samtidig med at styringen godt kunne bruge et tweak for at føles helt under kontrol.
Anmelder: Simon Lauridsen
Venligst udlånt af: Sony
Udvikler: SIE Japan Studios
Ude: NU
Antal spillere: 1
Genre: Action