Review-PS4: WWE 2K17
Det er atter blevet tid til at trække i de stramtsiddende tights, pensle kroppen til i olie og træde ind i den kvadratiske arena, for der står show-wrestling på menuen i WWE 2K17.
Bredskuldrede mænd som Brock Lesnar, Randy Orton, The Undertaker og Kane træder atter i ringen for at ”kæmpe” til den sidste sveddråbe. I dette års udgave er der blevet sat fokus på at tweake og forbedre allerede eksisternede gamemodes, hvilket har højnet den gameplaymæssige oplevelse en hel del.
Ingen nye gamemodes, men en finpudsning af høj kaliber
WWE-spillene har aldrig været kendt for at være fattig på spilmodes og er det heller ikke i år, men tilføjer samtidig heller rigtig nogen nye. I stedet har fokus været rettet mod det, der sker i ringen.
Det kan f.eks. mærkes, når man spiller i en 3- eller 4-way-kamp med flere wrestlere i ringen. Her kan det mærkes, at det er blevet lettere at flytte fokus fra en wrestler til en anden. Så imens du f.eks. står og uddeler tæsk til fyren med alt for meget mascara, kan du ved et ”flick” med analogen skifte til giganten bagved dig og fortsætte med at uddele øretæver.
En situation, der førhen kunne give anledning til frustrationer, da man nemt kunne komme til at gå til angreb på en forkert person – hvilket kunne give anledning til problemer! Et andet smart move, og noget der klart vil gøre fans af WWE glade, er ”roll-out”-funktionen.
Det, det helt præcist betyder, er, at når du giver en modstander nok tæsk, eller sågar laver et move, der tvinger et roll-out igennem, så ruller din modstander ud af ringen og tager sig en puster. Alt imens kan de resterende wrestlere give hinanden slag for skillingen, hvilket skaber mindre kaos og et godt taktisk element. For den midlertidigt udgåede wrestler kan først komme ind igen, når indikatoren fyldes op.
Ingen 2K Showcase – erstattes af en tam My Career
WWE2K17 skorter som nævnt ikke på spilmodes. Du vil finde et hav forskellige måder at uddele tæsk på. Blandt andet kan man nu også endelig komme backstage eller ud blandt publikum – Ubehageligt, YEAH! Desværre er 2K Showcase blevet udeladt, som før bragte virkelige historie-events og opdigtede events ind i spillet.
I stedet spises man af med My Career, hvor man skal bygge sin egen wrestler og kravle op af rangstigen. En vej, der er præget af mange intetsigende kampe mod lignende rivaler, og et historiepræget action-event-system, som lader dig vælge imellem en række forskellige sætninger, som enten gør dig til en succes eller en fiasko. Det virker dog helt tilfældigt, om man rammer rigtigt eller ej, selvom systemet skulle være bygget på, at man skal vælge ud fra, hvor man er, og hvilket slags publikum der lytter.
My Career skal dog have ros for sin utroligt avancerede create-a-wrestler-funktion. Man kan mildest talt ændre ALT ved sin karakters udseende, hvilket kan give nogle særdeles underholdende resultater. Hvem skulle have troet, at man kunne bruge så lang tid på at kreere det perfekte misfoster?
Mere realisme og en finpudsning, der vil please alle fans af serien
Selvom Danmark aldrig rigtig har taget den amerikanske show-wrestling til sig, så fungerer det bare utrolig godt på spilform. Har man et par venner over, kan man få timer til at forsvinde på ingen tid, i hvad der bedst kan betegnes som et mix af skrig og skrål i ren ekstase over kampenes udfoldelse.
Det, WWE2K17 gør rigtig godt, er nemlig at få oplevelsen inde i ringet til at køre flydende, uden at gøre hele seancen kaotisk på trods af op til 8 spillere i ringen på én gang. Det i sig selv er en ret stor præstation, og er i sig selv begrundelse nok til at erhverve sig dette års eksemplar, hvis man er tilhænger af serien.
Levetid: 7/10
Grafik: 8/10
Gameplay: 8/10
Lyd: 7/10
Samlet score: 8/10
Vi glæder os: Over et finpudset og fintunet gameplay, der mindsker kaos og gør couch-gaming med vennerne SÅ meget sjovere.
Vi keder os: Over den manglede 2K Showcase, som My Career desværre ikke kan tage over på.
Vi kunne godt tænke os: At spilmodes som f.eks. tag-team table match eller 6 personers Tornado Tag TLC igen var i spillet. Vi ved godt, der er mange andre modes, men når nu de har været en del af serien, hvorfor så fjerne dem?
Anmelder: Simon Lauridsen
Venligst udlånt af: 2K Games
Udvikler: Yuke’s, Visual Concepts
Ude: NU
Antal spillere: 1-4 (2-8 online)
Genre: Wrestling